Ghita Nørby og jeg har meget til fælles: vi var unge engang - og det er vi ikke mere. Vi er begge to gift med yngre mænd, og vi har hver især skabt os en levevej via vores personlige talent. Vi var begge to pæne at se på, da vi var unge, og det vi efter min opfattelse stadigvæk.

Men uanset hvordan jeg ellers ser ud, så har jeg tilsyneladende hverken værdi som kvinde eller som menneske i det offentlige rum længere. For selvom vi lever i den politiske korrektheds tidsalder og al slags diskrimination er forbudt, så udspiller aldersfascismen sig uhæmmet og applauderes velvilligt af alle under 50.

Jeg er født i 1949 og er ikke længere i målgruppen for hverken sagte fløjten fra stilladsarbejdere (og såmænd ikke engang mænd på min egen alder). Det kan jeg godt leve med. Det er meget mere irriterende, at jeg heller ikke er interessant for hverken virksomheder eller medier. På kvindekanalen (eks.: Pernille Aalunds overstyrede og kunstige Q-univers) handler det mest om bryster, baller, mode og sex, som naturligt nok er interessant for unge kvinder.
I radioens sendeflade formodes jeg at være begejstret for at høre enten Giro 413 eller de der programmer, hvor Olga fra Øster-Bøvelse ringer ind og fortæller, hvad hun sådan får dagen til at gå med.
Og i aviser og ugeblade henvender man sig kun til mig for at sælge teena-bind, gerimax og pensionistrejser.
Det er næsten ubærligt.

For hvor er alt dét for kvinder, der interesserer sig for noget mere? Hvor er annoncerne til mig som forbruger af alt det, jeg køber ud over støttestrømper?

Ghita var yndig dengang. Og uden sammenligning i øvrigt synes jeg heller ikke, at jeg selv så værst ud i 1967. Men ingen af os ser særligt karakterfulde, kompetente eller interessante ud.

Her er Ghita og jeg forklædt som voksne. Før-og-nu forskellen er tydelig - og positiv. Vi er begge stærke, selvstændige kvinder med begge ben på jorden. Det lyser ud af billederne.

klichéernes morads

Jeg er student fra 68, så ifølge de herskende klichéer er jeg er en af de selvfede efterkrigsårgange, der har stjålet de unges fremtid og nu fuldstændig forstenet lever fedt af at klippe kuponer, mens jeg kræver nye knæ og andre offentlige ydelser.

Om føje år vil jeg i samfundets øjne være en byrde - en ældrebyrde, som bare nasser løs på samfundet og kun tænker på hvordan jeg kan flytte til Provence og få min folkepension eftersendt.

Det er sørgeligt. Især for dem, der skal betale. Det er tilsyneladende de 30-45-årige, som er færdige med uddannelsen, har fået job og derfor må betale for børn, studerende, syge, arbejdsløse, efterlønnere, pensionister (og alle de andre modtagere af den stormflod af offentlige ydelser, som vores overpylrede støttebindssamfund tilbyder idag).

Men det er især sørgeligt for mig, som er både klogere, mere forandringsvillig og et langt mere lærevilligt og nysgerrigt gemyt end jeg var, da jeg var ung og troede på absolutter, ideologier og sort-hvide facit. Jeg har mangesidede erfaringer at øse af, og jeg kender mine egne styrker og svagheder - og tør stå ved begge dele. Sådan var det ikke, da jeg var i den attraktive målgruppe mellem 30 og 45.
Så i et samfund, der skriger på arbejdskraft, vækst og omsætning er det mig en gåde, at jeg ikke er efterspurgt af virksomheder, der vil mig noget: enten beskæftige mig eller sælge noget til mig. For jeg har nemlig også flere penge at bruge på mig selv, nu da børneforpligtelserne er overstået og der er mere tid til at dyrke interesserne.

hvor længe er man egentlig ung?

En undersøgelse viser, at mennesker gennemsnitligt føler sig som en af de unge, til de er omkring 49. Det er jo komisk, når den herskende opfattelse er, at man bliver umoderne omkring de fyrre (i hvert fald som kvinde - mænd har noget længere holdbarhedstid).

Og mange af ungdomshusets unge er lige under 30 - samme alder, som en kvinde gennemsnitligt har, når hun bliver mor første gang. Dvs. at hun først bliver voksen, når hendes barn er omkring 20. Absurd eller va'? Eller en forklaring på BØV'erne - de børnevoksne, der går rundt i hættetrøjer og hører hiphop og går i sorg sammen med deres bz'erbørn, når de bliver smidt ud af ungdomshuset.

Da jeg fyldte 21, blev jeg myndig og dermed pr. definition voksen. Jeg havde ægtefælle, barn og uddannelse som 24-årig og var en "yngre kvinde" til jeg fyldte 30. Derefter var jeg voksen, indtil jeg som ca. 42-årig pludselig blev midaldrende. Det var, da jeg for første gang oplevede at få afslag på en jobansøgning med eneste begrundelse, at jeg var for gammel. Jobbet krævede ellers hverken, at jeg skulle køre på rulleskøjter eller servere topløs - det drejede sig om formidling af gymnasieelever, der gerne ville på skoleophold i udlandet for at lære om sprog og fremmede skikke, hvor jeg kunne bruge min erfaring som mor til en teenager, min baggrund som erhvervsleder og min kompetence til at tale seks sprog. Hvorfor i alverden var jeg for gammel til dét? Jo, for firmaet havde "en ung profil," og bortset fra direktøren selv var de ansatte mellem 30 og 40.

de grå zombier

Alle taler om det grå guld, men selvom manglen på arbejdskraft nærmer sig desperationsniveauet, forbliver aldersgrænserne stive og pigtrådsbehængte. Jeg kender ellers rigtig mange kvinder, der som jeg har mere overskud end nogensinde til at engagere sig i job, politik og samfund. Men vi kommer ikke i betragtning: vi er nemlig stemplet som modernitetens zombier, levende døde. Usynlige, uinteressante og sådan nogle, man kan lidt nedladende-distancerende kan sige "frue" til. For vi har rynker om øjnene, og vores talje-hofte ratio afslører ubarmhjertigt, at vi ikke længere er frugtbare.

Der er jo noget selvmodsigende i, at levealderen bliver stadigt længere mens den arbejdsduelige alder bliver stadigt kortere. Hvorfor ikke spare samfundet for milliarder og afskaffe ældrebryden en gang for alle? Stop al livsforlængende forskning og skyd alle os, der ikke kan bruges mere. Vi må jo være er nemme at ramme, når vi går langsomt rundt på golfbanen eller nyder livet på en café.

jeg - et tudefjæs?

Heldigvis kan jeg på mange måder være fløjtende ligeglad. Jeg er ikke tilmeldt efterlønsordningen, for hvis jeg ikke bliver skudt har jeg tænkt mig at leve mindst 30 år endnu og arbejde, til jeg styrter. Jeg er nemlig vild med det, jeg laver og har i ti år haft mit eget firma hvor jeg tjener tre-fire gange det, jeg ville få som skolelærer og arbejder 8 timer dagligt. Udover det offentlige børnetilskud har jeg aldrig modtaget en krone fra det offentlige i overførsel, selvom jeg har nydt godt af vores infrastruktur på mange måder. Måske netop derfor har mine knæ, øjne og hørelse det fint; jeg kan stadig stå på ski, danse jitterbug og løbe efter hunden, når den ikke lystrer. Selvfølgelig har jeg ikke samme fysiske kondition eller kræfter som da jeg var yngre, men jeg har heller ingen ønsker om at gøre karriere som flyttemand eller balletdanser.

Det er jo skønt at se Ghita folde sig ud i sin stadigt voksende pragt og herligt, at hun har formået at få roller gennem hele sin karriere - selv da hun blev voksen og fik både rynker og lidt skarpere kanter. Og tankevækkende, at hendes skuespillerjubilæum faldt til jorden som en vingeskudt and, mens hendes kollega Jørgen Reenberg (der er endnu ældre) får lov at vælge sin egen forestilling og sin egen rolle, når det bliver hans tur. Jeg håber, at Ghita vil blive ved, til hun tumler omkuld. Hun er et lysende eksempel på, at enhver alder har styrker og relevans.

Men i mit næste liv vil jeg ikke være Ghita Nørby. Jeg vil være en mand - helst en UNG mand. For så har jeg sandsynligvis mange flere år til at forsøge at lave om på tingenes tilstand, før jeg bliver afskrevet som værdiløs.

©Winnie Haarløv

til top