Ifølge dagens lovgivere, bureaukrater og overpylrede forældre burde de af os, som var børn i efterkrigstiden og frem til tidligt i 80'erne ikke have overlevet. For da Den Store Familiedrøm satte ind tidligt i firserne, blev dansen om ønskebørnene til en trance, der siden har hensat forældre i en slags hypnotisk ekstase som går ud på at tilgodese børnene - og kun børnene.

Ironisk nok er det mest synd for disse børn, som er vokset op som ofre for forældrenes "kærlighed."

Vi møder dem i i børnehaven, skolen, gymnasiet og på arbejdsmarkedet som grænseløse, krævende, selvcentrerede egomanikere, der ikke kan tåle at kede sig, ikke kan modtage en kollektiv besked og slet ikke har lært at udholde, når deres behov ikke bliver omgående tilfredsstillet. Og de har kun foragt til overs for os, der voksede op med, at man som barn var en langt mere ligestillet medlem af familien. Vi blev nemlig ikke sat på piedestal, vi var ikke familiens centrum og skulle gudskelov ikke bære det tunge ansvar det er for et barn at være det omvandrende bevis på familiens lykke. Utroligt, at vi overlevede, for...

• Vi cyklede selv til og fra skole hver dag året rundt, i sne, slud og vintermørke - og tit uden cykelstier. Sådan fik vi gode, stærke kroppe og normalvægt. Overvægtige børn var så sjældne, at der næppe var én i hver klasse.

• Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker, og mad blev mange steder opbevaret i flueskabe eller spisekamre, fordi mange hjem først fik køleskabe midt i tresserne. Skræk og rædsel!Men sådan fik vi opbygget et immunforsvar, der gjorde, at mange af os havde under en håndfuld sygedage på et skoleår.

• Vi spiste brød med tandsmør, fedtemadder og røde pølser og drak sodavand med rigtigt sukker i, og når vi var alene hjemme (for det var vi!), fik vi hverken slik eller sodavand - men så lavede vi havregrynskugler af margarine, sukker og kakao eller karamel af sukker, som vi smeltede på stegepanden og spiste af pergamentpapir. Alligevel var kun en promille af børnene overvægtige. Vi delte tyggegummi, uden at nogen rent faktisk døde af det. Til middag spiste vi det, der stod på bordet, uanset om det var stegt sild, fiskefrikadeller, gullasch eller øllebrød. Kunne vi ikke lide maden, fik vi lov at gå sultne i seng. Sådan fik vi lært, hvad der smager godt og hvad der ikke gør og at spise en alsidig kost.

• Vi byggede sæbekassebiler af kasseret ragelse og drønede i fart ned ad bakken og havnede grøften, fordi vi havde glemt at sætte bremser på. Vi kørte til stranden i flok uden voksne (jeg var syv år første gang), og om vinteren ræsede vi på trækælke ned ad sneklædte bakker og endte hulter til bulter ved foden af bakken. Og da det jo var før den globale opvarmning, skøjtede vi på den lokale sø efter skole. Selv om det blev mørkt, var der ingen voksenovervågning. Sådan fik vi lært at håndtere angst og smerte og at forstå, at selvom det gjorde ondt, så døde vi ikke.

• Om søndagen (for vi var jo i skole om lørdagen) tog vi hjemmefra tidligt om morgenen for at finde nogen at lege med og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Oftest sagde vi ikke nøjagtigt, hvor vi gik hen, og ingen kunne få fat i os i løbet af dagen. Vi havde nemlig ingen mobiltelefon. Sådan fik vi lært at tage vare på os selv, selv finde vej og opsøge nogen at tale med, når vi var alene.

• Vi legede ude i al slags vejr, fordi de allerfleste børn delte et værelse med deres søskende. Vi havde hverken TV-spil, video, iPods, pc eller internet. I tv var der 30 minutters børnetime hver dag, punktum. Til gengæld havde vi masser af venner i opgangen, på vejen eller i nabolaget. Vi bekrigede hinanden i bander med sten, kæppe eller isbolde - og legede cirkus, rundbold og dåseskjul, når vi blev gode venner igen. Sådan fik vi lært at tilgive og komme videre, når nogen havde jokket os over tæerne.

• Vi klatrede i træer, som vi faldt ned fra, skar os, væltede på cykler, brækkede arme og ben, slog tænder ud og fik buler og blå mærker. Men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre fik skylden - kun os selv. Sådan fik vi lært at passe på os selv, se os for og ikke være dumdristige hele tiden.

• Vi legede med spidse pinde og tennisbolde, hoppede ned fra gynger i fuld fart og byggede huler i høstakke, på tømmerpladser eller i baggårde, røg peddigrør og spiste jord og græs. Alligevel var der ikke mange øjne, der blev stukket ud - og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv. Sådan fik vi indblik i vores egne muligheder og begrænsninger og lærte at passe på os selv og hinanden.

• Vi kedede os tit. De voksne sendte os ud at lege, når de skulle slappe af eller være sammen. Dem af os, der var ældstesøskende, havde en eller to småsøskende på slæb som vi tog os af, selvom vi næppe var fyldt ti år. Og vi babysittede de små, når vores forældre skulle noget om aftenen. Sådan fik vi at bruge vores fantasi.

• Vi var tit kede af det. De voksne var ikke sådan nogen, man bare lige betroede sig til - de havde travlt med deres eget og var til rådighed for de store problemer i vores liv. De små måtte vi selv klare, og sådan fik vi lært at prioritere, tage ansvar for os selv og løse konflikter.

• Vi havde mange hemmeligheder for de voksne, for vores børneunivers var vores eget, og de voksne havde hverken tid eller brug for at blande sig for meget i det. Vi havde hemmelige loger, ordner, bander og rangordner, og vi blandede blod, fik veninderinge og indgik hemmelige pagter uden at fortælle vores voksne særlig meget om vores venskaber og fjendskaber. Sådan fik vi lært noget om loyalitet og venskaber, som er uundværligt for et menneskeliv.

• Vores børnesenge var malet med blybaseret maling, og der var ingen børnesikring på medicinflasker, komfurer, rengøringsmidler, døre eller skabe. Børn og voksne kørte i bil uden sikkerhedsseler eller airbags, og vi brugte ikke cykelhjelm. Og hvad vi lige lærte af det, ved jeg ikke - men måske er de tilsætningsstoffer, som nutidens fødevarer er så rigelige på, langt farligere? Min generations drengebørn blev i hvert fald ikke født med misdannede kønsorganer for 7% vedkommende, og de store årgange blev undfanget uden at hver 5. kvinde måtte have kunstig befrugtning.

Alligevel er ikke ikke hverken fejlfrie eller superlykkelige allesammen. Men disse vilkår har fostret nogle af de mest risikovillige, bedste problemløsere og investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, succes'er og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen - lærte, at sorg og glæde går hånd i hånd, at livet er fuld af lykke og lidelse, og at hårdt arbejde og held er en god kombination.

Er du født før 1980? TILLYKKE!

- du er en af dem som oplevede den store lykke at vokse op som barn, før forældre og institutionspersonale begyndte at overvåge dig døgnet rundt, fratog dig retten til at have hemmeligheder og cykle til skole og før lovgivningsmagten og andre myndigheder tog ansvaret for dit liv i stedet for at overlade det til dig selv!

©Winnie Haarløv