Dengang jeg stadig var så ung, at jeg troede jeg ville vokse mig smuk, læste min mor Tidens Kvinder og Søndags B.T. Bladene var fulde af diskrete, praktiske råd og vink til hunkøn, der ikke besad idealmålene - og vi var jo en del.

Min mor ønskede min lykke her i verden, så hun syede mine kjoler med V-udskæring for at min korte hals skulle syne længere; bobbede mit hår for at gøre mit måneansigt smallere og nægtede mig lov til at spise frikadeller af hensyn til mit hoftemål. I teaktræsreolen stod heldigvis en bog, der hed Gentlemen Foretrækker Blondiner – så én enkelt force havde naturen dog nådigt skænket mig. Det andet måtte komme siden.

almindelig, kortbenet og buttet

Men da jeg langt om længe blev 16, forstod jeg, at min skæbne var at være almindelig. At jeg aldrig ville kunne lukrere på naturlig skønhed som f. eks. Alice i 1.g, der ejede 20 Fashion-Knit jumpere i forskellige farver med matchende stræknylonslacks - og aldrig blev skældt ud, når hun rakte fingeren op og sagde nogde åndssvagt vrøvl. Alice var nemlig smuk: yndigt, hjerteformet ansigt, skråtstillede mandeløjne og det blideste juleengelsmil.

Så da jeg indså, at mine ben var mindst 15 cm for korte, at mine kindben næppe ville slå benene væk under Eileen Ford og at mit ret pæne brystmål mestendels skyldes, at jeg har arvet min fars kropsbygning med bred ryg og kraftige ribben - så begyndte alle genvordighederne. Til at gøre fornedrelsen fuldkommen var ugebladene fulde af ludende, strikkepindstynde Twiggy med samme udtryk i øjnene som en fødende ko; trutmundede, eksotiske Marianne Tholstrup og nuttede Lise-Lotte Børsen, som min kæreste var håbløst forelsket i. Hvad kunne en forstadsblondine på 1,60 stille op?

nogle får skønhed, andre får klogskab

"Det er ikke udseendet, det kommer an på,” sagde min far myndigt. Jeg turde ikke spørge, om han ville have forelsket sig i min mor, hvis hun ikke havde været Miss Amager 1947. For jeg vidste jo godt, at han sagde at smukke kvinder er dumme for at trøste mig – men jeg tænkte, at hvis det virkelig var sandt, så ville jeg gladeligt være smuk og dum.

Men fordomme gør jo ens verden så herligt overskuelig og dermed ens liv meget nemmere. Så jeg adapterede gladeligt fordommen om, at smukke piger og kvinder var totalt sandblæste; at de var egoistiske, selvoptagede og umulige at have med at gøre, fordi de var så forkælede og opblæste af al den tilbedelse. Det var mit alibi for at beslutte, at jeg aldrig ville have en veninde, der var kønnere end jeg selv eller besad nogle af de egenskaber, jeg brændende ønskede mig. F. eks. Anisette-hår, Ghita Nørby-smilehuller eller Kay Hep-kindben.

khôlfri og kønsløs i kassebukser

Det gik fint i lang tid. Jeg kom på seminariet med en klar plan: jeg ville kun associere med piger under middelhøjde med vigende hageparti, blandingshud og dybtliggende, lyseblå øjne. Desværre var hende, der tiltalte mig mest klassens disko-dulle.  Hun havde både kindben, smilehuller, brystmål og hot-pants, brugte uden blusel BH med bøjle og læste Alt for Damerne i skamløs åbenhed – og det var altså nede i khôl–frie, kønsløse og kassebuksede halvfjerdsere. Hun var suverænt skolens bedste skår - og en af de bedst begavede. Vi havde samme form for humor, hvilket undrede mig enormt. 

Jeg havde jo aldrig troet, at en smuk pige ville grine af de samme ting som jeg - eller kunne lide mig på trods af min opsigtsvækkende almindelighed. Men det kunne hun. Og indimellem vores samtaler om livet og alt dets væsen, ført med de tyve-åriges bundløse klogskab, lærte hun mig at respektere min egen trang til at være smuk. Hun fik mig til at forstå, at jeg ikke behøvede skamme mig over min lyst til at blive set på, tilbedt, flirtet med og begæret; og at denne trang på ingen måde påvirker den intellektuelle kapacitet. Og jeg turde pludselig klæde mig i klare, lysende faver og bruge øjenmake-up.

Siden har jeg haft mange smukke veninder og kvindebekendtskaber. Og jeg ved nu, at de hverken er dummere eller klogere, mere forkælede, selvoptagne eller højrøvede end os andre. De er ikke engang lykkeligere. Og hvis de er, skyldes det efter min erfaring ikke skønheden, men evnen til at finde og udnytte deres  lykke–potentiale.

i mit næste liv

Det ville være perfekt at kunne afslutte med, at jeg er glad for eller i det mindste ligeglad med min ringe højde og mine manglende kindben,  men det ville være løgn. Jeg drømmer stadig om at være smuk – måske i mit næste liv. Men jeg har indset, at selv omfattende, kirurgiske indgreb aldrig vil gøre mig til den idealkvinde, jeg gerne ville være. Og til min afgrundsdybe forundring kender jeg kvinder, som alligevel er indædt misundelige på noget hos mig. Jeg skal blufærdigt undlade at afsløre, hvad det er - men livet har lært mig, at mange kvinder med et smukt ydre har samme usikkerhed, komplekser og lede ved sider af sig selv som jeg. Og imod alle odds er jeg heldigvis ikke gået gennem livet uden flirt, beundring og tilbedelse.

Det er nemlig ikke udseendet, det kommer an på.