“Sidse!” brølede Erik inde fra soveværelset, hvor han stod og biksede med sine manchetknapper, mens han forsøgte at stikke fødderne i skoene samtidig. “Hvorfor er der gnavehuller i mine sorte sko - Sidse, Sidse!”
Sidse kom løbende ind til sin far.
“Det ved jeg da ikke. Tessa gnaver ikke i sko, at du ved det.” Hun inspicerede skoen. “Det der - det er da mus. Der er garanteret fuldt af muselorte i skabet.” Hun pegede, og hendes far gøs.
“Uf - det må vi se på en anden dag. Lad være med at sige noget til mor, ikke?” De smilede forsorent til hinanden. Joan kom ind i sin underkjole.
“Hemmeligheder igen?” spurgte hun syrligt. “Nej, du behøver ikke forklare. Ingen fortæller nogensinde mig noget. Og jeg er også ligeglad.”
Hun vurderede klædeskabets rækker af kjoler og dragter, før hun hev en marineblå spadseredragt frem. Den kunne vel gå til et eftermiddagsbryllup på Rådhuset. Hun hev den smalle nederdel op. Den gabte i taljen og hun behøvede næsten ikke åbne lynlåsen for at få den på. Erik skottede til hende.
“Joan, du er for tynd,” sagde han forsigtigt. “Hvorfor går du og bliver du så mager?”
“Er det nu også galt,” vrissede hun. “Da jeg havde fået Jens Erik, kaldte du mig 'Fløjtetønden Victoria' og sagde at jeg kunne bruges til at tromle græsplæne med. Men i det mindste går jeg ikke i plettede busseronner og lader min læbestift løbe ud.”
Hun bed sig i tungen. Siden Erik hentede hende på hotellet i Nyhavn den aften i januar, havde ingen af dem nævnt Drude. Efterhånden ville hun måske gå i glemmebogen - Ole talte heller ikke om hende. Stig var på kostskole igen nu, Søren var meldt ind i kommuneskolens nye fritidshjem, og fru Nielsen kom tre dage om ugen og gjorde rent, vaskede tøj og lavede mad som Ole bare kunne varme, når han havde hentet den op af den dybfryser, han havde købt til formålet. Erik ville tage hende om skuldrene, men hun gjorde sig fri og så ud af vinduet. Den skarpe martssol varmede i vindueskarmen, og forsythiaen var parat til at springe ud. Det var for varmt til minken.
“Huskede du blomsterne til Elsa Brandt - og hentede du vores frakker fra renseriet? Du lovede også at aflevere Jens Erik hos fru Petersen. Hans ting er pakket og klar.”
Eriks ansigtsudtryk afslørede, at han havde glemt alt. Han så på sit ur.
“Vi skal først være der klokken to. Jeg kan godt nå det.”
Joan havde mest lyst til at sige, at det kunne være lige meget, men hvad skulle de så tage på?
“Typisk. Du glemmer de mest nærliggende ting - men hvis man spørger dig hvad en motorcykel kostede i 1951, så kan du huske det. Og husk nu, vi har lovet Ole at hente bruden for ham, ikke? Han er jo alene om det hele; med kun fru Nielsen til at hjælpe...” Hoveddøren smækkede bag ham, og hun tog fat i Sidses hår. “Kom her - nu skal du for en gangs skyld se ordentlig ud. Nu krøller vi dig lidt.”
Sidse protesterede, men hendes mor trak hende ud i køkkenet, varmede krøllejernet på gasblusset, slog det af i toiletpapir og begyndte at krølle den ene side.
“Mor, Tessa vil ud,” begyndte Sidse. “Jeg kan høre hende pibe - mor, vent lige lidt, jeg lukker hende lige ud, ikke...”
“Sid nu stille, Sidse - ellers får du brændt ørerne. Det varer ikke ret længe.”
Joan koncentrerede sig. Erik lod altid tøsen få sin vilje og rende med lange bukser og strittende hår - men når nu hendes far og Oles mor skulle giftes, ville der blive taget billeder. De ville uden tvivl blive vist frem i én uendelighed, og så skulle Elsa Brandts familie ikke sige om hende, at hun ikke holdt sine unger nette og pæne. Tessa peb. Sidse så bebrejdende på hende.
“Sidse, hold så op. Den hund skal ikke bestemme det hele, og nu har vi travlt. Sally!” råbte hun, mens hun betragtede den færdige venstreside og fermt gik i gang med den højre. “Sally - nu tager du den pepitaternede kjole på - jeg vil ikke høre noget brok!” råbte hun ud ad den halvt åbne køkkendør. Hun hørte Sally mumle, men der var ingen protester. Tessa reagerede på hendes råb og skubbede køkkendøren op med snuden. Hunden så ulykkeligt på Sidse, vendte en gang rundt om sig selv og lod indholdet af sin dårlige mave løbe i en lind strøm ud over køkkengulvet og Joans nye, blå ruskindssko.
Joan så det ske, lænede sig frem mod hunden og kom derved til at presse det glohede krøllejern ind mod Sidses højre øre. Pigen skreg og tog sig til øret, og hunden blev forskrækket og begyndte at skøjte rundt i sine efterladenskaber.
Sally havde netop vrikket den ene nylonstrømpe op over det venstre lår og fæstnet den i roll-on'ens lille clip og var i gang med den højre, da hun hørte Sidse skrige. Det gav et sæt i hende, og hun bandede sagte, da hendes fingre gik gennem strømpens øverste del - nu var hendes eneste par strømper ødelagt. Hendes mor gav sig til at råbe, og Sally var nødt til at se, hvad der foregik.
I køkkendøren holdt hun sig for næsen, da lugten slog i mod hende. På skamlen sad hendes mor og jamrede, og på gulvet sad Sidse på knæ med armene om Tessas hals med den ene side af hovedet fuldt af krøller. Stanken var tyk og ubeskrivelig.
“Få den ud!” råbte Joan med hænderne for ansigtet. “Få dog det ækle dyr ud!” Sidse rejste sig, stadig med en hånd over det forbrændte øre og trak Tessa ud ved halsbåndet. Den stakkels hund var så forvirret, at den løb rundt og satte mange flere fodspor end nødvendigt, og Sally så måbende på sin mors overbelortede sko og mærkede den højre strømpes maske zippe ned langs læggen.
“Har du et par ekstra strømper?” spurgte hun mens huns bøjede sig efter gulvspanden under vasken, og hendes mor rystede på hovedet uden at flytte hænderne. Hoveddøren gik.
“Hej piger!” Det var hendes far. Hun hørte ham smide bilnøglerne på entrémøblet, som han plejede. “Jeg har afleveret Jens Erik, han skreg næsten ikke, men jeg kommer så sent, fordi der var lukket i renseriet på grund af sygdom, og så prøvede jeg at overtale viceværten til at lukke mig ind så jeg kunne få vores frakker, men det ville han ikke, lige meget hvad...” Så stod han i døren og så forbløffet på sceneriet. “Hvad fanden... ?”
En halv time senere sad de i bilen. Sidses hår var vådt i den ene side, hvor hun havde skyllet krøllerne ud, og et stort plaster med mentolvædet gaze under lå over det forbrændte øre. Sidses øjne var ophovnede af gråd - ikke på grund af øret, men fordi hendes mor kategorisk havde nægtet at køre til dyrlæge med Tessa før de var hjemme igen. Sally slap for den pepitaternede og havde sine sædvanlige cowboybukser på, fordi hun havde ødelagt sin mors sidste par nylonstrømper. Erik havde svinet sin nystrøgne skjorte til, da han gjorde rent, og der var ikke tid til at stryge en ny, så han var iført en grøn rullekravesweater under jakkesættet. Joan sukkede. Den eneste, der ville blive præsentabel på billederne, var hende selv. Forhåbentlig ville ingen bemærke, at hun havde været nødt til at tage sorte sko på til den marineblå dragt. Hun åbnede sin pels og rullede vinduet ned.
“Pyha, det er varmt - kan du i det mindste ikke slukke for varmen, Erik?” Han skottede til hende og gøs i den kolde luftstrøm. Han havde ingen frakke på.
De nåede Elsa Brandt kvart i to, og Erik lod bilens motor gå, mens han spurtede op ad trapperne i opgangen på Gl. Kongevej. Joan, Sidse og Sally sad og ventede i ildevarslende tavshed, og Joan åndede lettet op, da han kom til syne med bruden. Hendes slå-om-kjole med tilhørende hat var i ferskenfarvet crêpe, lukket med en enkelt kæmpeknap på hoften og efter Joans smag lige lovlig ung i snittet til en pensionist. Men det var jo heller ikke hver dag, man blev gift - i den alder. Da fru Brandt pustende skrævede ind på bagsædet, gik knappen op, og kjolen faldt åben og afslørede en laksefarvet underkjole med kniplingskanter. Fru Brandt samlede hurtigt kjolen om sig med et undskyldende blik.
“Jeg har ventet den sidste halve time - men da Erik endelig kom, nåede jeg ikke engang at få frakken ordentligt på.” Hun kæmpede for at få arme og frakkeærmer til at matche. Kjolen gik op igen. “Ja, måske knaphullet er lidt for stort,” smilede hun til Sally. “På den anden side skal det jo ikke være for svært for brudgommen, når det hele er overstået, vel?”
Sally rødmede, og Joan rømmede sig kraftigt og skyndede på Erik. De nåede rådhuset 6 minutter forsinket.
“Jeg sætter jer af her,” sagde Erik, så kører jeg lige om bagved og parkerer - Elsa, er det i orden?”
“Det er enhver bruds privilegium at komme lidt for sent,” konstaterede Elsa. “Jeg klarer mig sagtens - gå I bare i forvejen. Hvor længe tror I, han vil vente?” Erik klappede hende på en kraftig overarm før han satte sig ind i bilen, og Joan hankede op i sine døtre og skubbede dem op ad den brede trappe. Der var ingen dame i garderoben, så Joan turde ikke hænge sin mink - tænk, hvis den blev stjålet? Hun lod Sally og Sidse lægge overtøjet på en stol, før de gik ind i rådhusets venteværelse. Ole så op, da hun kom ind og drog et lettelsens suk, da hun nikkede svagt, at han kunne slappe af. Alting var under kontrol. Forreste række var reserveret til de par, der skulle vies, og deres nærmeste pårørende. Stig var der ikke, men Søren sad i pæn, blå blazer på den ene side af Ole.
Joans far sad ubevægelig på Oles anden side, og den tomme plads ved siden af ham var selvfølgelig til Elsa. Hans hår var vandkæmmet, og han var iført sit bedste sæt tøj. Joan strøg ham over den ene skulder og satte sig ved siden af den tomme plads. Hun vendte sig og gjorde tegn til Sally og Sidse, at Erik skulle have den sidste stol, men at der var pladser på rækkerne bagved. Erik kom endelig småløbende ned, trak skramlende stolen ud og satte sig.
“Hun er på vej, jeg overhalede hende på trappen,” hviskede han højlydt. Joan nikkede og foldede hænderne i skødet. Den gode Elsa vidste nok, hvordan man tiltrak sig opmærksomhed. Rådhusbetjenten afbrød stilheden og kom frem fra vielseskontoret.
“Ejnar Jespersen og Elsa Elona Brandt,” råbte han, og i det samme kom Elsa Brandt ind i lokalet. Hun strakte hals for at få øje på sin tilkommende oppe på første række, og da hun så ham, smilede hun glad, hilste og begyndte et målbevidst trav op ad den korte midtergang i visheden om, at hun inden for 10 minutter igen ville være en gift kvinde med et mandfolk at være noget for. Joan vendte sig og stirrede forstenet på hende.
Elsa var iført laksefarvet underkjole med kniplingskanter, ferskenfarvet hat og udringede sko. Ole vendte sig og gispede højt, og rådhusbetjenten blinkede et par gange.
“Hvorfor har hun ingen kjole på?” lød Sidses stemme højt og klart nede bagved, og som på tælling så alle op og kiggede på fru Brandt.
Der gik en susen gennem forsamlingen, mens fru Brandt så ned ad sig selv og rødmede, da hun forstod, at den enlige knap igen havde svigtet, og at kjolen i farten måtte være gledet af sammen med frakken. Befippet satte hun sig ned ved siden af gommen med sin taske på skødet. Joans far lagde sin hånd over hendes, og han signalerede tavst til Erik om hjælp. Joan kunne se det for sig: Elsa, der halsede op ad trapperne; så sig om efter en garderobe og hurtigt smed pelsen på en stol, før hun kastede et blik i det diminutive spejl på yderdøren, der hang så højt at en lille kvinde som Elsa Brandt dårligt kunne se andet end sin hat i det.
Hun nåede lige at se Erik skjule et grin, før han rejste sig og roligt marcherede ud, og forsamlingen holdt vejret og åndede lettet op, da han vendte tilbage med den ferskenfarvede kjole. Uden at fortrække en mine stillede han sig foran Elsa Brandt, bukkede galant og lod hende elegant trække i kjolen i samme øjeblik, hun rejste sig. Så smilede han elskværdigt ud over ansigterne på stolene, som om det var hverdagskost at bruden mødte op i underkjole, nikkede let og gjorde tegn til rådhusbetjenten, at man var klar. Forsamlingen satte sig til rette i stolene og sank beroliget lidt sammen. Ceremonien kunne begynde.
Joan kunne ikke lade være at smile til sin mand, da han satte sig. Hendes selvsikre, handlekraftige Erik, som kunne håndtere enhver situation. Han havde været sød, kærlig og opmærksom lige siden Drude flyttede hjemmefra. Endda havde han gjort sig umage for at være tidligt hjemme og tage sin tørn med ungerne - selv om hun, Joan, kun havde henvendt sig til ham om det allermest nødvendige og havde sovet i sine højhalsede flonelsnatkjoler hver eneste nat.
Og i følge Ole boede Drude og Nor nu i værkstedets lillebitte, iskolde anneks hvor der var hverken køleskab, vaskemaskine eller bad. Hvad hun levede af, og hvordan hun fik det hele til at hænge sammen, vidste Ole ingenting om. Han havde kun set hende én gang, siden hun flyttede. Og Erik havde slet ikke spurgt til hende. Enten var det fordi han var ligeglad med hende - eller også var det præcis det modsatte.
Det løb Joan koldt ned ad ryggen ved tanken om, at hun kunne miste ham, og hun rakte en smal, kølig hånd over og tog hans. Erik så overrasket på hende, før han smilede glad og trykkede hendes hånd. De var måske stadig et par.

© Winnie Haarløv