|
Efter en lang og dejlig dag på den
kilometerlange, hvide sandstrand i Nordsjælland ville familien hjem. Men
bilnøglen var borte! Mens solen sank, spænede alle frem og tilbage på de steder,
hvor vi havde spillet bold, bygget sandslotte, løbet omkap, samlet konkylier og
hentet is. Intet resultat. Stranden var 30 m bred og dagen igennem havde jeg vel
bevæget mig rundt på et areal på 30 x 100 m. Hvordan skulle jeg finde en lille
bilnøgle i 300 m2 sand?
Familien pakkede sammen og gik for at spørge til bustider i
iskiosken. Jeg var nærmest på grådens rand, for jeg skulle bruge bilen næste
morgen, så det var svært at forlade stranden. Pludselig kom tre hvidklædte
kvinder imod mig i tusmørket. Jeg løb dem i møde, men stoppede lige før jeg
nåede dem – for selvfølgelig kunne de ikke have set min lillebitte bilnøgle på
den store strand! Og netop dér stødte min tå på noget hårdt i sandet. Det var
min nøgle.
De fleste mennesker har oplevet, at
tilsyneladende tilfældige hændelser synes at give mening, som om de var
forbundne eller meningsfulde – som om der var en plan med dem. Men hvad er
planen? Er alting tilfældigt, eller er ingenting tilfældigt?
Ordet tilfælde betyder ”noget, der sker
uden at vi ved hvorfor” – dvs. at årsagen til den begivenhed der indtræffer er
ukendt. Alligevel tillægger vi tit ”tilfældet” en slags vilje: ”Tilfældet
ville…” Eller ”Tilfældigheder gjorde, at…” Måske ubevidst ser vi dermed selve
tilfældet som årsag til, at noget skete. F.eks. hævdede nobelpristageren i
medicin i 1965 Jacques Monod, at mennesket skabtes ved et tilfælde – og dermed
ophøjede han faktisk tilfældet til et skabende princip gennem en ukendt kraft.
Synkronicitet: meningsfulde tilfældigheder
-
Du tænker for første gang i årevis på den
gamle veninde, du mistede kontakten med efter eksamen. Så ringer telefonen, og
en af dine gamle skolekammerater inviterer dig til gensynsfest.
-
Du drømmer om din banrdoms søde nabokone,
som tit bagte småkager og gav dig en håndfuld. Da du åbner morgenavisen, ser
du hendes navn i annoncen for guldbryllupper.
-
Du skal til Århus med morgenflyet – og da
clockradioen vækker dig, er det med melodien ”Hjem til Århus.”
Begrebet synkronicitet lanceret af den
schweiziske psykiater Carl Gustav Jung (1875 – 1961). Han definerer det som
akausale hændelser – to tilsyneladende helt tilfældige og indbyrdes uafhængige
begivenheder, der tilsammen danner en meningsfuld sammenhæng. Det var hans egne
oplevelser, som fik ham til at tro på meningsfulde tilfældigheder. Han så
synkroniciteten som en naturlig tilstand ved vores bevidsthed og mente, at
menneskets behov for styring og kontrol forhindrer den – at hvis vi i stedet
handlede intuitivt, ville synkroniciteten kunne udfolde sig frit og
materialisere den usynlige struktur i universet. Modsat mange andre, der
beskæftiger sig med begrebet, omfatter Jungs definition kun begivenheder hvor
den ene er en indre og den anden en ydre begivenhed (som de to første eksempler
ovenfor). I hans definition kræves heller ikke samtidighed, og derfor anerkender
han også drømme, forudanelser eller ”varsler” som den indre del af et synkront
sammenfald. Med tiden er synkronicitetsbegrebet udvidet til at omfatte alle
meningsfulde tilfældigheder.
Bevidsthedsniveauerne og universets åbne
kanaler
Jung var stærkt inspireret af I Ching, et
oldgammelt bogværk i kinesisk spådomskunst. Man rådspørger I Ching ved at kaste
mønter på en bestemt måde, og via det mønster de falder i, ledes man til bogens
relevante tekst via et akausalt eller synkront princip. Det er det samme, der
gør sig gældende ved tarotkort. Jung mente, at det sker via vores
underbevidsthed, der er opdelt i niveauer: Det personligt ubevidste, som
indeholder individets egne fortrængninger, erindringer og ønsker – og det
kollektive ubevidste, som stammer fra menneskets biologiske oprindelse og
udvikling, og som derfor er fælles for menneskeheden. På det kollektive niveau
er psyken ikke begrænset af individets egne forestillinger, og derfor er dette
niveau af personligheden modtageligt for påvirkninger fra alle universets
kanaler. I Jungs univers eksisterer mennesket således i et net af relationer,
som ligger uden for tid, rum og årsagssammenhæng, og som konstant danner mønstre
på tværs af det hele. Disse mønstre ser han som synkrone fænomener, og når de
viser sig, kan det være fordi der er sammenfald mellem bevidsthedens og det
kollektivt ubevidstes behov for forandring eller bevægelse.
Inspiration, intuition, fantasi eller
fornemmelse
Inspiration er evnen til at lade sig
påvirke af impulser, tanker eller begreber, som kan være synlige og konkrete,
men også kan komme ”ud af det blå.” I åndsvidenskabelig forstand er intuition
evnen til at erkende uden hjælp af logik og viden, dvs. spontan indsigt i den
større (guddommelige) helhed bag livets udfoldelse på Jorden. At være i kontakt
med sig selv betyder ikke kun at kunne mærke sine følelser. Det betyder også at
kunne lytte og handle ifølge sin intuition. De fleste kender mennesker, der har
”fornemmelse” for et eller andet og på næsten magisk vis er i stand til at gøre
det rigtige på det rigtige tidspunkt – f.eks. handle aktier, søsætte trends
eller bryde op og gå videre før de ville være blevet tvunget til det. Det kan
virke, som om de handler ud fra en større, langsigtet overordnet plan og kan
forudse, hvad der vil ske. Mange har svært ved at anerkende intuitionen som en
sans – men ingen sætter spørgsmålstegn ved fantasien. Hvad er forskellen? Og er
det egentlig vigtigt?
Jung anerkendte også intuitionen som en
selvstændig psykologisk erkendelsesform, der er lige så sand og legitim som alle
andre typer af erkendelse, men den må ikke forveksles med instinktiv telepati
(evnen til spontant at mærke, hvad der sker i et andet menneske). Denne type
indføling kan godt være forkert, men det er intuitionen ikke. Igennem det
seneste årti er forståelsen og interessen for det alternative, nuet,
intuitionen, tarotkort osv. vokset støt og roligt. Se bare på de alternative
helsemesser, der afholdes jævnligt – og på det antal bøger om reinkarnation,
væren og nærvær, der rives ned af hylderne.
Små, praktiske mirakler
Synkronicitet kan man efter smag og
temperament kalde små mirakler eller bare tegn på, at vi er på rette spor. I
Indien er troen på mirakler helt naturlig, og man reklamerer for dem på samme
måde som for saftevand og bildæk. En indisk mirakelmager (ja, det er et
respekteret erhverv!) reklamerede med, at ”mirakler er en naturlig del af
universet. Når du ikke oplever dem, er det enten fordi du ikke ser dem, eller
fordi der er noget galt i dit liv.” Synkrone hændelser kan ses som tegn fra
universet på, at vi er på rette spor i vores liv. De synkronistiske begivenheder
og tegn er omkring os hele tiden, men tit ser vi dem ikke, fordi vi ”ikke kan få
os selv til at tro på dem.” Vi benægter dem, fordi vi ikke kan forklare dem. Og
egentlig kan man jo undre sig over, at vi har så svært ved at acceptere de små
mirakler, som de er – for faktisk bekender vi os som danskere til en tro, hvori
hovedpersonen gik rundt på vandet, gav de døde liv og lavede vin af vand. Der er
nok ingen tvivl om, at en større åbenhed og accept af det uforklarlige kunne
berige os på mange, mange måder.
Se tegnene
Vågner du 30 sekunder før vækkeuret ringer?
Oplever du, at du ud af det blå kommer i tanker om noget, du så lige netop kan
nå at gøre, inden det er for sent? Oplever du, at det du skal bruge (et
telefonnummer, en bog, en bestemt farve strømper) pludselig bare er der – lige
foran næsen af dig? Bliver der en p–plads ledig, netop som du har givet op?
Der er masser af tegn på synkronicitet i
din dagligdag. Og for nu at blive ved dén med p–pladserne: Næste gang du er i
bil på vej et sted hen, hvor du ved at det er småt med parkeringen, så prøv at
sige til dig selv: ”Der er en p–plads. Det behøver jeg slet ikke at bekymre mig
om.” Og voíla. Tankens skabende kraft kan gøre det muligt for dig at parkere
lige ude foran – men du skal tro på det! |
