samliv med et monster

Ja, ja, jeg véd det godt. Der er skrevet tykke bøger i flere bind om, hvordan man overlever med en teenager i huset, og da det blev min tur, læste jeg såmænd også mange af dem, både de seriøse, de pædagogiske, de psykologiske og de morsomme. Men de efterlod mig stadig med et par enkelte spørgsmål vedr. et knapt 18-årigt monster.

Jeg var engang mor til den yndigste, lille lyshårede purk med hvidblond, krøllet hår; kornblå, klare blå øjne og så små, fine træk, at man skulle tro han var en pige. Han var et eftertænksomt, lidt gammelklogt barn med god forstand på livet og den verden, der omgav ham. Han slog ikke på nogen og syntes, at det var en forbrydelse at stjæle - og fablen om de moderløse ællinger fik ham til at bryde ud i højlydt, ubehersket gråd.

Det værste han vidste var, når jeg, hans stolte, kærlige mor, indimellem var ked af det og måtte tørre øjne i køkkenrullen. Han trøstede mig tappert med fortvivlelsen malet i alle træk og tilbød mig frit valg på alle sine hylder for at gøre mig glad igen. Det bedste han vidste var at få lov at være rigtig længe oppe lørdag aften og se alt, hvad der var i TV, mens vi proppede os med popcorn, flettede tæer i natdragter og slog konkurrencebøvser efter en hel liter cola hver.

undskyld mig, men det er en regression

Sådan en tillod jeg sommetider mig selv - til dengang, da min pode endnu ikke havde nået teenage-alderen. Især, da han pludselig en dag var to hoveder højere end jeg og hans yndige, hvidblonde hår var blevet mørkt, glat og en meter langt. Det klare blå blik var sløret af at sove, indtil Giro 413 var forbi efter en hård dags nat. Hans eftertænksomhed fandt praktisk anvendelse i sindrigt udregnede systemer til at blokke mig for penge, og hans fortolkning af ejendomsretten var betydeligt mere rummelig, end den var da han var otte. Mht. uoverensstemmelser fandt han det besynderligt, at de i det hele taget kunne opstå, siden hans synspunkter jo var de eneste rigtige. Men han slog stadig ikke på nogen.

Hans følsomhed kom frem i de heavy-metal sange, han brølede ud gennem sit sanganlæg og som på ingen måde vækkede musikalsk genklang hos naboerne, og det værste han vidste er 1) at skrue ned, 2) at bære sit tøj ud i vaskekurven til husets velfungerende vaskeservice og 3) når fruen i huset gjorde indsigelse mod invasion af horder af to meter høje lemmedaskere i læderjakker der støvsugede køleskabet på under ti minutter.

Sin milde irritation viste han ved at hæve øjenbrynene helt om i nakken, når jeg forsøgte at forklare det betimelige i at rydde op efter sig, passe aftalte tider og undlade at bruge den sidste klat smør uden at skrive det på indkøbssedlen. Det bedste han vidste var 1) 15 telefonopkald fredag aften, der alle sammen var til ham; 2) når mormor stak ham tohundrede komplet ufortjente kroner og 3) når fatter gav op og alligevel selv slog græsset.

Da han var nyfødt, syntes jeg at han var den smukkeste, dejligste, mest vellykkede unge, verden nogen sinde havde set. Det synes jeg stort set stadig, da han blev teenager, selvom jegsommetider kom jeg alvorligt i tvivl - f.eks. når han insisterede på at gå med hullede jeans og gummisko i snevejr; når han dumpede til en eksamen fordi spørgsmålene var så åndssvage at han simpelthen ikke gad besvare dem, og når han transporterede indkøb hjem i en indkøbsvogn og stillede sig uforstående overfor argumenter om, at indkøbsvognerepræsenterer en vis værdi, tilhører nogle andre og derfor skal afleveres – og for resten ikke pynter i indkørslen.

Venner og familie så ham mest ved festlige lejligheder og fandt ham fortryllende: fornuftig, begavet og vittig. Nogler sagde endda, at han er velopdragen, voksen og varm - og jeg husker tydeligt fornemmelsen af at sidde tilbage med en fornemmelse af, at jeg overhovedet ikke magtede min mor-opgave. Sin surmulende, krævende og hensynsløse pattebarnrolle valgte han nemlig pudsigt nok altid at spille i kammerspil med mig som eneste anden medvirkende.

det lykkelige, harmoniske barn

Enhver mor vil gerne se sit barn lykkeligt, harmonisk og i gang med noget meningsfyldt. Udfordringen er at finde balancen mellem at bevare ungens tillid til, at man ikke vil snage i hans privatliv, bare holde sig nogenlunde orienteret om, hvad pokker han egentlig går og laver og med hvem; mellem at drive ham frem mod et mål uden at forfølge en forældreambition og få ham til at indse, at forældre også er en slags mennesker.

Så er det, jeg spør: Skal man være forstående og tolerant - eller skal man blive vred og give ungen noget at gøre oprør imod? Jeg har aldrig ment, at man skal være kammerat med sine børn. Børn har brug for forældre, også når de nærmer sig voksenalderen. De har brug for referencerammer, modspil og kærlighed. Men hvordan pokker praktiserer man det i det daglige, når man kun har en brøkdel af et sekund til at reagere på de ustandselige provokationer? Tilføjer man barnet sår for livet ved at råbe højt i fem minutter, når han kommer hjem med en togbøde? Skal jeg hellere sætte mig ned med ham og tale om tingene - eller skal jeg blande mig udenom, det er jo hans egne lommepenge, det går ud over?

Nu, da han er fyldt tredive, tilslutter jeg mig koret af dem, der beroligede mig med, at det en dag ville gå væk. At han pludselig en dag ville være en helt normal, ansvarlig voksen.

For de fik ret. Da han en dag kom hjem iført ring i næsen og en hæslig, sort T-shirt med dansende, grønne skeletter og så mit vantro ansigtsudtryk, trøstede han mig grinende med, at han en dag ville chokere sin gamle hippiemor med at troppe karseklippet op i blå habit.

Der er vi endnu ikke nået til, men kommunikationslinierne har været åbne i hvert fald i ti år.

©Winnie Haarløv

til top