På skibets agterdæk vender jeg mig vindblæst i natteluften, og under de blinkende stjerner gribes jeg blidt og bestemt af et par arme, der bøjer mig en anelse bagover. Og så bliver jeg kysset på den der varme, fantastiske, ikke-våde måde, som kan mærkes helt ned under navlen. Det er et fuldstændig vidunderligt, forførende og tidløst kys, og jeg lukker øjnene og overgiver mig. Bagefter mumler jeg: ”Gør lige det der igen.” Først derefter ser jeg, hvem det er.

Jeg er 27 år og engelsklærer, og sammen med 9.klasse er klasselæreren og jeg på vej til lejrskoleuge i London. Han og jeg har siddet i baren det meste af aftenen, mens eleverne har danset under den roterende discokugle. ABBA drøner stadig ud af højttalerne, selvom det er sent, og der kun er fem timer til færgen Esbjerg-Harwich anløber havn. Jeg er træt og trænger til at sove, og mange er eleverne er allerede gået til køjs. Derfor er der kun ganske få der ser, at jeg bliver kysset. Af en elev.

Min kollega er bestyrtet – hans øjne er æblerunde, og jeg kommer til at grine højt. Måske af forlegenhed, måske af det groteske i situationen. Øjeblikket føles som en ultralangsom slow-motion gengivelse af et afgørende mål, og jeg ved, at det er mig, der har boldindkastet nu. Eleven står ved siden af med armene en anelse brødebetynget langs siden, og jeg slår mit lange, blonde hår tilbage, smiler venligt til ham og siger godnat. Så vender jeg ryggen til mit forbløffede publikum og finder min kahyt, som jeg deler med tre af klassens piger. De sover allerede.

I mørket under dynen føler jeg mig næsten beruset og fniser lydløst, uvillig til at indrømme alvoren i, hvad jeg har gjort. Men inderst inde ved jeg, at jeg har overtrådt. Ved, at næste morgen vil treogtyve par øjne hænge ved mig, at min kollega vil være vred, forarget eller måske endda rasende. Selvfølgelig. Han er jo klasselærer, han har formelt ansvaret for eleverne. Hvordan skal han forklare, at engelsklæreren pludselig gør noget kriminelt? Og hvad vil klassens forældre sige? Straffeloven levner ingen tvivl om, at en lærer under skærpet strafansvar har forbud mod at pleje nogen som form for helst seksuel omgang med de unge, hun står i autoritetsforhold til.

Og selvom jeg med en vis barnligt-trodsig overbevisning kunne sige, at jeg er den forførte er det alligevel mig, der er den ’voksne’. Tankerne begynder at myldre: bortvisning, udskamning, skandale, gabestok. Hvordan kunne jeg gøre det? Drengen er kun 15 - en elev, jeg har haft siden 7. klasse. Ikke engang en af mine yndlinge; tværtimod nærmest lidt irriterende. Alt for velbegavet til at dovne den af og pjatte sig gennem stoffet, som han gør. Jeg mærker angsten krybe rundt på mig. Tænk, hvad jeg har sat på spil.

Da jeg gør min entré ved morgenbordet, er ABBA stadig i højttalerne, og som ved skæbnens ironi akkompagnerer ”When I Kissed The Teacher” smør, mælk og rundstykker og lammer al konversation. Ingen siger noget, men det er tydeligt, at alle tænker på det. Min kollega sender mig vrede øjne, og jeg ved, at ugen vil blive et langt mareridt af tavse, sigende blikke. Eleven og jeg veksler også øjne – og i dét øjeblik bryder noget løs i mig. En bræ, der kælver. En bølge, der bryder. Fyrværkeri, der eksploderer. Jeg sætter mig chokeret og forstår, at jeg er forelsket. I en 15-årig.

Det var i 1977. Jeg var nyskilt, enlig mor til en to-årig. Efter et kortvarigt ægteskab var jeg blevet i den lille provinsby med knapt 3.000 indbyggere, hvor jeg underviste på skolen, havde venner og kolleger, og hvor min søn elskede sin dagplejemor. Min hemmelige drøm var at blive gammel her; at blive mor i en kernefamilie med mange børn – hemmelig, fordi tiden var rødstrømpernes, hvor kærlighedsforhold skulle være åbne, uforpligtende og helst ikke fylde for meget i et kvindeliv. Vi skulle realisere os selv, være stærke og gå efter vores drømme, som var ligeløn, politisk gennemslagskraft og total uafhængighed af mænd. Kernefamilien var dømt ude, men ikke i vores lille lokalsamfund. Her var vi mindst ti år bagud. Mange af mødrene gik hjemme, de fleste af skolens børn kom fra familier med både mor og far, og man kunne lade nøglen sidde i bilen og efterlade hoveddøren ulåst, når man shoppede i byens eneste supermarked.

Da klassen kom hjem fra England var det påske, og jeg håbede naivt, at de ti dages skoleferie ville kunne sætte en parentes om det, der var sket. Men han opsøgte mig – drengen. Igen, igen og igen. Ventede ved min gadedør, ringede, passede mig op. Selvfølgelig afviste jeg ham, men hverken han eller jeg troede på det. Fjorten dage senere fyldte han 16 - og jeg vidste godt, at det ikke var undskyldning nok for at give op og lade ham komme inden for. Men det var, hvad jeg gjorde. Og hans kys var stadig lige fantastiske. Jeg undskyldte mig selv med, at jeg bare lige skulle prøve dem en sidste gang. Men ligesom man ikke kan være halvt gravid eller en lille smule junkie, krydsede jeg en grænse netop dér. En fejltagelse bliver til en rigtig fejl, når man gentager den. Der var der var ingen vej tilbage, og jeg vidste det. Jeg gik ind i junglen; alene, våbenløs og nøgen. Men jeg måtte gøre det.

Vi gjorde, hvad vi kunne, men i længden kan den slags ikke holdes hemmeligt i så lille en by. Ingen sagde noget, men der gik en kold vind gennem lærerværelset, når jeg viste mig. Jeg lod som ingenting og brugte kræfterne på at navigere igennem engelsktimerne, hvor han sad sammen med alle de andre elever. Det var et stykke absurd teater, som jeg var marionetdukke i. Jeg vidste, at jeg var uansvarlig og forkert på den. Men det ændrede intet.

Sladderen tog til, og efter nogle uger opsøgte jeg hans forældre og lagde kortene på bordet. De var selvfølgelig rasende, uforstående og uforsonlige; truede med politianmeldelse og straf. Jeg forventede hverken deres forståelse eller accept, bad dem blot om ikke at melde mig af hensyn til min lille dreng. Det havde jeg ingen ret til at bede om, men jeg fortalte, at jeg havde opsagt både min stilling og min lejlighed samme dag og lovede, at deres søn og jeg ikke ville se hinanden i de fire uger, der var tilbage af skoleåret.

Og de lod mig slippe. Måneden efter forlod min søn og jeg byen. Jeg var arbejdsløs, boligløs og pengeløs. Og jeg elskede en sekstenårig. Hvor stor en vittighed kan livet være?

De næste år var som en vildelse. Jeg fik nyt job og et sted at bo, og efter 10. klasse fik han en lejlighed og flyttede for sig selv. Hans forældre ville ikke støtte ham, så længe jeg var i hans liv, så han måtte klare sig selv, og vi kunne kun ses et par gange om ugen. Til gengæld var vores samvær intenst, næsten grådigt. Når han forlod mig, var jeg fyldt op og tom på samme tid. Vores verden var en glasklokke, hvor ingen andre havde adgang. Vi talte, elskede, grinte, lyttede til musik og legede med min søn. Jeg lærte ham at drikke rødvin og udtale fremmedord, og han lærte mig at slå søm i og tage lidt lettere på tilværelsen. Vi tog på campingsommerferier sammen alle tre og holdt jul med mine forældre. Når vi kun var os, var der ikke noget mærkeligt i det.

Det var først, når omverden meldte sig, at det føltes næsten vanvittigt at elske en mand, der dårligt kunne kaldes en mand. For eksempel skulle jeg en dag have leveret nogle persienner, og da min kæreste åbnede døren, spurgte persiennemanden: ”Er din mor hjemme?” Vi jokede med det, men det mindede mig hver gang om, at han var for ung til at køre bil og stemme til folketingsvalget. Endda var han i princippet afhængig af, at hans forældre tillod ham at have seksuelt samkvem.

Min omgangskreds grinte vantro af, at han var 12 år yngre end jeg. ”Hvad så, når du får rynker om øjnene og din B-skål dumper til blyantsprøven?” spurgte de. For han ville jo stadig være en bimbo-magnet i tyverne, fast i kødet og smal om bagdelen. Nogle af kvinderne i kredsen forsøgte endda ’for min skyld’ at forføre ham for at bevise, at han ikke mente det alvorligt. Hans familie gjorde, hvad de kunne for at kalde ham til fornuft. Mine forældre var vant til lidt af hvert fra min side, så måske derfor fortrak de ikke en mine, da de blev præsenteret for ham. De kommenterede det ikke, og vi talte aldrig om det. Det var faktisk en lettelse, for der var masser af andre udfordringer for os. Og for mig.

Den største var, at jeg selv havde svært ved at tage forholdet alvorligt i længden. Jeg greb mig selv i at forklejne det, at regne med, at det ville slutte i en overskuelig fremtid, så jeg kunne komme i gang med mit ’rigtige’ liv. Det var en underlig, skizoid følelse – som om jeg levede på lånt tid. Mit biologiske ur tikkede med rasende hast, og mens min længsel efter flere børn voksede, tog han sin studentereksamen og begyndte på en uddannelse. Jeg tror, jeg håbede på at et mirakel ville synkronisere vores alder og vores drømme. Men hver gang han blev et år ældre, gjorde jeg også.

Efter syv år havde vi boet sammen et stykke tid. Jeg var omsider blevet inviteret ind i hans familie og kom godt ud af det med dem; min søn og min kæreste var glade for hinanden, og vi lignede næsten den lille familie, jeg drømte om. Men der manglede noget. Selvom min drøm pludselig var indenfor rækkevidde, var den mere håbløs end nogensinde før. Han havde fået sin eksamen og sit første job, og børn stod ikke øverst på hans ønskeliste. Mens mit frugtbarheds-ur nu nærmest kimede døgnet rundt, drømte han om at tjene penge, gøre karriere og sejle verden rundt. Vi dyrkede ingen selskabelighed, for vi havde ingen fælles venner. Aldersforskellen gjorde det svært eller umuligt: hans venner forstod ikke hans valg af kæreste, lige så lidt som mine gjorde. Hver især knyttede vi nye fællesskaber, udviklede nye interesser, gik vores egne veje. Jeg tog en ny uddannelse og skiftede branche, og hele tiden kom vi længere fra hinanden. Til sidst skiltes vi.

Jeg sørgede, men var også lettet. For nu havde jeg chancen til at skaffe mig en familie, lige på falderebet inden jeg blev for gammel. Der gik et årstid med at finde en anden og prøve det af – men jeg græd mig alt for tit i søvn, og min søn brød sig ikke om ham, så det duede slet ikke. Mine veninder arrangerede blind dates og indrykkede kontaktannoncer for mig, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at tage det alvorligt. Men forgæves. Det var tid at sige farvel til min drøm og acceptere, at den aldrig ville blive virkelighed. Jeg beredte mig på at starte et nyt liv og overvejede endda at flytte mit barn og mig selv udenlands og begynde helt forfra.

Paulus skriver i sit første Korintherbrev, at kærligheden er størst af alt – større end troen, større end håbet. Han hentyder jo nok til den åndelige slags, men jeg tror også, at skriftstedet gælder den jordiske, kødelige kærlighed. For jeg tror, at vi kuldsejlede, fordi jeg ikke for alvor troede på, at den kærlighed jeg følte til ham kunne holde – jeg turde ikke engang håbe det. For dybest set var jeg ikke et hak bedre end omverden. Jeg syntes jo selv, at det var forkert, mærkeligt og unaturligt at elske en mand, der var så meget yngre.

Men da vi mødtes igen, var det som at træde i gamle spor, der slutter perfekt om foden. Året efter giftede vi os og holdt festen i mine svigerforældres have, og i år havde vi tyve års bryllupsdag. Vi fik ingen børn, og han kom aldrig jorden rundt. I stedet fik vi børnebørn og rejser tit ud i verden sammen, og sidste år flyttede vi tilbage til den lille by, hvor vi mødtes. Skolen står der endnu, og nu går vores børnebørn i den. Nogle af lærerne fra dengang underviser der stadig. Jeg føler det, som om jeg har været en tur omkring månens bagside og nu er kommet hjem. Og selvom det snart er 30 år siden, husker jeg stadig det øjeblik midt i den engelske kanal, der frem for noget andet ændrede mit liv. Det står som et polaroid-foto i farver: lidt kornet, uskarpt, men voldsomt og poetisk i al sin ubegribelige absurditet.

I min konsultation kommer der sommetider klienter, der græder over deres umulige og forkerte kærlighed. ”Hvad skal jeg gøre?” spørger de med håbløshed og afmagt på stemmen. Jeg kan kun sige, at kærligheden måske kan virke umulig, men den kan aldrig, aldrig, aldrig være forkert. Heller ikke, hvis den gælder nogen af samme køn, andre racer, religioner eller på andre måder afviger fra ’normalen’. For hvad er egentlig ’normal kærlighed’? Og hvis begrebet findes, hvad skal vi så med det?

Kærligheden går sine egne veje. Den er ikke kun mild og tålmodig, som Paulus siger – den er også vild, utæmmelig og har sit eget liv. Og jeg har endelig lært at stole på den. Lært, at den tåler alt.

©Winnie Haarløv