|
Hanne så på
sit ur. Klokken var næsten syv — hun måtte
hellere lige ringe hjem. Steen havde lovet Michael
og Susanne at hjælpe med at køre et læs brænde
hjem i deres kælder, og bagefter skulle han give
en hånd med oppe på sin skole, hvor
forældrekredsen og lærerne var ved at bygge et
nyt læskur. Han havde sagt, at han ville komme
hjem ved 18-tiden, og de havde enedes om, at
Johnny nok kunne passe Rikke de par timer. Det
havde han gjort før.
Det var Johnny, der tog telefonen. Han lød så
lille, selvom han efterhånden var 9 år og selv
syntes han var en fandens karl.
"Hej Johnny, går det godt? Er Steen
hjemme?" spurgte Hanne, og til hendes rædsel
svarede Johnny benægtende. "Jamen har du
ikke hørt fra ham?" spurgte hun, og drengen
svarede igen benægtende. Hvad kunne der være
sket? Kunne han være kørt galt? Han kunne da
ikke bare være blevet hos Michael uden at give
besked? Eller på skolen? Og han havde da også
nummeret til Kirsten og vidste, at hun var her?
"Jeg kommer med det samme", sagde Hanne
med fast stemme. "Du skal ikke være bange.
Om tyve minutter er jeg hjemme. Hvordan går det
med Rikke?" Johnny sagde, at Rikke havde
grædt lidt, men så havde han varmet noget mælk
til hende og nu var hun faldet i søvn ovre i
sofaen. Det var også ved at være sengetid. Men
Steen skulle jo have lavet aftensmad til ungerne.
Kirsten fulgte Hanne ud.
"Kan du nu køre? Du har ikke drukket for
meget rødvin, vel? Husk, du har også fået
gløgg" sagde hun og omfavnede Hanne. Sneen
faldt tæt, som i et Disney juleshow. Hanne tog
den snedækkede vej i syne. Hun kunne nok ikke nå
at være hjemme i løbet af tyve minutter. Det
ville snarere tage den dobbelte tid. Hanne kyssede
Kirsten på kinden og takkede hende i sit stille
sind for, at veninden havde glemt at købe øl.
For så havde hun nok ikke kunnet køre.
"Ring lige hjem til Johnny om tyve minutter
og sig, jeg kommer snart, ikke?". Kirsten
nikkede og vinkede og gik tilbage til Bente og
Nina.
Det tog nøjagtig 44 minutter for hende at nå
hjem. Lyset brændte i alle vinduer, og hun
flåede døren op og kaldte på Johnny. Han kom
løbende i nattøj og sutsko og slæbte på Rikke,
som var halvt klædt af og overtræt og
halvgnaven. Hun havde det meste af en banan smurt
rundt på kinderne og i håret.
"Hej mor" sagde Johnny lettet. "Det
var godt du kom. Rikke er skidesur og tuder hele
tiden. Jeg har prøvet at give hende banan, men
hun ville ikke rigtig have det". Hanne tog
datteren og klappede Johnny på håret.
"Steen har ikke ringet", tilføjede han.
"Du har været meget dygtig. Det er jeg glad
for. Nu lægger jeg Rikke i seng, og så skal vi
to rigtig hygge os, ikke?" sagde hun og bar
pigen ud på badeværelset og gjorde hende i stand
til natten. Hun var våd helt op i nakken og havde
flammende rødt udslæt på rumpen. Hvor fanden
var den idiot? Da klokken var ti, faldt Johnny i
søvn, og hun bar ham ind i seng. Skidt med
tandbørstningen for en gangs skyld, tænkte hun.
Hvor længe skal der gå, inden man må ringe til
politiet?
Klokken tolv tog hun sig en ordentlig cognac. Hun
havde ringet til Michael og Susanne allerede ved
ottetiden, men Steen var som aftalt taget op på
skolen ved frokosttid, og de havde ikke set ham
siden. Det var den sidste slat af den flaske,
Steen havde fået i fødselsdagsgave, men det var
ligemeget nu. Hun stod i badekåbe og skisokker og
spejdede ud i mørket og forestillede sig
motorvejsharmonikasammenstød med hylende sirener,
blå blink og bårer skiftende med et billede af
en stivfrossen, blå Steen der sad som en isfigur
i en grøft og var sneet inde i en bil. Hvis bil
vidste hun ikke — hun havde jo haft bilen i dag.
Pludselig så hun to billygter komme op ad
indkørslen. Bilen stoppede halvvejs, og motoren
blev slukket. Hanne trådte instinktivt om bag
gardinet. Bilen blev stående.
Da hun havde stået der i fem minutter, listede
hun sig forsigtigt ud af hoveddøren og ned ad
indkørslen mod bilen. Hendes mørkeblå badekåbe
gjorde hende næppe synlig mod de høje, mørke
tujaer der kantede vejen, og hun listede langsomt
hen mod den mørklagte bil og mærkede pludselig,
at hun havde glemt at tage støvler på og at
hendes skisokker var gennemblødte.
Hun kravlede hen mod bilen. Den dybe sne kildede
hende på lår og mave, og naboens høje graner
dryssede puddersne ned over hende. Hun hævede sig
langsomt op langs bildøren, og prøvede at kigge
ind ad bilens ruder, men de var helt duggede.
Hanne følte sig pludselig helt åndssvag. Hvorfor
lå hun på knæ her, i en halv meter sne kun
iført badekåbe og skisokker med et halvtømt
cognacglas i hånden? Og hvad i alverden var det
for en tegnefilm hun var med i? Om lidt begyndte
bilen sikkert at tale til hende.
Hun rejste sig, lagde nakken tilbage og slyngede
resten af cognac'en indenbords. Så tog hun en
fast tag i bildøren og flåede den op.
Inde i bilen fòr to skikkelser fra hinanden.
Sneen lyste hvidt på deres ansigter, og Hanne
genkendte Pia, den rødhårede fuldbarmede fra i
foråret, og Steen, med vildt pjusket hår og et
forfjamsket blik i øjnene. I gadelygtens lys
kunne hun se, at hans læber var helt ophovnede og
røde, og Pias mund havde også en usædvanlig
stærk kulør og lidt udflydende kanter. De måtte
have kysset hinanden nonstop hele aftenen, tænkte
Hanne. Højt sagde hun:
"Ismand!"
Så drejede hun om på den ene skisok og flygtede
gennem sneen op til hoveddøren, som hun smækkede
bag sig.
© Winnie Haarløv
|
