Mennesket er alene, og helvede – det er de andre.” Det mente filosoffen Sartre dernede i 30’erne, hvor zeitgeisten var sort og moderniteten næppe var opfundet – og hvor Simone de Beauvoir stadig kunne provokere med sin bog ”Det Andet Køn” hvor hun gjorde sig til talsmand for, at kvinder tog livet i egne hænder og kvittede den (dengang ?) traditionelle afhængighed af manden.

Selv var hun faktisk en dybt, inderligt og ulykkeligt forelsket single, der livet igennem længtes efter en romantisk tosomhed med Sartre – et forhold, der gik ud over den rolle hun havde som nær ven og førsteelskerinde, hvor hun måtte se til, når han boltrede sig i eksistensfilosofiens villige groupies.

fru skomager olsen

Var Simones kritik af tosomheden affødt af hendes egen, halvbitre erfaringer? Eller har opdelingen i singler og par i to fronter rødder helt tilbage til dengang, hvor Den Store Frigørelse satte ind i tyvernes vilde løssluppenhed? Dengang kvinderne klippede håret af, hejsede skørtet op og købte sig et cigaretrør kunne de være frigjorte singler, indtil de landede sig en passende ungkarl, tog fornavnet "Fru" og mandens efternavn. Og vupti, en helt ny identitet var skabt i en rolle, hvor frigørelsen var erstattet med afhængighed.

Eller med andre ord: jeg tror ikke, at frigørelse og singleliv som kontrast til tosomheden er noget hverken Suzanne Brøgger eller 70’ernes betonrødstrømper har opfundet. Singler har altid eksisteret og ægteskabet som romantisk institution har kun eksisteret i ciraka 100 år. Så er der noget nyt i polemikken om single vs. tosomhed?

vi vil f... være lykkelige

Det nye er nok mest individets krav om at være lykkelig. Selvom arbejdstiden er nede på cirka halvdelen af, hvad den var for 100 år siden, så arbejder vi mere end nogensinde. Vi slæber rundt på bærbare, mobil­telefoner og palm pilots mens vi frejdigt hævder at have ”fri” – og når mediesamfundet samtidig bombarderer os med lækre, glittede billeder af lykkelige par og samtalekøkkenfamilier, så sætter den helt menneskelige længsel efter nærhed og samhørighed ind. For ”jeg kan jo se i magasinerne, at de andre kan – hvorfor kan jeg så ikke? Når jeg endelig har fri, så vil jeg f…galemig også være lykkelig!”

...men hvordan bliver man lykkelig?

Nogen vil sikkert påstå, at familien er det vigtigste, andre, at det er arbejdslivet – og endnu andre at det hele hænger sammen. Det er ikke så lidt, altså! At skulle være lykkelig hele vejen rundt.

Og her spøger Simone igen: efter hendes mening bliver en kvinde ikke født som kvinde – det er noget, hun bliver opdraget til. Og her må jeg gribe i min efterhånden halvslatne rødstrømpebarn: hvad har vi gamle hippier egentlig opdraget vores døtre til – og hvad opdrager de så deres døtre til? Hvilke forbilleder gav vi dem ind med flaskemælken (man kunne jo ikke holde ud at amme så længe – der skulle jo smides med brosten og gås i protestmarch og desuden var det smertefuldt at være ammende, når man ikke ”måtte” bruge bh)?

mormødre og farmødre som forbilleder

Vi viste vores døtre, at vi ikke behøvede mænd til noget – at vi kunne det hele selv. Og vi viste vores sønner, at kvinder i hvert ikke havde brug for kærlig støtte og en stærk arm til at hamre syvtommer­sømmene i. Vi viste vores børn, at den romantiske tosomhed var demonteret ved at introducere dem til åbne forhold og kollektive bollerum, og at kærligheden ikke var dyrebar – for duede det ikke med Peter, så forlod man ham bare og fandt Poul. Og duede det ikke, så kunne man jo tage Pia i stedet.

Så kvinder er i dag mere uafhængige af mænd end nogen sinde før – i hvertfald som skaffedyr. Det er nemmere både praktisk og økonomisk at klare et kvindeliv som single end nogensinde før. Så hvad er problemet?

størst er kærligheden

Den importerede, krampagtigt sødladne Valentine–tradition giver åbenbart lejlighed til at fokusere på kærligheden i ens liv. Er man ikke tilfreds, gør det ondt, og så kan det bedste forsvar være et angreb. Så derfor bliver der gravet skyttegrave og smidt med vrede ord om, hvad der er rigtig og forkert. Somom det er noget nyt, at der findes singler og par! Somom det var nyt at dem på den ene front kritiserer de andre!

Det er ikke en ny problematik. Men hvor mange generationer skal vi mon igennem, før det enkelheden bliver så tydelig at alle kan se den? Kærlighed er kærlighed. Om den så gælder en ven, en hund, en partner, et barn eller Jesus – så er det kærligheden, der fortjener hyldest. Ikke en eller anden tilfældig kombination af, hvem den gælder. Og ikke på en eller anden tilfældig, kommercialiseret dag i februar.

©Winnie Haarløv