Spørgsmålene er typiske. Men jeg kan ikke svare på dem, for jeg kender ikke fremtiden. Jeg ser fremtiden som en dynamisk, ikke–fastlagt størrelse, som vi hver især har en del indflydelse på, alt efter hvilke beslutninger vi træffer og hvilke ressourcer, vi vælger sætter i spil. Det er indsigt om de valg, som tarotbillederne kan hente frem hos min klient.

Fup eller magi?

Alle kan lære at lægge og tyde tarotkort. Og hvis kortene overhovedet har et magisk aspekt, er det de kraftfulde symboler, som vrimler frem i deres smukke, tidløse billedmotiver. De kan tolkes som f. eks. arketyper, situationer, egenskaber, værdier eller følelser – dvs. at de taler til flere lag i enhver, der er åben for at udforske egen bevidsthed og underbevidsthed. Med indsigt i symbolikken og almin­delig intuition kræver det kun øvelse og kendskab til teorien at bruge kortene, og selvom der ikke er nagelfaste fortolkninger af hvert kort, er der mange grundlæggende retningslinier, som den uerfarne kortlæser kan støtte sig til. Som garvet it–bruger tænkte jeg da også straks, at mekanikken i et kortoplæg måtte kunne sammenlignes med at køre registeroplys­ninger sammen i en database for at finde mønsteret, meningen eller trenden i disse oplysninger. Samtidig med, at tankegangen egentlig var både logisk og rigtig nok, var den også helt forkert – for den forudsætter, at alle kortenes billeder videregiver helt faste informationer og værdier, der kunne tages for pålydende. Sådan er det ikke. Lad dig derfor ikke narre til at anskaffe tarotprogrammer til din pc osv. Dét er rent fup!

Gang i psykodynamikken

Tarotkort kan sætte gang i både spørgerens projektioner og psykodynamik. De arketypiske billeder og symboler aktiverer følelser, viden og svar, der ligger dybt i hendes ubevidste og når ned til det, hun ikke anede, at hun vidste. Kommer f.eks. Kejserkortet frem (der udstråler magt, autoritet og struktur) sig, kan det være, at spørgeren udøver for meget eller for lidt kontrol. Både Kejserens plads i oplægget, de omliggende kort, spørgsmålets natur, spørgerens tilbagemelding og tarotlæserens egen intuition vil medvirke til at afgøre, hvilket aspekt der er relevant.

Her vil skeptikeren råbe: ”Ha! På den måde kan man jo få alting til at passe!” Ja – fuldstændig lige som i en skobutik, hvor man bliver ved at prøve sko, til man finder det helt rigtige par. At arbejde med tarot er ikke clairvoyance. Det gælder ikke om på at bevise noget overnaturligt eller at overbringe uventede budskaber, men at støtte spørgerens opdagelser af sit under– eller ubevidste. Og kun spørgeren ved, hvad der er relevant. Tarotlæseren kan hjælpe med at opdage og forløse det relevante.

Skytsengle eller ej

Jeg siger selv, at ”kortene fortæller” – men de ”kan” jo ingenting, ligesom jeg ikke hverken ser auraer eller kan bøje skeer med tankens kraft. Man behøver ikke være spirituel for at arbejde med tarotkort, men det er lidt ligesom med godt humør: det er ikke nødvendigt, men det hjælper! Personligt arbejder jeg oftest sammen med min skytsengel, når jeg tyder kort – også, når jeg sidder overfor en spørger, der ikke har noget forhold til det åndelige. Der, hvor kortbillederne ikke umiddelbart giver mening eller kalder associationer frem hos spørgeren, konsulterer jeg så min skytsånd. Han ved fra spørgerens vejledere, hvad der er relevant for hende og fortæller det til mig. Alt, hvad hun ”får at vide” kommer altså fra hende selv. Jeg er bare en slags nyhedsoplæser, og kortene er jo egentlig kun papstykker med billeder på. Jeg er overbevist om, at alle har en skytsengel og et antal åndelige vejledere – men bare fordi min spørger ikke tror på skytsengle, holder hendes skytsengel jo ikke op med at tro på hende!

Intuition er medfødt

Intuition er evnen til at erkende uden hjælp af logik og viden – den lille, spinkle stemme, der sommetider taler i dig. Måske hører du den, måske ”ved” du bare pludselig, at den har talt. Resultatet kan være en indskydelse, et billede, der bliver hængende; en ide, en melodistump, glimt af indsigt eller pludselig oplevelse af sammenhæng. ”Det er bare fantasi!” vil skeptikeren straks indvende. Og ja, det kan da godt være. Men hvordan måler man, om noget er fantasi eller intuition? Og hvorfor ”tror” vi på fantasien og ikke på intuitionen? Hvordan kan vi helt præcis afgøre forskellen? Psykologen C. G. Jung anerkendte intuitionen som en psykologisk erkendelsesform på linje med alle andre typer af erkendelse. Det gør jeg også.

Divination og synkronicitet

Når information, der ikke er umiddelbart tilgængelig bliver bragt op i bevidstheden, er der sket en divination, og vi får en indsigt. Vi forstår ikke altid, hvor den kommer fra, og som postmoderne individer insisterer vi jo på at ville forstå og forklare alting. Mange af os har det svært med tanken om, at der kan være ting, vi ikke kan vide, bevise eller fatte. Måske fordi det falder os unaturligt at tro på, at noget er større end os. Men hvis man (som jeg) tror på at alting er forbundet med hinanden og er en del af samme energi, så er det indlysende, at alting har liv og kan meddele sig indbyrdes. Det er også indlysende, at det Højere Selv, Gud eller hvad man nu ønsker at kalde det, kan tale til den enkelte. Enten direkte, via tarotkort, intuition, drømme eller noget andet. Hvis man accepterer hypotesen om, at alting har liv og sjæl, bliver det også muligt at tro på, at ens bil kan bryde sammen for at forhindre, at man bliver kørt over af den brandbil, der to sekunder efter kommer susende om hjørnet (men så er vi derude, hvor folk begynder at ryste på hovedet!)

Jeg lagde tarotkort i næsten ti år, inden jeg for alvor kunne acceptere begrebet synkronicitet, der ifølge Jung er ”den samtidige forekomst af to betydningsfulde, men ikke kausalt forbundne begivenheder”. Altså: to hændelser, der indtræffer samtidig eller i forlængelse af hinanden uden at være indbyrdes forbundne. Eksempel: du tænker på en gammel kæreste, du ikke har set i årevis – og løber på ham eller hende dagen eller ugen efter. Eller telefonbogen falder på gulvet og åbner sig på netop det nummer, du mangler. Tilfældigt? Ja, måske. Men hvordan ved vi det? Vi ved ingenting. Sandsynligheden for synkronicitet er lige så stor som sandsynligheden for rent tilfælde.

Jamen, kan tarotkort da spå?

Fremtiden eksisterer ikke – det eneste, der eksisterer, er dette øjeblik. I nu’et kan man tage mange forskellige veje, der kan lede til lige så mange forskellige resultater. Jeg mener, at man selv påvirker alting ved hvert eneste lille valg man træffer (eller ikke træffer!), bevidst eller ubevidst. Fremtiden formes også af faktorer, vi ikke kan påvirke: vejret, tidens gang, andres valg osv. – så tilfældet, synkroniciteten og vores egne valg skaber i et eller andet mix enhver situation, vi befinder os i, og kun vi selv kan ændre den. Tarotoplægget afspejler spørgerens tanker, følelser og forventninger og peger på, hvad et muligt udfald af dette handlemønster kan blive. Samtidig trækkes alternativerne frem, og på den måde uddybes hendes beslutnings– og handlegrundlag. Oplægget formidler altså, hvordan resultatet af det igangværende kan blive (og det ved spørgeren intuitivt) – men det for­tæller ikke, hvordan det vil blive. Hun bestemmer jo noget, men ikke alt, og derfor kan et kortoplæg ikke gætte lottotal eller forudsige datoer, tids­punkter eller steder, mens de er fantastiske til at vise sammenhængen mellem begivenheder. Svaret på spørgsmålet: “Hvornår bliver jeg gift?” kan ikke læses i kortene – men spørgeren vil sandsynligvis kunne få indsigt i, hvad hun kan ændre, gøre eller fjerne for at ønsket vil gå i opfyldelse.

Tilbage til spørgeren

”Der er jo egentlig ikke så meget nyt i det, der kom frem – det er, som om jeg godt vidste det i forvejen. Men nu ved jeg det bare lidt mere,” siger hun efter en times tid, hvor hun har grædt, grint og reflekteret, mærket sine følelser og fået præcise indsigter. Jeg er tilfreds. For mig er en god tarotsession netop en, hvor spørgeren siger sådan. For hun er den eneste, der ved, hvad hun har brug for og hvad der er rigtigt for hende at gøre. Da hun rejser sig og går, er hun rolig og afklaret. ”Jeg kan godt se, hvordan jeg saboterer mine egne parforhold,” siger hun. ”Og jeg er også blevet klar over, hvordan jeg kan ændre mig i jobsamtalen. Det vil jeg gøre noget ved!” Hun smiler. Hendes energi lyser om hende. Hendes duft hænger i stuen, mens jeg pakker mine kort ind i det blå klæde og puster lyset ud. 

Vil du vide mere om arketyper, så læs f.eks.:

•  Jung, C. G: Psykologiske typer. Udg. af Lars Bo Bojesen. Gyldendal, 1994

•  Estés, Clarissa Pinkola: Kvinder som løber med ulve. L&R, 1997

•  Skogemann, Pia: Arketyper: psykologiske mønstre i et nyt verdensbillede. L&R, 1986