|
haaaairj, moarrr
Derfor kom det også som et chok, da jeg første gang
oplevede at føle decideret afsky for ham. Han havde været et år i USA
efter 9. klasse, og jeg glædede mig som en afsindig til at få ham hjem.
Men da den bumsede, ludende og skulende dreng med skulderlangt, fedtet hår
og bisset læderjakke vadede ud gennem toldkontrollen i lufthavnen, var min
første tanke, at han var grim. Hans stemme raspede, og han løftede hånden
til et slattent ’Haaaj, moar’ - og dér stod jeg med al mit savn og mine
små, fjollede gaver og følte, at han havde svigtet mig, mens han omfavnede
sine kammerater, der var med i vel-komstkomitéen. Og som var nøjagtigt
lige så bumsede, ludende og vrantne som han.
Jeg blev selvfølgelig så flov over at føle sådan, at
jeg lod som ingenting. Men den oplevelse indvarslede indgangen til en fem
år lang periode, hvor jeg sommetider græd mig i søvn, fordi jeg blev i
tvivl om, om jeg virkelig var så overfladisk, at jeg ikke engang havde
tolerance til at elske mit eget barn, fordi han var blevet forvandlet til
et monster. Han lugtede også anderledes end min lille, renvaskede
før-pubertetsdreng havde gjort - af sved, gammel cigaretrøg og simpel
drengemøf. Jeg kunne næsten ikke være i stue med ham. Hans tavse surmuleri
- der uden tvivl blev forstærket af min egen attitude - kunne ødelægge mit
humør med et snuptag. Af foragt for min egen intolerance gik jeg og gemte
på mine negative følelser, indtil jeg en dag råbte ind i hovedet på ham,
at han stank af sved og lignede en vagabond - men ungen tog det meget
roligt og gik artigt i bad, mens jeg fés rundt om mig selv og håbede, at
jeg ikke havde tilføjet ham traumer for livet.
hader ham, hader ham
Da jeg så ham drikke øl på gaden sammen med sine
småberusede venner, hadede jeg ham så intenst at jeg selv blev helt
forskrækket - og da politiet ringede for at bede mig afhente ungen, der
var blevet grebet i butikstyveri, overvejede jeg seriøst at lade ham sidde
i cellen i de fire-fem år, som min veninde påstod at det ville tage før
han blev sig selv igen.
Min mor grinte bedrevidende og spurgte, om jeg ikke
kunne huske dengang jeg selv dovent gloede ud under pandehåret og svarede
med énstavelsesord? Det kunne jeg jo godt - men det var jo noget andet,
var det ikke? Hans lærer mente, at han var en sød dreng og en helt
almindelig teenager med skyklapper på.
Da sønnike flyttede hjemmefra som 18-årig, havde jeg
dårlig samvittighed over, at jeg følte mig lettet over at blive fri for
dunkende trash metal-musik til ud på de små timer, snavsede sokker i
meterhøje bunker og telefonopringninger fra vennerne døgnet rundt.
Jeg gav ham selvfølgelig et knus, en gadedørsnøgle og
forsikringen om, at han altid kunne komme hjem, nårsomhelst han fik brug
for det. Tilbudet var beregnet på hjælp til råd, vejledning, trøst,
kærlighed og ordentlige måltider - men alt det skaffede han sig så
udmærket ad andre veje. Når han kom hjem, var det med en stor pose
vasketøj og en kilometerlang række beklagelser over, at han ingen penge
havde. Så jeg vaskede hans tøj og forstrakte hans tomme pung, hvorefter
han forsikrede mig om at han havde det godt, var glad og tilfreds og
passede sin uddannelse og sine tænder. Og når han var gået sad jeg og
skumlede i sofaen over, at jeg følte mig udnyttet - samtidig med at jeg
skammede mig over, at jeg følte det sådan.
fem strenge år
Nu er han over 30, og heldigvis havde min veninde ret:
det gik over. Efter fem strenge år har jeg fået min harmoniske, udadvendte
og humoristiske dreng tilbage i voksen skikkelse. Men selvom vi har et
godt og tillidsfuldt forhold og ser hinanden tit og gerne, er der stadig
ting, som skuffer mig eller irriterer mig. For eksempel, at han kommer
brasende når han har tid eller lyst - uden at spørge, om det samme gælder
mig. At han har lov til at være sur eller i dårligt humør, mens jeg som
mor åbenlyst forventes at være Mariehønen Evigglad. At han forventer gaver
og opmærksomhed på sin fødselsdag, mens han kun husker min ca. hvert
tredje år. Sådan er han jo ikke over for hverken venner eller kærester.
Dér er han både hensynsfuld, indfølende og beskyttende.
Og det, der generer mig mest er, at jeg selv er den
første til at tabuisere følelserne. Hvordan kan jeg være så egoistisk, når
jeg har en glad og velfungerende søn, der har så mange gode og positive
sider? Og når jeg kan sige fra i alle mulige andre sammenhænge, når nogen
overtræder min grænser - hvorfor gælder det så ikke ham?
Jeg ved det ikke. Det er nok fordi jeg inderst inde
synes, at det ville være småligt. Men hvis nu det var en veninde, der
opførte sig sådan - ville vi så stadig være veninder? Eller hvis det var
min mand - ville vi så stadig være gift? Næppe.
Så at Den Store Moderkærlighed er noget særligt, er
jeg i hvert fald ikke i tvivl om. Og måske en dag kan vi lære at omgås
hinanden som voksne mennesker. Det er måske ikke mindst mig, der skal øve
mig.
|
