Vores kultur er rig på modsigelser, når det gælder moderskab, børn og børneopdragelse.

Børn betragtes som selve kernen i Det Lykkelige Liv. De små guldklumper er livets centrum, og verden drejer om dem. På en piedestal ved siden af de små pragtstykkers anbringes så den stolte mor, der har været offentlig ejendom siden maveskindet begyndte at hvælve sig.

Men hvordan kan det så være, at både børn og mødre på den anden side betragtes som en slags andenklasses borgere?

paradokser, der vil frem

Politikerne taler meget om, hvor vigtigt det er at skabe gode betingelser for vores børn, fordi de er vores vigtigste ressource – men hvorfor er skolerne så  fuldstændig nedslidte, 

børnehaverne proppet til randen og underbemandede af pædagoger og lærere, der får en løn som en 19–årig web–designer ikke ville gide at stå ud af sengen for at tjene?

Hvorfor er det stadig lavstatus at beskæftige sig professionelt, hands–on med de kære små (for der er jo status nok i at gøre det teoretisk, f.eks. opkaste sig til guru ved at skrive bøger om opdragelse osv.)?

Og hvorfor lader kvinder sig behandle som en laverestående kaste, når talen falder på hendes børn? I stedet for at stråle af glæde og stolthed, begynder hendes dårlige samvittighed at rumstere i samme øjeblik øjnene er færdige med at glide ned over lille Matthias eller Emma. Hun opremser alt, hvad hun ikke har tjek på, overblik over og forsømmer – alt det, hun gør forkert, ikke når og ikke gør til ug med kryds og slange. Hun undervurderer og nedgør sig selv – det har hun nemlig lært.

kvinderne lader sig snyde

For kvinders arbejde har altid været undervurderet, og det fortsætter: når kvinder gør deres indtog på et felt, mister det status. Se f.eks. på lægestudiet, hvor over halvdelen af de studerende nu er kvinder, og hvor andelen af mandlige ansøgere (derfor?) er faldende. Som mødre er vi og vores børn borgere i et samfund, som hævder at respektere os – men som snyder med byttepengene.

hvorfor er det sådan?

Den nybagte mor kan trække nitte efter nitte i lotteriet om en god vuggestueplads (eller bare en plads!). I sine ledige øjeblikke kan hun tænke over, om den barnløse kollega får overtaget mens hun er væk, og hvordan hun skal få enderne til at mødes, når hun igen skal arbejde syv timer om dagen excl. transport hver dag, få købt ind, gjort rent, vasket tøj og pudset vinduer. Hvis hun skulle få lyst (og hvis fagforeningerne ellers ville tillade det) sørger omverdenens spændetrøje af forventninger for, at hun ikke sætter sine ben på arbejdspladsen ét sekund for tidligt. For dermed ville hun jo demonstrere, at hun prioriterede sine egne behov, eller – Buddha forbyde det! kunne have behov for at være foruden sit barn eller i voksent selskab nogle timer ad gangen.

Mødre - hvorfor i alverden finder I jer i det?

©Winnie Haarløv