Nina lænede panden mod bilrattet og sukkede. Hvorfor fanden kunne hun aldrig beherske sig og give tingene tid til at udvikle sig? Det var rigtigt, når Hanne sagde, at hun tromlede henover folk og skræmte dem fra vid og sans med sin ragekniv af en tunge og overfriske bemærkninger, som hun lod svirpe henover andre i en uendelig strøm.
Hun huskede de utallige gange, hvor hun havde fået øje på sit eget skarpe blik i spejlet og besluttet, at hun fremover ville skifte type og være blid, kvindelig, mystisk og fåmælt. Sidde ovre i et hjørne og kun tale, når hun blev spurgt; smile yndigt og gådefuldt og rødme, når samtalen faldt på emner der tangerede tabuområder.
Men det var aldrig lykkedes. I stedet bemægtigede hun sig straks alles opmærksomhed, når hun entrede et lokale og begyndte at smide om sig med rappe bemærkninger, mens hendes arme fægtede i luften for at illustrere den begivenhed, hun nu var ved at fortælle om. Hun brød gladeligt og ubetænksomt ind i enhver samtale, der passede hende og udtalte uopfordret sin mening om hvadsomhelst til enhver, der gad at høre på det.
Nærmede samtalen sig emner, der lå under bæltestedet, grinte hun højt og ubehersket og supplerede den med et par velvalgte saftigheder uden at rødme det mindste. Og nu havde hun gjort det igen. Hanne havde endda advaret hende og formanet hende til at være afdæmpet, kvindelig og varm — at lade samtalen dreje sig om almindeligheder og give tid.
Men hun havde som sædvanlig mistet tålmodigheden og gået lige til benet da hun syntes, at nu havde det varet længe nok. I playback var det altid så nemt for hende at se, hvad der skulle have været sagt eller gjort anderledes — men i selve øjeblikket mistede hun altfor tit både besindelsen og overblikket.
I aften havde hun været hjemme hos Jeppe og spise middag. Det var begyndt så godt — han havde klædt sig på med omhu, kunne hun straks se, da hun kom ind ad døren. Der duftede af mad, og han havde tændt stearinlys og købt blomster. Hun havde glædet sig i flere dage og gået rundt med fniller i mellemgulvet og været en lille smule rædselsslagen, mens hun forestillede sig aftenens forløb.
Der var gået så lang tid, siden de havde været sammen — efter nytårsaften havde han slet ikke kontaktet hende. Januar havde været lang, trist og mørk, og Nina havde uden meget held forsøgt at koncentrere sig om at være en god mor for Simon og vise lidt entusiasme ovre på skolen. Hun havde søgt orlov fra juni og havde brugt meget tid på at gennemgå planer med bank og revisor for den lille virksomhed, hun kunne tænke sig at starte.
Men det havde vist sig umuligt at holde Jeppe væk fra hendes tanker og drømme. Ustandselig dukkede han op i alt, hvad hun foretog sig, og hendes følelser for ham blandede sig hele tiden med hendes vrede over hans opførsel nytårsaften og udvandede langsomt det raseri, der delvis havde hjulpet hende gennem januar.
I februar havde der været fest i bådeklubben, hvor Jeppe også var medlem. Nina plejede aldrig at deltage i de kvartårlige fester, men hun vidste, at det var en chance for at træffe ham, og han havde da også været der. Hun havde håbet, at når hun så ham igen, ville hun kunne grine af sit fjollede, midlertidige flip over en 18årig skoledreng — men sådan var det ikke gået.
I bådeklubben havde Jeppe hilst kort og afmålt på hende og ignoreret hende det meste af aftenen. Han havde danset sig igennem samtlige damer og skabt sig vildt og uhæmmet på dansegulvet, mens Nina sad og vred sig i stolen og hektisk konverserede alle, der kom i nærheden af hende. Ud på de små timer, da hun var ved at være godt træt af sin egen let hysteriske latter, var han pludselig kommet hen til hende.
"Må jeg købe en drink fra den velassorterede bar til dig?" var hans åbningsreplik, samtidig med at han berørte hendes skulder let.
"Jeg ved snart ikke", sagde Nina og kiggede væk, mens hun begyndte at rable. "Jeg har det lige så godt, og egentlig skulle jeg også hjem, og iøvrigt er jeg skidegal på dig."  Hun tændte en cigaret og så lige på ham. "Du ved sikkert godt hvorfor, så det behøver jeg vel ikke forklare". Han besvarede hendes direkte blik og smilede bredt til hende. Hvor er jeg dog fjortenårig, tænkte hun. Jeg rapper som en and — hvorfor holder jeg ikke bare mund? Hun inhalerede så dybt, at hun pludselig tabte vejret og begyndte at hoste.
"Hvad vil du drikke?" spurgte han frejdigt og lod hånden hvile på hendes skulder. Nina tænkte, at hun egentlig burde sige nej og gå sin vej. Det ville Puk fra hendes lyserøde teenagebogserie have gjort, og hun var sådan en stolt og respekteret pige, der altid sagde og gjorde det rigtige, aldrig tabte sin cool og i hvert fald aldrig ville have ladet sig lokke. Nina kom til at fnise. Hun var ikke nogen Puk og blev det nok aldrig. Så skidt!
"Et eller andet farligt" sagde hun og slog asken af sin cigaret. Jeppe forsvandt, og hun så langt efter hans lange ben og faste bagdel. Det lyse hår var samlet i en sjusket hestehale, og hun blev helt varm i brystet, når han slog pandetotterne til side med det lille, bestemte kast med hovedet. Han kom tilbage med et højt glas med sugerør i.
"Jeg håber, det her er farligt nok. Jeg glæder mig til at se virkningen" sagde han og satte sig ved siden af hende. Nina sippede drinken. Den smagte sødligbittert. Hun var en smule fuld i forvejen, men mærkede dens virkning tydeligt.
"Er du stadig gal på mig?" spurgte Jeppe pludselig. Hans øjne glimtede. Hans læber var bløde og blanke. Som sædvanlig fik hun en vild lyst til at kysse ham. Egentlig gad hun overhovedet ikke snakke om det — det virkede med et så ligegyldigt. Hun tog en slurk af sit glas.
"Ja, det er jeg egentlig, når jeg føler efter", sagde hun. "Jeg var lige ved at sige til dig, at du kunne rende mig", tilføjede hun og tænkte, at det var endnu en dum og unødvendig bemærkning. Hun var sandelig dygtig idag!
"Tja, det ville nok ikke have overrasket mig", sagde han."Men jeg havde faktisk en plan for, hvad jeg ville gøre lige meget hvad du fandt på". Han satte sin øl for munden og drak i lange slurke, mens han kiggede skråt på hende. Musikken satte i med et langsomt sæt, og lyset blev dæmpet. "Og lige nu synes jeg, vi skal danse. Jeg er bedst til de langsomme". 
Han tog hende om skulderen og skubbede hende ud på gulvet. De dansede, og han berørte hendes hår med læberne. Og inden Nina havde set sig om, var hun kommet til at fortælle ham, at hun havde tænkt frygtelig meget på ham og at han ikke skulle være bange for, at hun ville forvente at de skulle giftes bare fordi de var sammen indimellem. Jeppe havde set mærkeligt på hende og trukket hende ind til sig.
"Jeg ved det godt", havde han hvisket. "Det er mig, der er dum, når jeg bliver bange for at du skal æde mig. Men jeg er ikke bange nu" havde han tilføjet, holdt hende lidt ud fra sig og kysset hende let på munden.
Kort efter var klokken tre, og bådehuset lukkede. Jeppe gav hende et kram til farvel.
"Jeg er vild med dig" mumlede han i hendes øre, og Nina anede for en gangs skyld ikke, hvad hun skulle svare. Så hun virrede bare med hovedet og skyndte sig ud i den ventende taxa. De havde ikke lavet nogen aftaler.
Så gik der endnu en måned, og i marts sendte hun ham et brev, hvor hun blot skrev, at hun bedre kunne lide at være sammen med ham, når der ikke var 4000 andre rundt om, og om de ikke snart skulle prøve det igen?
En uge senere dukkede han op en søndag morgen med friskbagt franskbrød og drak en kop kaffe og læste søndagsavis sammen med hende. Han gik igen uden hverken at hentyde til bådeklubfesten, hendes brev eller nogen fremtidige aftaler. Nina rev sig i håret og ringede til Hanne.
"Hold dog op, Nina" sagde Hanne. "Lad ham nu lige stege lidt. Han er sikkert i syv sind om, hvad han skal stille op med dig. Lad nu være med at buse frem med alt muligt. Lad som ingenting". På Ninas påstand om, at hun snart ville blive vanvittig, havde Hanne bare svaret, at det anså hun for endog særdeles sandsynligt.
Hun havde kæmpet med alle sine kræfter imod den stærke trang til at gøre sig ærinder oppe på Mediateket de eftermiddage, hvor han havde timevagt. Og næste gang, da hun mødte ham i Brugsen, huskede hun Hannes råd og lod som ingenting. Da hun stod bag ham ved udgangskassen og så ham proppe havregryn og avocado ned i rygsækken, slog han håret tilbage, trak sin alpehue på og så skråt på hende. Hun huskede at smile det lille, lidt generte smil som hun og Hanne havde øvet, mens hun bed sig i tungen for ikke at spørge ham, hvornår de skulle ses.
"Hej med dig, Nina — aftale følger" sagde han og skyndte sig at gå.
Hvis nogen i det øjeblik havde bedt hende om at trylle eller gå på vandet, citere Koranen på russisk eller klippe sig skaldet, havde hun gjort det. Og hun var glad og forventningsfuld det meste af april måned — men der kom ingen aftale. Hanne sagde, at hun skulle tage det roligt, men det var næsten umuligt. Hun var ukoncentreret og rastløs i timerne, bag rattet, når hun talte med de andre, og hun sov dårligt om natten. Hun vrissede ad sin velmenende mor i telefonen, skændte på Simon og græd som pisket, da hun tabte en af sine musselmalede kopper på køkkengulvet.
Hun begyndte på de første 25 breve til Jeppe, men så hver gang Hannes strenge blik for sig.
"Lad nu være med at give ham anledning til at synes, at du klæber", havde Hanne sagt. Og dét havde virket. Noget af det værste, Nina havde oplevet, var den gang hun i flere år havde været forelsket i en fyr, der dukkede op med ujævne mellemrum for at invitere hende i byen for derefter ikke at give en lyd fra sig i flere måneder. Da det havde stået på i et års tid, havde de siddet ved en bar ud på natten — dagen før hun skulle op til en afsluttende eksamen. Han dukkede altid op på de mest ubelejlige tidspunkter. Men hun var ligeglad — hun måtte jo tage chancen, når den var der. Hun havde drukket for mange tequilaer og sad pludselig og svømmede lidt hen over sin egen ulykkelige forelskelse.
Discjockeyen spillede Hvis tårer var guld, og Nina syntes pludselig, at ordene var helt fantastiske — poesi i verdensklasse; rørende, rammende, rigtige. Dengang var hun yngre, og tårer klædte hende bedre — hendes øjne blev store, blanke og udtryksfulde, og øjenlågene hævede ikke omgående op. Hendes næse blev heller ikke omgående rød og grim dengang, så hun lod en dekorativ tåre trille nedover kinden. Stefan, som fyren hed, kiggede på hende og spurgte vakst, om der var noget hun var ked af?
"Ikke andet end at jeg er så dødforelsket i dig" havde hun sagt og havde næsten ikke kunnet holde den lurende springflod tilbage, mens hun helt chokeret over endelig at have fået det sagt ventede, at han ville hoppe ned fra barstolen, tage hende i sine arme og erklære hende sin udelte kærlighed, mens violinerne stemte i og alle folk begyndte at synge med på omkvædet.
"Det er også temmelig irriterende", sagde han, og Nina kiggede forbløffet på ham, mens hun til sin undren mærkede en kluklatter komme snigende op gennem struben.
Hun havde gjort sig vældig umage for ikke at komme til at le hysterisk, og med opbydelsen af sine sidste kræfter undgik hun at falde ned fra barstolen. Det var lykkedes at komme hjem i god behold og med en underlig følelse af at være befriet for et åg. Hun havde set Stefan en enkelt gang siden, men hendes stærke følelser for ham var væk.
Lige før påske dukkede Jeppe op på det værtshus, hvor Nina, Hanne og en masse andre sad og drak en påskeferieøl inden de længe ventede 14 fridage. Hun mærkede suget, så snart hun fik øje på hans lange, flagrende sorte frakke og den lyse hestehale, der efterhånden faldt helt ned mellem de skarpe skulderblade. Han møvede sig ugenert sig ind ved siden af Nina, der allerede havde drukket to påskebryg og mærkede sit hoved snurre. Hun blev rød i kinderne og lavede omgående om på sin beslutning om ikke at drikke mere.
Og midt i den tredje øl mistede hun altså tålmodigheden og råbte til ham:
"Du skylder mig en aftale!", så Hanne vendte sig om og så bebrejdende på hende. Nina dukkede sig. Hun kunne sådan set lige så godt have brugt en megafon eller værtshusets højttaleranlæg, for de andre omkringsiddende drejede som på tælling hovederne, kiggede undersøgende på hende og på Jeppe, der pludselig sad nervøst og krøllede dugen.
Hanne brød den lidt pinlige tavshed.
"Vil I se mig gå som en kalkun?" spurgte hun og sprang op og vrikkede rundt på gulvet. Folk brød sammen af grin, og Ninas lille intermezzo var hurtigt glemt. Hun rejste sig og tog sin frakke på, og Jeppe fulgte med. Ude ved cyklerne inviterede han hende til middag hjemme hos sig den følgende onsdag, og hun var fortumlet cyklet hjem i zigzag.
Og i aften havde kysset hende, da de sad i hans sofa efter middagen og drak spansk rødvin.
"Jeg er vild med dig", havde han sagt, og Ninas hjerte slog kraftspring. Det var anden gang, han sagde det. Så måtte der da være noget om det! Ellers ville han vel ikke sige det, og slet ikke to gange! "Men jeg ved ikke — jeg er ligesom ikke rigtig parat — jeg ved godt, det lyder fjollet. Det er mig, der er noget i vejen med, det er ikke dig". Han tav stille længe. "Hvis bare jeg havde mødt dig på et andet tidspunkt i mit liv", havde han sagt.
Nina forstod overhovedet ikke sådan noget. Hvis hun var vild med nogen, var hun totalt ligeglad med tid, sted og belejlighed. Konsekvenser var noget man tog når de opstod — man brugte ikke tid og kræfter på at forudse dem. Hun så ind i hans øjne og mærkede sin lyst murre. Alle de ord og forklaringer! Rødvinen gav hende mod.
"Skal vi ikke gå op i din seng?" sagde hun. Og i det samme vidste hun, at Hanne ville skænde på hende for den replik. "Tag det nu roligt," havde veninden sagt. "Lad være med at jage ham. Husk, han er sikkert bange for dig — du er trods alt et par dage ældre og en smule mere erfaren end han!"
Jeppe sad lidt. Han rakte en hånd ud og kærtegnede hendes ansigt. Hans øjne var alvorlige.
"Det tror jeg ikke" sagde han og blev ved at stryge hende over kinden. "Jeg ved ikke, om det ville ske, fordi det her er hyggeligt, eller fordi det er dig. Men hvis det bare er fordi det er hyggeligt vil jeg have en frygtelig dårlig smag i munden i morgen — og det fortjener hverken du eller jeg".
Nina anede simpelthen ikke sine levende råd. Hun mærkede sin lyst komme snigende — klar, stærk, uafviselig. Den bankede i hendes krop, hendes hud emmede lyst, og det prikkede bag hendes øjne. Hendes fingerspidser kildrede af længsel efter ham. Pludselig var det, som om det var det eneste, hun egentlig ville ham — ligge ved siden af ham; stryge over hans krop og mærke ham alle steder og springe alle de rituelle forklaringer og meningsfulde udvekslinger over. Hans øjne ramte hende som knivkast, og hendes evne til at fokusere forsvandt. Hendes hørelse blev erstattet af en sagte susen for ørerne, og hun genkendte det rene begær.
Og det var da både fordi de havde det hyggeligt dér i sofaen og fordi det var ham — og i morgen kunne man jo så tage det oppefra og ned, som det nu faldt sig. Hun begreb simpelthen ikke hans måde at ræsonnere på. Og iøvrigt talte man efter hendes mening tit bedre sammen på et lagen — uden alle de forbandede ord, der var så lette at misforstå.
"Jeg er ikke vant til at blive jagtet" sagde han hjælpeløst og så næsten bedende på hende. "Jeg er vant til at være den udfarende. Og jeg tror egentlig, du er mere varm på mig end jeg er på dig", tilføjede han, så forlegent ned og rødmede lidt. Det var, som om det var noget han bare måtte have sagt; som om han var lidt flov over det. Han tog en slurk af sin rødvin og så ud, som om der havde været citronsaft i glasset. Han naglede øjnene fast til hendes, og hun fornemmede, at han nu ville sige eller gøre noget afgørende. "Hvis jeg havde været forelsket i dig, ville du have set nogle helt andre sider af mig", sagde han og så næsten vredt på hende, før han som sædvanlig slog øjnene ned. "Men jeg tror altså ikke, det skal være os to".
Nina blinkede. Hun kunne være voldsom i sine følelsesudladninger, og når hun ville have noget eller nogen, helmede hun ikke før hun enten fik sin vilje eller tabte interessen. Det generede hende ikke, at han sagde det — det var uden tvivl rigtigt. Hendes stolthed og forfængelighed fik selvfølgelig nogle drøje hug — men det kunne hun leve med. Men hun kunne næsten ikke tage hans modstridende signaler og skiftende sindsstemninger. Hvad følte hun egentlig lige nu? Det var, som hun havde et panser rundt om det sted, hvor det normalt ville gøre ondt.
"Hvorfor skal det være så skidebesværligt?" næsten vrissede hun. "Hvorfor kan du ikke bare indrømme, at vi godt kan lide hinanden, og så er det sådan? At jeg rører ved noget i dig, og du rører ved noget i mig? Kan vi ikke bare tage hinanden og nyde det, så længe det varer?" For hende var det indlysende enkelt. Man behøvede da ikke spekulere så meget på fremtid og konsekvenser — hvorfor ikke tage oplevelserne, når de lå lige foran én?
Jeppe så længe på hende.
"Fordi sådan er det ikke", sagde han med fast stemme. "Du rører ikke ved noget i mig. Jeg ved godt, hvad jeg vil og ikke vil — og jeg vil ikke have dig".
Ninas mave snørede sig sammen, og hun fik en klump i halsen. Det kunne ikke være rigtigt! Var alt, hvad han havde gjort og sagt bare løgn? Alt, hvad de havde haft sammen, var det ingenting?
"Jeg tror, det er tid for mig at gå hjem", sagde hun og rejste sig. "Du gør mig ked af det. Jeg forstår dig slet ikke". Hun glattede sit uglede hår. Det blev svært at frisere ud. "Måske var det bedre, at jeg fandt en anden at forelske mig i", tilføjede hun snerrende.
Hun mente det faktisk, men håbede samtidig, at tanken ville såre ham lidt. Samtidig gav det hende en underlig indre tilfredsstillelse at gøre sig selv ked af det og dreje kniven lidt rundt i såret. Alting skete lige som i slowmotion. Nina vidste pludselig, at hun ikke skulle se Jeppe mere — at det aldrig ville blive til noget mellem dem. Erkendelsen og den medfølgende kuldefornemmelse bredte sig langsomt, efterhånden som hun indså, at hun var alene; at hun igen havde lidt nederlag; at der ikke var nogen, der elskede hende.
Hun glippede med øjenlågene og vågnede pludselig som af en hypnose. Jeppe stod lidt umotiveret midt i stuen og så usikkert på hende. Hans smukke øjne lyste som grågrønne perler i halvmørket, og hans læber skinnede blankt. Han var lige til en fotoudstilling i Huset, tænkte hun. I et vildt glimt så hun Jeppe posere i Tarzanbadebukser med musklerne smurt ind jomfruolivenolie. Hun virrede med hovedet.
Båndet i båndoptageren løb ud med et højt klik. Liljerne duftede højlydt, og hun hørte sit eget hektiske åndedræt. Hvis hun ikke kom af sted nu, ville hun begynde at skrige eller gøre noget vanvittigt. Hun rettede sig op, tog sine støvler på og puttede cigaretterne i lommen. Jeppe sagde ingenting, gik bare ud og hentede hendes frakke. Igen så han rådvild og lidt hjælpeløs ud. Hvad ville hun dog med ham? Hun, der egentlig beundrede viljestyrke og handlekraft hos alle mennesker — hvorfor forelskede hun sig altid i sådan nogen nathuer?
Martin havde ikke været meget bedre, og Lasse havde været charmerende, men håbløst veg og svag. Og nu Jeppe, der tilsyneladende ikke kunne finde ud af noget som helst. Han mente det måske nok, når han sagde at han var vild med hende — men når det kom til stykket, anede han ikke, hvad han skulle stille op med hende, og om han overhovedet ville have hende. Hans sandhed skiftede fra sekund til sekund. Hun ville aldrig kunne vide, hvor hun havde ham.
Det slog hende, hvor mange gange før, hun havde været igennem det her. Og alligevel blev hun åbenbart aldrig klogere. Hendes indre stemme havde hvisket til hende lige fra den gang han efterlod hende og Hanne på Nørreport, at han ikke var forelsket i hende. Satans, som hun var god til at omgå sandheden og kalde den noget andet! Hun havde jo vidst det hele tiden. Hun var pludselig dødtræt.
"Tak for i aften", sagde Nina og undlod bevidst at røre ham. "Jeg skal nok lade dig være i fred fra nu af. Det er sådan du vil have det, er det ikke?"
Jeppe nikkede tøvende og lignede en bedrøvet lille dreng med arme, der hang ned langs siden. Hans lyse hår skinnede i skæret fra stearinlyset og var lige så uglet som hendes, fordi hun havde leget med det. Hans skjorte hang uden på bukserne — men det var nu ikke hendes skyld. Nina følte en voldsom trang til at vælte ham omkuld og bide i ham — en blanding af lyst og vrede. Hun vendte sig beslutsomt om og åbnede gadedøren.
"Farvel, Nina" sagde han sagte bag hende.
Hun lukkede døren bag sig uden at vende sig og blinkede voldsomt med øjnene for at undgå at komme til at græde. Det skulle han fandme ikke have lov til! Det var ikke hende, der var noget i vejen med! Og han skulle ikke få hende til at føle sig lille og mindreværdig eller grim, dum og gammel; bare fordi han var en umoden klovn, og fordi hun altid forelskede sig spontant i de mest umulige objekter, der overhovedet ikke passede til hende og for det meste bare nassede på hendes følelser!
Hvorfor mødte hun ikke den helt rigtige mand — moden, beslutningsdygtig, handlekraftig, smuk, sexet, drenget, fandenivoldsk, klog og vild med at tilbede hende, når han havde tid for alle de penge han også skulle huske at tælle?
Eller hun kunne kaste sig over en eller anden altopslugende, glødende sag eller interesse, som fuldstændig ville overflødiggøre manden som element i hendes liv: hun kunne rejse som missionær i Afrika, væve billedtæpper med de tyrkiske indvandrerkvinder, læse til sygeplejerske og ofre sit liv for de sultende børn i Bangla Desh, lære at spille på basguitar og danne et kvindeband der ville blive berømt kloden over; skrive BOGEN som ville give hende Nobelprisen i litteratur...
Færdig, slut! Nu skulle der ske noget andet i hendes liv. Hun fandt sin bil og låste den op. Hendes ånde stod som rimtåge ud i den kolde aprilnatteluft. Hun skulle tisse, så hun kunne smage det, og hendes bukser var alt for stramme. Hun smøgede dem ned og satte sig hurtigt ned ved siden af bilen og mærkede sin blære tømmes, mens hun frydede sig ved tanken om, at en fodgænger hvert sekund kunne dreje om hjørnet og fange hende i hendes forehavende.
Hendes ene støvle var lidt plettet, da hun satte sig ind i bilen og tændte for båndoptageren på fuldt drøn. Færdig med mænd — færdig med at være Dukke Lise; færdig med at være Mis med de Blå Øjne — der måtte da være andre ting i tilværelsen end mænd, hun kunne beskæftige sig med, når nu hun var så himmelråbende elendig til netop det!

© Winnie Haarløv