Det var hyggeligt at dele kødpølsemadder (på lyst rugbrød, dét måtte man ikke hjemme hos mor!) med Jimi, når man kom hjem. Hele vinteren lå han spindende på min mave, mens jeg så Helgenen og Bonanza i det sort-hvide 17-tommers.

Men så blev det jo forår - og ud, måtte jeg, ud. Imens gik Jimi bag stuelejlighedens vinduer og stirrede længselsfuldt ud i solskinnet, mens han strintede sine første, kønsmodne strint op ad min nyklæbede hessian og sked i hyrdetæppet. Jeg vidste ikke noget om kastrering og kradsetræer og havde hørt, at katte var renlig, nærmest lugtfri dyr. Så den aften, jeg kom hjem til en hårdtslående mur af teenage kattehørm, lukkede jeg i ureflekteret irritation Jimi ud af vinduet og så ham aldrig igen.

Siden fik jeg gårdkatte, baggårdskatte og Inges Kattehjemkatte i en lind strøm. De hed Zappa (rockstjerne igen), Charles (farfar), Nina (min dengang seksårige søns forslag) og Fitju (efter et af min ægteviedes imponerende pollennys). Og de blev kørt over, døde af lungebetændelse, blev taget af ræven eller tålte ikke narkosen, når de skulle kastreres. Én  gav jeg væk, fordi pelsen filtrede på grund af angora-aner, en anden måt­te aflives, fordi den fór aggressivt i flæsket på uskyldigt forbipasserende og rev mine gæster til blods.

Vendepunktet kom, da jeg katteløs gik på udstilling og forstod, at man kunne købe katte efter temperament. En engelsk korthår - en stor bamsekat, der kun bevæger sig for at gå til madskål eller i kattebakke og ellers ligger tungt på sofaens ryg og spinder. Svaret på mine bønner! Mit eksemplar blev døbt Kaj (efter svigerfar) - og han opfylder sin dekorative katterolle til fuldstændig perfektion. Han er en smuk, bredhovedet sofapude med fire ben, vejer en bagatel af 10 kilo - og så er han doven. Det er både praktisk og hyggeligt.

Men så er der jo det, at min ægteviede er opvokset med hunde. Og efter et langt samliv uden tid, råd eller boligforhold til hunde, lykkedes det ham endelig at bringe os i en position hvor han fik gjort det begribeligt, hvor harmonisk vores hjem og samliv ville være med en hund. En dobermann, oven i købet.

Og vi anskaffede den yndigste, lille sort-brune hvalp (Stoffer, tegneseriefiguren) med kæmpemæssige fødder og en umanerlig trang til at bide i alt: sofapuder, skistøvler, havehynder og karrysild på et ubevogtet søndagsbord. Jeg hadede ham for at strinte op ad mit køleskab, strø om sig med hundehår og brække sig på det sarte, beigefarvede gulvtæppe når han havde slugt en tud­se i overstørrelse fra sommerhaven. Og jeg lod mig kun formilde af, at Kaj sov i arm med Stoffer i hundekurven og elskede ham ubetinget. Jeg skammede mig ved i smug at frydes over, at en stor hund ifølge Poul Thomsen kun sjældent bliver over ti år.

Men min livsven begyndte at lære det dumme dyr ting: trænede og lokkede tålmodigt med sækkevis af hundekiks, mens Kaj og jeg hovedrystende fortrak til dagligstuen for at se Glamour. Vi hørte overbærende til, mens manden i huset hersede med den tilvoksende hund, der efterhånden målte sine 72 cm i skulderhøjde og stadig ikke anede, hvad den selv hed.

Indtil den dag, da hundeejeren stolt præsenterede resultatet: Stoffer kunne sitte, dække og give hals, når jeg bød; spiste ikke af sin madskål, før jeg gav ham lov - og i tilgift så han på mig med de største, mest beundrende brune øjne, jeg i mit kønsmodne liv har oplevet. Dén dag tabte jeg mit hjerte. Dét kunne Kaj ikke hamle op med.

Og jeg er hundeven. For evigt.

©Winnie Haarløv