mig og min spejderhat

Da jeg var blåmejse, var mit højeste ønske i denne verden at rykke fra lilleput–rækkerne op og blive “stor spejder”. Til det krævedes ingen særlige kvalifikationer - udover at være fyldt 11 år. Til gengæld måtte man ved oprykningen aflevere samtlige sine surt fortjente duelighedstegn og begynde forfra. Men det betød altsammen ingenting - for det ultimative duelighedstegn for en ti-årig var nemlig den bredskyggede, blå hat, som kun de store spejderpiger måtte bære. Når 11-års dagen var lykkeligt forbi, var der kun én forhindring tilbage: at plage den formidable sum af 78 kroner (en formue dernede i 60’erne!) ud af farmand. Pengene skulle lægges på bordet i Dansk Spejder Union som betaling for at få den eftetragtede genstand med sig hjem.

Når jeg ser dagens unge løver ræse forbi, slæbende på deres overfyldte PC-nylontasker og ivrigt råbende i en mobiltelefon, genkender jeg den stolthed ved uniformen, som kendetegnede de store spejdere. Alle kan på lang afstand se, at de travle, velstylede metroseksuelle mænd tilhører den rette, udvalgte klan. At de har attributterne i orden og altså har haft held med at plage dem ud af chefen (det er trods alt nok de færreste, der har plaget farmand). Den måde, de næsten usynligt nikker til hinanden på, mens de uafbrudt taler videre, vidner for den udenforstående også om den indbyrdes anerkendelse.

Men som med alt andet, der kan signalere prestige og tilhørsforhold, er det hurtigt gået rangklasser i det. Det er ikke nok bare at promenere de eftertragtede objekter, for livet er ikke længere så enkelt som i 1964. Udstyret skal også være de rigtige typer og mærker.

Hvem gider f.eks. fremvise en af sidste års mobiltelefoner, som bare er beregnet til at tale i? Næ-hæh. Telefonen skal kunne rummes i en g-streng, have lækkert design farver og kunne tage billeder, smalfilm og afspille musik. Den skal helst være individuelt emballeret, farvet eller i hvert fald anderledes. Så attraktiv, at må være fremme og holdes i hånden hele tiden.

det er sguda usexet!

Prøv selv at iagttage et tilsyneladende nyforelsket yngre par dinere ude. Det feminine indslag er i push-up, rød slangedamekjole med håret sat op til narrestreger og munden malet forførende blank – men pludselig bliver kontakten afbrudt ved en indiskret (helst individuelt tilpasset) lyd. Det skærer mig i hjertet at overvære, hvordan den mandlige part rækker ned i lommen og tager den frem (altså telefonen, ikke!) Og lader både mad og date blive kold, mens han kælent og sagte konverserer med sin lille dims.

Og det mindste øjebliks ventetid i lufthavne og vente-værelser bliver udnyttet: vupti går klappen på den sorte PC op, og handyret forsvinder i skærmens grafer og op-stillinger. Hele hans mandlige identifikation ligger i den lille nylontaske (fås også i læder, men det er kun for kongerne), og det eneste, han skæver efter, er de andres nylontasker: er hans mon mindre end min? For de uindviede betyder “mindre” nemlig sjovt nok “bedre” i denne sammenhæng. Alene dét virker jo absurd. Imens defilerer alle de smukke sild forbi med ben i tidens net-strømper og kurverne under klæbende latex - men den PC-arbejdende ser dem ikke. Han ser kun sin TFT-farveskærm, mens han læser sin e-mail og nyder dyrets ringe vægt: under 2,5 kilo (hvis mærket er det rigtige).

Dét er sgu da usexet!

Altså, kære mænd: Vi kvinder ejer faktisk også både mobiltelefoner, bærbare og bruger e-mail. Og vi nyder det ovenikøbet meget, fordi hverdagen på mange måder bliver både nemmere og mere effektiv af det. Men vi kan godt abstrahere fra det - især i  selskab med habitter, silkeslips og håndsyede sko. Og efter at 70’ernes kvindeoprør har lagt sig og den mand-haftige 80’er-kvindemode med skulderpuder og Margaret Thatcher sløjfer for længst er passé, tør vi også godt sige højt at vi kan lide jeres myndighed og mandighed, kraft, forstand og jeres nye, bløde optagethed af spædbørn og forældreroller. Vi har selv lært at turde være kvinder, og vi er ikke spor bange for rigtige mænd. Tværtimod.

Men hver ting til sin tid – så begå aldrig den fejl at tale mere kælent til mobiltelefonen end til os. Og tro ikke, at verdens tyndeste bærbare eller universets mindste mobiltelefon gør det fjerneste indtryk på os.

Det er nemlig ikke kun størrelsen, det kommer an på!