førstehjælp til knuste hjerter (uddrag)

Denne bog er til dig, som har kærestesorg. Hvadenten du er forladt, fortvivlet, ulykkeligt forelsket eller”bare” frustreret over kærlighedens vildveje i dit liv, så har du måske brug for at få indsigt i din situation og i dig selv og få et venligt skub til at ændre på det, der kan forbedre den. Derfor er bogen en brugsbog.

Du skal ikke forvente store, dybdepsykologiske redegørelser for kærlighedens væsen her. De bøger er allerede skrevet og er vældig gode at få forstand af – og måske er det heller ikke dét, du har mest brug for, mens du sidder med dit knuste hjerte i hånden og spekulerer på, hvorfor det nu gik galt igen.

Udk. 8. august 2007 på forlaget Pretty Ink'

Vejl. pris: kr. 199,-

 

Din krop, dit sind og dine følelser besidder en vældig visdom om, hvad der skal til for at hele dig. Bogen henvender sig til alle tre planer uden at postulere at vide, hvad du har brug for. Det ved du selv – men det kan godt være, at du ikke ved, at du ved det!

Derfor er bogen er opbygget, så den ligner en helingsproces efter et brud. De kan læses ud i ét stræk, hvis du altså orker at læse198 sider i din nuværende situation – eller du kan lade dig inspirere og bruge bogen som opslagsbog. Sniffe rundt, betragte de forskellige overskrifter som små artikler og nøjes med at læse dem, du har brug for lige nu. Døjer du med f. eks. hævn- og jalousifølelser, kan du slå op i indholdsfortegnelsen eller registeret under de to overskrifter. Sidst i bogen er der en række konkrete redskaber, som du kan tage hul på når og hvis du får lyst og energi.

om at miste

Når vi mister noget vi holder af eller nogen vi elsker, så er det et tab. Uanset hvordan tabet sker, er det en adskillelse, som er smertefuld. Et tab er et tab, uanset hvordan det opstår og hvad det gælder. Forskellene ligger i
a) intensiteten af dine følelser for den, du har mistet og
b) i den tid det tager dig at hele dig selv efter tabet.
Jo mere intense dine følelser for det tabte er, jo mere intense vil dine følelser i helingsprocessen være – og jo længere tid vil processen tage.

Mister du f. eks. et smykke du er glad for, kan processen vare alt mellem minutter og dage. Mister du et kæledyr, kan den udmærket vare betydeligt længere – og mister du en elsket person, kan det tage årevis. Der er ingen absolutte svar, for alt afhænger af intensiteten i dine følelser for det, du har mistet. Din kærestesorg er DIN, og selv om den sikkert ligner andres på mange måder, er den alligevel unik, fordi den er din helt alene. Det er en af grundene til, at ingen kan sige de forløsende ord, som fjerner smerten fra dig.

vejen er at gå vejen

Professionelt møder jeg tit den tunge kærestesorg. I min konsultation kommer der både par og enlige, der har problemer med kærligheden, og de spørger mig typisk:”Hvad skal jeg / vi gøre?” og jeg svarer typisk: ”Det ved jeg ikke. Men lad os prøve at finde ud af det.” Min urokkelige overbevisning er, at vejen er at gå vejen. At sorgen og de voldsomme følelser skal gennemleves, ikke fortrænges eller springes over. Det er en proces, der tager sin tid.

Men selvom jeg ikke tror på ’quick fixes’, så har erfaringen alligevel vist, at der er mange ting, der kan lindre. Sammen har mine klienter og jeg fundet på mange opgaver, som har vist sig brugbare og som har hjulpet igennem de sværeste perioder. Med mine klienters tilladelse gengiver jeg relevante brudstykker af deres historier, ligesom jeg indimellem fortæller fra mit eget liv, hvor jeg synes, det er relevant.

  • Den dårlige nyhed er, at der jo ingen generelle svar er. Det, der er rigtigt for nogle, kan være helt forkert for dig. Det eneste generelle er, at kærestesorg er hårdt arbejde.

  • Den gode nyhed er, at du rummer både dine egne svar og nogle ressourcer, du ikke anede at du havde. Og det er dét, denne bog kan støtte dig i at arbejde med. Som kærestesorgramt kan det være svært at finde hoved og hale i noget, og så vil du måske finde bogen nyttig. For måske kan du genkende noget, lære noget, eller få inspiration til at forandre noget, der kan hjælpe dig.

andres erfaringer

Bogen har mange historier fra virkeligheden, som jeg har fået lov at bruge af klienter, venner og familie. Jeg har medtaget dem, fordi de både er individuelle og universelle, og fordi de illustrerer en pointe på det pågældende sted i bogen på en gribende og præcis måde. Fortællingerne er på nær én fortalt af kvinder. Jeg har også haft mange mandlige klienter med hjertesorg, men kun én ville lade mig gengive sin historie.

hvad skal jeg gøre?

Når man er i dyb smerte, får man en naturlig trang til at GØRE noget. At handle sig ud af det, at finde et mirakelmiddel, udføre noget virkelig svært eller farligt – hvad som helst, bare smerten vil holde op. Men det er menneskets vilkår at kunne mærke følelsesmæssig smerte og kærlighed. Og det værste vi ved er tomrummet: der, hvor vi sidder passivt og alene med smerten i bevidst­heden om, at intet og ingen kan fjerne den. Det er et svært sted at være.

Som de effektive nutidsmennesker vi er, har vi distanceret os fra disse dybe, svære følelser. Vi er vant til, at der findes et remedie til enhver skavank; en handling, noget, der kan trøste og lindre. Vi er vokset op i institutioner, hvor vi ikke fik tid til at kede os: dagen var programsat, og der var altid en professionel voksen, der kunne trøste eller finde på noget. Mange forældre ser det som deres fornemste pligt at fjerne enhver sten på barnets vej og holde smerte, vrede, frygt og sorg fra døren. I velfærdssamfundet har vi alle tag over hovedet, tøj på kroppen og adgang til mad og stimulanser døgnet rundt. Fjernsynet kører 24-7 med hundredevis af kanaler, og der er mange gratistilbud at fylde tiden ud med (museer, biblioteker, by-arrangementer) osv. Vi lever i en verden med fart på og total kommunikation: internet, mail, mobil. Det rum, hvor vi er alene med de svære følelser, er skrumpet ind til et minimum.

Og når man aldrig har lært at forholde sig til de svære følelser, kan det være et chok at opleve en kærestesorg. Dens voldsomhed kan slå os helt omkuld, og vi aner ikke, hvad vi skal stille op, når sorgen rammer. Vi søger efter noget, vi kan gøre – noget, der kan få smerten til at gå væk. Hurtigt og effektivt. Men når det gælder følelser, findes der hverken udveje, genveje, smutveje eller de førnævnte ’quick fixes’.

redskaber, værktøjer, øvelser

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige at du ville få det bedre af at købe dig en trapez, hænge den op i lysekronen og hænge med hovedet ned af mens du sang ”Åh Abe” tre gange om dagen. Men det ville være absurd. Lige så absurd som at sige, at der er ganske bestemte ”redskaber” der hjælper på netop din kærestesorg. Noget i denne bog vil appellere til dig, andet overhovedet ikke. Betragt forslagene som muligheder og gør dig selv den tjeneste også at prøve nogle af dem af, der ikke tiltrækker dig i første omgang. For du kan jo først vide om de virker, når du har prøvet dem, ikke?

Læs afsnittet om redskaber, når du orker tanken om at gøre noget. Hvis du er i panikfasen, er det måske ikke det, du har brug for – men igen, vi er alle forskellige. Løb afsnittet igennem, hvis du er nysgerrig. Eller vent, til du måske bliver det.

Læs forfatterbiografi på Forfatternet.dk

 

til top