”På vej til en gymnasietime oplever jeg pludselig en glasklokke glide ned over mig. Lyde og alt andet bliver forvrænget gennem klokken. Jeg kan ikke flytte kroppen og sætter mig på en bænk, mens følelser og tanker galopperer og hvirvler rundt i mig, og jeg er totalt handlingslammet. Mit bryst snører sig sammen, og jeg er helt blokeret. Alt i mit system råber ”Nej, stop, jeg vil ikke!”

– Det var mit første angstanfald, og min krop husker det stadig – også nu, fortæller Tine, 36–årig mor til to. – Jeg var lige begyndt i 2. g, klarede mig fint, kunne lide skolen og havde gode kammerater. Men gennem noget tid havde jeg havde jeg mærket en voksende følelse af modstand, af at være ved siden af mig selv. Jeg, der ellers var ambitiøs og nygerrig, mærkede en grå dyne af træghed og apati sænke sig over mig og veksle med et galopperende overtryk, som jeg hverken kunne omsætte eller styre.

Oplevelsen var tilpas voldsom til at den 17–årige Tine forstod, at noget ikke var som det skulle være. Hun blev hjemme fra skole et par dage, men tanken om, at hun måske ikke kunne gå derover mere, øgede bare panikken.

– Jeg fik flere oplevelser af det galopperende og samtidigt tunge, og på trods af omgivelsernes omsorg følte jeg mig utrolig ensom fordi jeg ikke kunne forklare præcis hvad der foregik. ”Bare tag den med ro”, sagde mine forældre og lærere, men de kunne ligeså godt have sagt: gå på vandet. Det blev hurtigt ubærligt. Ved efterårsferien kom jeg til psykiater, men det eneste jeg orkede var at sige, at jeg ikke ville have medicin. Hvor de kræfter kom fra, ved jeg ikke – men sådan blev det.

Jeg begyndte at gå til samtaler hos en psykolog, hvor jeg blev støttet i at mærke efter hvad jeg følte og forholde mig til det, men oplevelsen af at gå fra at være ambitiøs og målrettet til ikke rigtig at have nogen retning var virkelig svær for mig. Jeg følte mig helt uden for sammenhæng og hverdag.

himlen ned på jorden

– Jeg er evigt taknemmelig for at en klassekammerat gav mig et bånd med Lis Sørensens plade Himlen ned på Jorden. Musikken blev en vigtig nøgle, for når jeg oplevede de voldsomme, indre storme hørte jeg båndet i loop, og så fik jeg fik kontakt med noget ro indeni. Jeg oplevede instinktivt, at en del af mig ikke var i storm. Båndet blev en slags mantra – en måde at være i det, der var så ubehageligt. Det hjalp faktisk ikke at snakke om det med forældre og andre – det hjalp at høre musikken. Det var ren overlevelse. Jeg kæmpede for mit liv, og det var voldsomt forfærdeligt.

Efter noget tid forstod Tine instinktivt, at det var godt at bruge kroppen. Hun skovlede møg på en rideskole og sad enten på en hest eller en cykel, for dér kunne hun rumme det, der skete indeni uanset om det var trist, voldsomt eller forfærdeligt.

den rå sandhed

– Så havde jeg en meget markant drøm, fortæller Tine. – Jeg så en kæmpemæssig, rød murstensmur, der eksploderede i tusind stumper og forsvandt i en paddehattesky. Jeg forstod, at muren var min verden, og at ødelæggelsen var altomfattende. Da jeg vågnede mærkede jeg undren og en klar genkendelse. Jeg kunne virkelig forholde mig til billedet og min oplevelse af, hvor altødelæggende angsten var. Der var intet tilbage af mig selv om bygningsværk. Det var faktisk en lettelse, fordi det viste mig den nøgne sandhed: ”det er sådan her det er.” På trods af min indre kaos blev jeg opmærksom på, at jeg også havde nogle ressourcer. Jeg begyndte at skrive dagbog på en gammel rejseskrivemaskine. Samtidig passede jeg mit terapiforløb i et halvt års tid og sluttede fordi psyologen skulle flytte, siger Tine.

heste, ro og struktur

– De daglige besøg på rideskolen gav mig struktur i hverdagen og en klar oplevelse af, at det ikke var farligt at have det som jeg havde det. Hestene gik jo ikke panik bare fordi jeg var i panik! Sammen med dem kunne jeg øve mig i at have ro med at have det skidt. En aften i ridehuset sidder jeg på en gul nordbagge, der sætter i fuld galop – en ukontrollerbar centrifugalkraft. Men instruktøren kommunikerer roligt til hesten, at den også skal være rolig. Det blev et billede på, at jeg mødte min proces: jeg var i det voldsomme, som jeg ikke kunne styre, og jeg forstod at jeg kunne være i min panik og alligevel overleve. Min mor satte mig i gang med et job som piccoline, og så længe jeg også brugte min fysik, kunne jeg passe jobbet med at sætte ting i orden og arkivere journaler – igen et billede på mig selv! Bedringen kom langsomt i en bølgebevægelse, hvor udsvingene gradvist blev mindre voldsomme, og i løbet af sommeren begyndte jeg langsomt at acceptere at jeg ikke skulle tilbage til skolen. I de næste seks måneder opdagede jeg, at jeg indimellem kunne have lyst til noget. Det var dejligt, for jeg havde så længe levet med, at alt hvad der før havde givet mig glæde var væk, fortæller Tine.

overlever af en katastrofe

De mange timer med cyklen gav Time lyst til at gå i lære som cykelmekaniker. Hun opsøgte de store cykelforretninger og skaffede sig en læreplads. Det blev for alvor et vendepunkt.

– Jeg forstod, at jeg havde bakket mig selv op – valgt at følge min glæde og gå efter noget decideret lystpræget. Det gav en kæmpeenergi, der bølgede indeni, men det var en glæde og ikke angst. Jeg cyklede hen til byens lille kirke, som lå på en bakketop, løb op og stillede mig ved siden af kirken med armene op mod himlen. Det var en triumf – en følelse af at alt det, der havde været svært endelig havde fået et udtryk. Det var min første følelse af, at jeg ikke var blevet slået, men styrket. Jeg var overlever af en katastrofe.

angsten blev en spirituel læremester

I dag ser Tine sit angstforløb som en gave. Hun smiler: – Det var ikke en gave, jeg ønskede mig, men den var nødvendig. Jeg fik lov at se både min styrke og min sårbarhed. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg havde lært, men angsten lærte mig at sige JA og også at sige NEJ når noget er ubærligt – og det er det fundament, som jeg står på i dag. Nu, 20 år senere, er jeg i fuld gang med at give tilbage til verden, hvad jeg fik af livet – nemlig oplevelsen af, at selv når jeg havde det allerværst blev der taget hånd om mig. Nogen eller noget har villet mig det godt. Nogen gange vil livet noget med os som vi ikke selv ved at vi skal – jeg føler, at havet vidste, hvor jeg skulle hen, mens jeg sejlede på må og få uden årer. Det har givet mig respekt for livets indre visdom. Livet handler om timing, og mit sammenbrud blev også en gennembrud. Det viste mig at jeg var alt for funderet i de ydre ting. Angsten inviterede mig til gå ind i mig selv og møde en form for indre vejledning eller intuition, som jeg kalder mit indre kompas. Det betyder ikke, at jeg bare flyder med. Det er snarere en klar fornemmelse af hvordan vinden blæser og hvad den vil mig. Jeg mærker, at svarene er der, men ikke altid når jeg synes de skal være der! Jeg forstår at jeg må være villig til at anerkende det, jeg mærker – at tiden sommetider bare ikke er moden. Det er en meget udfordrende proces.

F.eks. har jeg altid opfattet mig selv som en intellektuel person, men jeg har måttet acceptere at min intellekt nærmest har været på pause i ti år og har måttet styrke noget andet imens. Hvis jeg kun er orienteret i verden ud fra mit intellekt er jeg ikke afbalanceret. Overordnet skal mine fire aspekter: det følelsesmæssige, kroppen, intellektet og spiritualiteten afbalanceres, selvom jeg godt kan koncentere mig om ét af dem i perioder. Hvor min måde at leve på før var meget rationel og effektiv, ser jeg i dag helheden som meget vigtig. Jeg føler ydmyghed, for det jeg har erfaret med min angst har vist sig at være uendelig værdifuldt for mig. Livets proces kan være fuld af kærlighed selvom den gør ondt, og den lærdom er jeg taknemmelig for, slutter Tine. 

©Winnie Haarløv