Når lille Lukas spørger om du vil lege med brandbiler med ham og du siger ja, selvom du hader at lege med brandbiler og meget hellere ville lege med klodser, lære ham at røre frikadeller eller gå ned og fodre ænderne, så er dit ja utroværdigt. Det kan Lukas mærke, og formentlig bliver legen ikke så sjov for hverken dig eller Lukas som hvis du havde sagt: ”Nej, jeg har ikke lyst til at lege med brandbiler. Men hvad siger du til…” indtil I finder noget, I begge to har lyst til. Samtidig får du også lært Lukas, at han har ret til at sige ja og nej, indtil han er tilfreds.

Vi tror meget på forbilledets værdi, og derfor handler det ikke så meget om at sætte grænser for barnet som om at vise dine egne, personlige. Og hvordan du respekterer samfundets. Samfundet er en magtstruktur med skrevne og uskrevne regler, normer og værdier. Det er altafgørende for et individ at lære at begå sig i forhold til dette samfund, dvs. at lære, hvordan man viser og respekterer dets grænser. Kan man det, har man en god chance for at begå sig blandt andre uden at være undertrykker eller lade sig undertrykke.

For at lære sig selv og sine egne grænser at kende, har børn brug for vejledning, tilrettevisning, mål, værdier, ansvar og pligter i forhold til deres alder og kom­petencer. Når et individ kender og respekterer sig selv, vil det også have sunde grænser og respektere andres. Et sådant individ har gode muligheder for at opnå accept fra både andre og sig selv.

Derfor har mor og barn brug for at respektere hinandens banehalvdele. Det går ikke ud på at en af jer vinder – og heller ikke nødvendigvis, at I skal blive enige. Det er dig, der i sidste ende har magten, og det ved I begge to – men det er vigtigt, at barnet ikke føler sig forkert, blot fordi det gør noget, du ikke vil have. Det kan du undgå ved at vise barnet, at du gerne vil finde en løsning eller et kompromis, I begge to kan acceptere. Giv ikke op (det tager tid, det her!) Lad barnet mærke dine grænser gennem dit modspil – og mærk til gengæld barnets. Kun gennem at vise dine egne grænser kan du skaffe barnet den sikkerhed, det er at lære sine egne grænser at kende.

svage grænser

En mor med svage grænser er tilbøjelig til at leve sit barns liv sammen med ham og prøver at løse hans problemer. Er barnets grænser også svage, tager han imod med kyshånd, fordi det er så dejligt når mor (eller andre) overtager ansvaret. Mennesker, der er opdraget til ikke at føle sig gode nok, er tvangsomsorgsgivere. De giver meget mere, end de beder om eller tager imod, og de føler sig tit (eller synes at de bør være) ”stærke”, ”i kontrol” og i stand til løse andres problemer.

At være hjælpsom og omsorgsfuld er både socialt acceptabelt, sympatisk og kan i mange tilfælde være dejligt for én selv og nødvendigt og praktisk for andre. Men hvis det overdrives, er det hverken sundt, dejligt eller hensigtsmæssigt. En grænsesvag mor får det dårligt, hver gang barnet har et problem. Hun kan slet ikke holde fingrene fra barnets (eller andres menneskers) problemer og bliver ved at komme med forslag og tage initiativ til, hvordan problemet kan løses. Hun er fokuseret på de andres tilfredshed, bange for at såre og afvise (og at blive såret og afvist!), så hun påtager sig ansvaret for andres liv og prøver med over­styret optimisme at ændre alt det, der er galt. Hun er nemlig også temmelig kri­tisk over for andre (tit mest fordi hun er så hård ved sig selv). Hun tror, at hvis hun bare arbejder hårdt nok, trøster, elsker, støtter og beskytter nok, handler, fikser, ordner og sørger for andre – så vil de og hun selv blive lykkelige. Somme­tider maser hun så meget på, at andre afviser hende, fordi hun ”kommer for tæt på” eller ”blander sig”. Så bliver hun vred, skuffet og ked af det, for i kampen har hun jo helt fornægtet sine egne problemer og behov for kærlighed – og så bliver der ikke engang sat pris på alle hendes anstrengelser! Resultatet bliver lavt selv­værd, selvbebrejdelser, skyld og skam – og vrede over aldrig at få noget af andre. ­­­­Hun bevæger sig med andre ord konstant i Offer–Redder–Straffer trekanten.

stærke grænser

Du har sikkert mødt mennesker, som du følte holdt dig tre skridt fra livet – eller nogen, som stædigt og enøjet holdt på deres synspunkter uden at vise den mindste fleksibilitet eller lyst til at høre andres mening; og oh rædsel! at forandre ved noget. Det er hverken nemt eller hensigtsmæssigt at være så stiv i koderne. Og selvom det virker modsat, så kan du roligt regne med, at personen inde bag pigtrådshegnet lider af lavt selvværd og usikkerhed, og at de stærke grænser mere er en beskyttelse imod nærhed end en egentlig styrke.

En mor, der ved en sammenkomst f.eks. siger til sit barn: ”Leg nu lidt med fætter Vims – se, han har sådan en fin brandbil, som du ønsker dig! Nej, lad nu være med at kravle på mig – vi er her jo ikke for at du skal sidde på mors skød, vel?” er formentlig enten utryg ved barnets ønske om nærhed og tryghed (i hvert fald i andres påsyn) eller ønsker med sine egne stærke grænser at demonstrere overfor tilskuerne, hvordan hun opdrager sit drengebarn til styrke og uafhæn­gighed. I vores kultur bliver styrke tillagt stor vægt og betydning – men stærke grænser er altså ikke nødvendigvis sunde grænser.

sunde grænser

Sunde grænser kan bruges til at opdage og modstå uhensigtsmæssige, urimelige eller ødelæggende krav, som andre stiller til dig. F.eks. at du skal arbejde over hver eneste gang arbejdspladsen har brug for det. At du skal kunne lide alle. Eller at du skal stille med et velopdragent barn, et hus der er fnugfrit og en talje med omkreds som en frokosttallerken; skal have lyst til sex hver gang din partner har, eller at du skal have stjernekasterorgasmer hver gang han gør sig lidt umage. Eller at du altid skal synes at dit barn er elskeligt og at det er smadderhyggeligt, at Josefine på fem slæber fjorten af vejens unger ind en regnvejrssøndag og påstår, at hendes mor altid gerne vil lave æbleskiver.

Sunde grænser kan strækkes og blødes op, så der bliver plads til kompromis’er der ikke hverken gør dig til et offer for andres lyster eller afvisende som et pind­svin. Sunde grænser lader følelser og tanker flyde frit mellem dig og andre og tillader dig både at give og modtage, sige ja og nej som du føler du har lyst til. Når andre har et problem, som de bevidst eller ubevidst forventer at du løser, så mind dig selv om følgende:

·         Du har ikke skabt andres problemer eller følelser

·         Du hverken kan eller skal kontrollere dem

·         Du hverken kan eller skal fixe dem

Hvad mener vi da om hjælp og omsorg? Som sagt: vi mener, at Den Gode Nok Mor hjælper så lidt som muligt og så meget som nødvendigt.

opdragelse

Der er en tendens til at forbinde ordet ”opdragelse” med magt, dominans og det at bestemme. I nyere tid har det næsten været et fy-ord, når talen faldt på børn. I 70’erne frie, såkaldt kreative skole hang børnene i lamperne og klatrede rundt på klaveret, hvis det dét, de havde lyst til. Lærerne var ikke bare sanktionsløse, men blev nærmest udskammet (både af kolleger og mange forældre), hvis de skældte ud eller tilnærmede disciplin i undervisningen. Forældre og lærere var rådvilde overfor begrebet ”opdragelse” og lod faktisk børnene i stikken, fordi de ikke turde påtage sig ansvaret for at beslutte, hvad den skulle bestå af. Måske af frygt for at blive misbilliget af de andre lærere og de andre forældre, der var hip, in og hvad det ellers hed dengang.

Vi mener ikke, at opdragelse handler om at dominere sit barn til at gøre dit og dat. Vi mener, at det drejer sig om at turde være leder for sit barn, dvs. at påtage sig ansvaret for at gøre et helt menneske ud af Oscar eller Louise og vise barnet, hvordan det kan gebærde sig i verden og tage hensyn til både sig selv og sine omgivelser. Opdragelse handler i vores øjne om at tage sit ansvar som forælder seriøst: at turde være en autoritet, at turde gå i front, at turde tage ansvar – både for sig selv og for barnet på områder, hvor barnet har brug for det. At turde overtage, når barnet ikke har kompetencen til at tage ansvaret selv (f.eks. i trafikken, uhensigtsmæssige handlinger som drillerier, voldsomme følelsesudbrud osv.) Den voksne viser sit lederskab ved at turde stå ved sig selv og samtidig være åben overfor andre holdninger.

I sidste ende handler opdragelse for os om, at man som voksen tør drage barnet med op i den voksne verden, hvor man selv er ansvarlig for sit liv og sine handlinger. Vi mener, at man bedst gør det ved at leve efter de værdier, som man selv finder meningsfulde og opfordre barnet til at finde sine. Med andre ord: ved at være et forbillede – ikke et idol. Ved at være det, man selv mener er et ordentligt menneske.

Læs også om bl.a.:

• Det perfekte ved at begå fejl

• Kaos og forandring

• Forandringens paradoks

• Videnskabeliggørelsen af livet

• Det gennemsigtige samfund

• Præstationernes manege

• Vilkår og valg

• Den gode nok mors kompetencer

• Kærlighed, kreativitet og kontrol

• 2-i-1 modellen

• Dine indre personlighedsdele

• Gode og grimme følelser

• Hvorfor vil vi så gerne have kontrol?

• Selvværd og selvtillid

• Livsmanuskriptet

• Ansvarsstigen

• Klar kommunikation med dine børn og omverden

• De destruktive myter

• Find dine egne værdier
  
  - og meget mere.

© Winnie Haarløv & Emilia van Hauen