Lektørudtalelse

 

Dig og Mig: en brugsbog om parforhold henvender sig til alle par, der ønsker at genfinde nærheden og kærligheden.

Beskrivelse

Forfatteren er uddannelt gestaltterapeut og coach og holder foredrag og workshops om kommunikation og konflikthåndtering. Disse emner fylder også meget i bogen. Dig og Mig handler om, hvad der ofte går galt i parforhold, hvad man selv kan gøre, og hvad man kan gøre sammen. Ved hjælp af bogens øvelser og tests lærer du dig selv og din partner bedre at kende. Herefter ligger tricket i at anerkende hinandens forskelle og hele tiden kommunikere åbent. Sproget er lettilgængeligt og der er gode referencer til yderligere læsning.

Sammenligning

Der findes diverse bøger om at forbedre parforholdet. En force ved Dig og Mig er de gode tests og øvelser, der lægger op til refleksion og samtale.

Samlet konklusion

Dig & Mig er en rigtig god bog om, hvordan alle ændringer starter med dig selv. De forskellige tests og øvelser giver viden om dig selv og din partner og viser jeres forskelle. Der gives så bud på, hvordan man lever med disse forskelle. Bogens eksempler på samlivshistorier er let genkendelige. Alt i alt en ganske brugbar bog til par, der ønsker at arbejde på forholdet.


Lektør: Katja Larsen