Sally tog sin cykel. Solen skinnede, så hun fortrød, at hun ikke havde taget solbriller på. Hun kørte langs de nøgne hække og mærkede, at luften trods solskinnet føltes kold mod hænderne. Frosttørre småsten knitrede og sprang omkring den tunge Raleighs solide dæk, og hun trampede løs og mærkede lårmusklerne arbejde. Sveden sprang frem på ryggen, og hun skiftede til tredje gear og satte farten op. Det var ned af bakke hele vejen til stationsbyen, og hun kørte hasarderet frem for gult i krydset op mod stationen. En bil dyttede, men hun var ligeglad. Det måtte gå, som det kunne. De var dumme allesammen. Det eneste, der var plads til i hendes hoved, var billedet af Nevs og hans sorte, blanke hår.
Når hun lukkede øjnene om aftenen, gik hans hænder ned over hendes lænd, og kun i mørket turde hun indrømme, at hun længtes efter at mærke hans hårde krop igen. I bøgerne havde hun tit læst om det voldsomme begær, som smukke kvinder kunne vække i mænd. Det måtte være dét, der var sket mens de lå i hans seng i månelyset – bare omvendt. Hun rødmede, når hun tænkte på hvordan alt andet end hans nærhed pludselig havde været ligegyldigt, og hendes øjne blev slørede når hun genkaldte sig, hvordan hun ladet ham røre sig hvor han ville. Det var næsten for fantastisk til at være sandt. Det var jo bare hende, Sally, og hun havde ikke anet, hvor hun skulle gøre af sine hænder eller hvad han forventede af hende, så hun havde bare ladet ham gøre, hvad han ville. Og det var forbi, før hun rigtigt havde kunnet nyde det.
Hun kørte venstre om søen og ræsede hen mod Jannes hus, mens hun hev efter vejret og lungerne arbejdede, så det sved. Janne boede i en lillebitte kvistlejlighed på toppen af en forfalden villa sammen med sin mor, og det var først, da hun stoppede foran huset at hun kom i tanker om, at Janne først kom hjem fra sit yinyang kursus om eftermiddagen. Hun bestemte sig til at køre rundt om søen. Det var dejligt vejr, og ungerne skøjtede ude på isen. Sneen lyste lyseblåt i den skærende sol, og deres et-tagfat råb gjaldede klart gennem den tynde frostluft. Hun ventede, til hun fik vejret igen, før hun steg op på cyklen.
Turen rundt om søen tog kun et kvarter og gik forbi Lindys kollektiv. Det store, gule hus lå med sine små vinduer og kiggede ud mod vejen. I indkørslen lå der ulåste cykler, gummistøvler, Irmavogne og plasticposer mellem hinanden, og entredøren var malet som en kvinde med slanger som hår og holdt i røde, orange og lilla farver. Welcome to Love House, stod der med skriggrønne, kunstfærdigt slyngede bogstaver, og på væggen hang et skilt med overskriften HER BOR VI: Sally kunne ikke læse beboernes navne helt ude fra indgangen og skulle lige til at stille cyklen fra sig for at gå derind, men så forestillede hun sig, at Nevs ville komme ud og lukke døren op, mens hun stod og glanede på skiltet. Hun rødmede allerede og trak cyklen over på den ubebyggede grund overfor huset. Hun lænede den op ad et træ og gik om bag den tykke stamme.
Frosten bed i tæerne, og Sally pustede på fingerspidserne og lod som om det var helt almindeligt at stå her i fjorten graders frost og gemme sig bag et træ. Hun kunne jo også bare ringe på og spørge efter Nevs. Ingen ville finde noget underligt i det. Kun hun selv. Hun ventede og stak ind i mellem hovedet frem for at se, om der skete noget. To piger med lilla hovedtørklæder gik ind uden at ringe på; en pige med fårepels, træskostøvler og spidshue med øreklapper kom ud med en blokfløjte i hånden med en fyr i militærjakke og en guitar over nakken i kølvandet; men Nevs så hun ikke noget til. Hun så på sit ur. Hendes tæer lå som løsfrosne rejer i støvletterne. Hun havde stået bag træet i tre kvarter. Det var for åndssvagt.
Resolut marcherede hun ned og åbnede døren. I hallen stod de åbne malerbøtter stadig på deres ølkasser, men malingen havde trukket tykt skind, og penslerne hang fast. Slagordene på væggen var de samme, som hun huskede. Der lugtede surt af ølsjatter og cigaretskod, og måske bidrog den enorme bunke af henkastet fodtøj i det ene hjørne også til den særprægede lugt. I en anden bunke lå der flere broderede fåreskindspelse og nogle grønne militærjakker, og et udvalg af hatte hang på en knagerækker over bunkerne. En lille, pjevset kat gemte sig forskræmt under det store trappe, og Sally forstod, hvor den ramme lugt kom fra. På væggen over trappen var der malet en gul pil med teksten: Lindy – gul dør. Det var lige, hvad hun skulle bruge.
Hun beholdt sin frakke på og gik forsigtigt op ad trappen. Der kom køkkenlyde fra et eller andet sted bag hallen; flasker eller kopper, der klirrede; en kedel, der fløjtede. Hun nåede trappeafsatsen og gik ned ad den gang, hvor Nevs’ gavlværelse lå. THE WHITE ROOM, stod der på døren med smukke, enkle bogstaver. Det brændte i tindingerne, da hun genkaldte sig natten på Nevs' madras. Hun huskede hans arme i den bløde, glidende bevægelse, der fik bondeskjorten til at glide op over hovedet og afslørede hans benede skuldre. Og glimtet af en hvid, rund balle, da han krøb ned under tæppet. Hun gøs og skottede mod gavlværelsets lukkede dør. Hun var ikke jomfru mere, men det var kun hende selv og Nevs, der vidste det. På en eller anden måde havde hun altid troet, at det kunne ses udenpå. I øjnene, måske. Men ikke engang hendes mors falkeblik havde afsløret noget. Måske havde det alligevel været en drøm?
Bag Lindys dør var der både musik og stemmer, og hun tøvede et øjeblik. I et langt glimt forestillede hun sig, hvad der ville ske: Nevs ville rejse sig og kalde hende Silke og bebrejde hende, at hun var så lang tid om at komme tilbage – han ville sige, at han havde tænkt på hende uafbrudt og bare ventet på at se hende igen. Først ville hun lade ham smyge hendes tøj af og gøre de der ting ved hende, og så ville de gå ud i sneen, løbe på skøjter, bygge en snemand, kaste med snebolde, kælke ned ad bakken ud på søens is, og han ville kysse hendes kolde læber og sige, at det var godt hun kom. Bagefter ville de tage hjem til hende og fortælle hendes forældre, at hun flyttede ned i kollektivet fordi de ikke kunne undvære hinanden, og hendes mor ville se misbilligende på Nevs' skulderlange hår og broderede vest og gå ud i køkkenet, og hendes far ville stille Nevs alle mulige åndssvage spørgsmål om hvor han gik i skole og hvad hans far lavede og hvad Nevs havde af fremtidsplaner og den slags. Men de ville holde hinanden fast i hånden og være ligeglade med, hvad alle andre sagde og tænkte. De ville være uadskillelige, have hinanden. Venner og elskere. Cathy og Heathcliff, Romeo og Julie, kong Edward og mrs. Simpson. All you need is love, sang Paul McCartney bag Lindys lukkede dør.
Hun stak tungen i kinden og hånden i lommen. Hvis Lindy ikke ville forstyrres? Hvis han havde Aimée på besøg, hvis de lå under dynerne... hun afbrød sin tankerække. Det var for dumt, det her. Og hun anede intet om Nevs, ikke engang hvad han hed til efternavn, hvor gammel han var eller noget som helst. Desuden manglede hun også både tysk og engelsk stil til i morgen. Det var klogest at gå hjem. Hun så ned mod The White Room for enden af gangen og syntes hun kunne høre musik dernede fra. Pludselig skræmte tanken om at se ham igen, og hun begyndte at løbe ned af den svungne trappe, ned mod den frelsende hoveddør.
Da hoveddøren svingede op, stod Nevs udenfor. Hans blåsorte hår blev holdt sammen med et læderbånd om panden. De grå øjne lyste mærkelig glasklart, og brynene var lige så sorte, som hun huskede fra månelyset. Over den højre mundvig genkendte hun det lille, halvmåneformede modermærke og tog sig i at ønske, at hun måtte lade sin tunge glide hen over det. Han trådte et skridt nærmere, og hun mærkede kulden udefra blande sig med varmen på sin hud. Han var et hoved højere end hende, og det var der ellers ikke mange drenge, der var. Eller mænd. Hun lod øjnene glide ind under hans åbentstående fårepels. Hun kendte ham ikke, men alligevel havde de været nøgne sammen. Det var en mærkelig tanke, og hun mærkede en svag rødmen prikke på det øverste af kinderne og håbede bare, at han ikke så det. Hun fikserede øjnene på hans røde T-shirt med ordene ANARKI ELLER KAOS i sort. Nevs blottede sine brede, hvide tænder i ansatsen til et smil, og det lille modermærke skiftede facon og blev krøllet. Da han tog om hende, trak hende ind til sig og nappede hendes øreflip, puttede hun sig ind mod hans ru jakke og gøs, mens hans læber gled langs hårgrænsen i hendes tinding.
Hun mærkede sin rygrads knogler allesammen, en efter en, og hendes lænd dirrede, mens han pustede hende i øret og fik vildfarne hår fra nakkefletningen i munden. Hun lukkede øjnene og lod ham gøre, hvad han ville. Det var jo det, hun var kommet for; det nyttede ikke at lade som andet. Fornuftige Sally steg til vejrs som frostånde og svævede ud over søen, hvor ungernes råb stadig hørtes, blandet med lydene fra ishockeystave mod is. Nevs' hånd gled ind under hendes blå duffelcoat og søgte rundt på hendes ryg; fingrene spillede videre ned til den stramme linning på jeansene, og hun holdt vejret og trak maven ind for ikke at bule ud over linningen. Hans fingre tog om hendes ene balle og gled langsomt om mod hendes skridt, og hun skulle lige til at protestere, da han sukkede svagt og stak tungen ind i hendes mund.
Hendes krop blev tung, men hun åbnede ikke øjnene. Hvis hun gjorde, ville nogen måske stå og se på dem, og så kunne hun ikke lade hans tunge udforske hendes og hans hænder vandre på sin krop. Hænderne var varme, bløde og bestemte uden at være hårde, og hun smøg sig i forhold til dem og ønskede pludselig, at de ville nå de forbudte steder inden der gik for lang tid og hun selv var nødt til at flytte hans hænder derhen. De stod stadig i den åbne dør, og Nevs skubbede hende forsigtigt ind i hallen og ned på bunken af frakker uden at tage sin mund fra hendes. Hans pels gled åben, da han lagde sig på hende, og hun mærkede hans erektion gnide mod sit skridt, hård og eftergivende på samme tid; som en rulle ler. Sådan havde Michael også gjort, mens hans øjne havde været åbne og holdt øje med både hende og den lukkede dør.
Men Nevs' tyndhudede øjenlåg med de lange, sorte frynser sitrede tæt mod kindbenene. Hans åndedræt var tungt og stille, og hun kunne mærke hans hjerte banke mod sit bryst, mens han snoede sit ene ben om hendes og trak vejret dybt, som om han havde åndenød. En voldsom ild løb gennem hende, da han forsigtigt kærtegnede hende, og hun fik lyst til at ligge her sammen med ham og aldrig stå op igen. Kunne man elske nogen, man slet ikke kendte? Lynet slog ned, havde hun læst i bøgerne. Helten og heltinden forelskede sig i hinanden og beseglede deres skæbner på under et minut; blev uadskillelige; begav sig ud på deres fremtidige, fælles livsbane, før de kendte hinandens efternavne. Det var det, der var sket for hende og Nevs. De hørte sammen, de var uadskillelige. Det føltes rigtigt, det var rigtigt, alting var muligt. Gør det, der gør dig glad, havde hendes far sagt. Verden er din. Men hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke bare ligge der, lige som sidst. Som om hun slet ikke deltog.
Hun stak sin ene hånd ned under Nevs' bukselinning og mærkede de genstridige, krøllede hår, mens hun med fingerspidserne legede med den tynde hud og nærmede sig hans skridt. Han stønnede svagt og slikkede hendes læber, mens han rullede sidelæns. Først troede hun, at hun havde gjort noget forkert og trak hånden til sig, men han tog om hendes håndled og skubbede hendes hånd endnu længere ned i sine bukser, mens han løsnede knappen og lynede op. Mens hun spekulerede over, hvad hun nu skulle gøre, kyssede han hende igen og lå roligt, næsten afventende.
Sally vidste naturligvis godt, hvordan den mandlige anatomi var indrettet; havde set både billeder og film, og både Janne og kusine Sonja havde været i seng med deres kærester allerede før de fyldte sytten. Men sådan helt præcise instruktioner havde hun aldrig hverken læst eller modtaget.
“Det er ikke spor svært,” sagde Janne. “Du skal ikke gøre noget – bare lægge dig på ryggen, så klarer han resten. Og det gør ikke ondt, det er faktisk meget hyggeligt.”
Sally havde ikke-lyttet, som Janne kaldte det, når hun diverterede med noget som Sally var for genert til at indrømme sin interesse i. Janne grinte bare og fortsatte sine historier, og hendes tonefald var ens, hvadenten hun talte om de horrible priser på makeup og angorasweatre eller om, hvordan det var når brystvorterne blev hårde i kulde, eller når hun gned dem mod Flemmings fløjlsjakke.
Sally havde været forelsket i Rune så længe hun kunne huske, og selv om han var rejst med sit orkester for tre år siden, havde hun ikke glemt ham. Hver gang hun fantaserede om, hvordan det ville være at ligge i en seng med en nøgen dreng og lade hænderne udforske hans krop, var det Rune, hun så. Men når de endelig en sjælden gang sås, behandlede Rune hende som en kær, gammel veninde – et levn fra hans uberømte barndom; et pudsigt minde om, at han også engang havde været helt almindelig. Hvert år til jul fik hun en kort fra ham, som både var et jule- og fødselsdagskort. Hun havde tre efterhånden, og på det hun fik sidste jul stod der Dear Jane, jeg vil aldrig glemme dig i bastskørt. Til lykke med de 18, kærlig hilsen Tarzan – og det var præcis det, der altid havde været i vejen. Rune havde aldrig set hende som andet end legekammerat, og hun havde brugt de første fire år af sin ungdom på at græde snot over ham. Hendes første to dagbøger var fulde af Rune. Heldigvis hjalp det lidt, da hun var halvvejs gennem gymnasiet. Ude af øje, ude af sind, som Janne sagde. Det var hverken helt rigtigt eller helt forkert.
Tankerækken blev afbrudt, da Nevs klamrede sig til hende og trykkede sig mod hende, og hun blev både forskrækket og flov over, at hun lå her sammen med Nevs og tænkte på Rune. Hvis hun dog bare havde hørt bedre efter, når Janne øste af sine erfaringer! Hun lukkede øjnene og lod sine fingre bestemme selv. De fik deres eget liv, vandrede rundt på hans krop og udforskede den, og overraskedes igen over, hvor hård, varm og blød den var på samme tid. Nevs jamrede sig og skød underkroppen mod hende, og hun besluttede sig til at forsøge, om der var nogen sammenhæng mellem hvad fingrene foretog sig og de små lyde, der kom fra ham. Da hun tog om hans pik, krummede han sig sammen og bevægede sig langsomt, mens han hviskede noget, der lød som et navn i hendes øre. Han åndede heftigt, og hun spekulerede på, hvad hun nu skulle gøre. Hun lod sin ene hånd glide op i hans nakke, hvor den af sig selv begyndte at nulre hans lange nakkehår. Det var værre med den anden hånd. Hun flyttede den lidt, strammede grebet, og han vred sig, som om han havde lopper. Hans små lyde hjalp hende ikke, og hun ønskede pludselig, at hun stod ovre bag træet med sin cykel i stedet for at ligge på en bunke frakker i en iskold hall. Et dybt suk undslap hende, mens hun spekulerede på, om ikke hun skulle trække hånden op af hans bukser og gå hjem. Han måtte synes, hun var en underlig en – måske lidt dum, eller kedelig; en, der overhovedet ikke kunne finde ud af noget. Havde hun dog bare spurgt Janne lidt mere detaljeret ud! I det samme skælvede han og udstødte en lang, klagende lyd, og hendes fingre blev klæbrige og klistrede.
Nevs åbnede øjnene, smilede til hende og kyssede hende blidt. Fra bunken rodede han et blåt halstørklæde frem og gav hende det, og hun så usikkert på ham, før hun forstod, at hun skulle tørre fingrene i det. Hans smil blev bredere, og han trak hendes hånd frem og tørrede den for hende, før han kyssede hendes fingerspidser og strøg hende over kinden. De grå øjne var mærkeligt isagtige, mens han så ind igennem hende. Hun gøs og mærkede blodet løbe til hovedet og skammede sig over sin lyst til at kysse ham på det drillende smil; på den lysebrune halvmåne i mundvigen. Så rullede han om på ryggen, lynede jeansene op og sprang ned fra bunken, ud på gulvet.
“Te?” spurgte han og rakte hende galant en hånd. Hendes fingre var stadig fugtigtklæbrige, men hvis han kunne være ligeglad, kunne hun vel også. Hun smilede tilbage så naturligt hun kunne og lagde sin hånd i hans. Han trak hende op i stående stilling, lagde armen om hendes skuldre og kyssede hende på håret.
Sally gik bag ved ham op ad den svungne trappe og følte sig lykkelig. Endelig. Hun havde fundet ham, det skulle være, og de havde allerede været igennem meget sammen. Hun havde klaret det uden at blive til grin – Nevs havde hjulpet hende og været sød. Nu vidste hun, hvad han forventede, og hun følte sig med et som en fuldbefaren elskerinde med et rigtigt sexliv. Længtes efter at lægge armene om ham og mærke hans mund igen – og måske næste gang, når de ikke lå i en åben hall; når de lå en rigtig seng, så ville hun også...
“Sæt dig bare ind, jeg laver lige en kande,” sagde Nevs og strøg hende igen over kinden. “Jeg kommer om lidt.”
Sally så ud af gavlværelset og opdagede til sin rædsel, at der var fri udsigt til det træ, hun havde stået bag. Fra den skrå vinkel så man tydeligt både hendes grønne cykel og de mange fodspor, hun havde afsat rundt om træet. Solen stod lavere nu. Hvis hun skulle nå hjem, inden det blev mørkt, skulle hun af sted så snart teen var drukket. Hverken Aimée eller hendes far anede, hvor hun var.
Nevs kom med teen, og hun vendte sig mod ham.
“Jeg så dig stå nede bag ved træet,” sagde han henkastet. “Jeg ville overraske dig, så jeg gik ned gennem kælderudgangen. Men da jeg kom ned, var du væk. Hvorfor stod du derovre?”
Han så oprigtigt spørgende på hende, mens han skænkede te i nogle ru stentøjskrus og tændte sin majspibe. Sally rødmede så voldsomt, at hun begyndte at svede. Da Nevs rakte hende piben, tog hun et par hiv og slugte røgen. Den sved hele vejen ned, og hun blev omgående svimmel og glippede med øjnene. Et øjeblik mistede hun bevidstheden om, hvor hun var og hvorfor, og så rakte han hende piben igen. Hun sugede røgen ned, og denne gang sved det næsten ikke. Luften slog sammen om hende med et lydeligt klask, og hun kunne mærke latteren boble. Nevs' mundvige krøllede også, og de kastede sig oven på hinanden og lo af fuld hals. Igen mærkede hun hans krop mod sin, men hun var ikke længere store, klodsede Sally. Hun var Silke, den smidige, alfeagtige nymfe med det hvidblonde hår og den begærlige krop.
Der blev stille i værelset, og Sally mærkede pludselig sin krop som noget meget nærværende. Jeg kan tale med min lever, hvis jeg vil, hørte hun sig selv tænke. Eller med mine knæskaller. Jeg kan føle mit blod løbe rundt. Hun lukkede øjnene et øjeblik.
Da hun vågnede, var det mørkt. Nevs sad på madrassen ved siden af hende og smilede. Han lænede sig over mod ølkassereolen og startede grammofonen, og en musik, hun ikke kendte gjorde værelset uvirkeligt. Der var guitarer og andre instrumenter i et stort rum, uendelig stort, netop et univers, og de mange lyde supplerede og afløste hinanden i en mosaik af lysegult og hvidt, blandet med krystaller.
“Pink Floyd,” hviskede Nevs, og Sally havde aldrig hørt noget så smukt og mærkeligt, og da han rakte armene ud mod hende, lod hun sig trække op på knæ og sad foran ham med ansigtet vendt mod hans. Mens højttaleren hviskede og guitaren lavede blide toner, der var høje og dybe på en gang, glemte hun alt om Rune, lod munden løbe ned over Nevs' olivenblanke bryst, stak tungen i hans navle og begravede ansigtet i hans nøgne skød. Hun smeltede sammen med Nevs og tænkte, at det var fuldstændig ligegyldigt, om han vidste hvad hun hed. Hun vidste det jo selv.

© Winnie Haarløv