– Jeg har ikke været til tandlægen i syv år, siger Annegrethe og smiler forlegent. Tænderne ser nu ellers fine og hvide ud på den 34–årige, velplejede kvinde. – Jeg bruger også tre kvarter om dagen på at børste dem – tandtråd, gummemassage og det hele, tilføjer hun, og angsten lyser ud af hendes ansigt, selvom hun prøver at anslå en let tone. – Morgen, middag og aften! For bare jeg kommer i nærheden af, hvor min tandlæge bor, så begynder jeg at ryste og får tårer i øjnene. Og som om det ikke er nok, så ligger klinikken på 6. sal – og jeg vil hellere brække et ben end at gå ind i en elevator!

Annegrethes tandlægeskræk blev måske grundlagt, da hun som skolepige fik at vide, at hun havde skævt tandsæt og af pladshensyn skulle have fire sunde kindtænder trukket ud. Hun fortæller: 

– Tandlægen var en sur, gammel mand – skændte, bandede og vrissede, mens han rumsterede i min mund. To af tænderne lå på tværs, så jeg måtte på tandkirurgisk klinik og opereres, men jeg blev ikke lagt i narkose og turde ikke bede om det – vidste nok heller ikke, at jeg kunne. Jeg glemmer det aldrig: de stålklirrende instrumenter, lugten, de andre tandlæger, der i timevis stod og arbejdede i min mund, mens mine hænder var bundet fast til tandlægestolen med to remme. Det knasede og bragede, og til sidst besvimede jeg. Det gør jeg stadig sommetider, når jeg bare tænker på at gå til tandlæge.

Men ikke alle fobier kan forklares. Annegrethes angst for fugle, for edderkopper, for at flyve og for mørke kender hun ikke nogen årsag til. 

– Jeg har faktisk aldrig oplevet noget unormalt, de få gange jeg har fløjet, fortæller hun. – Jeg ved bare, at jeg aldrig kommer til Australien, som jeg ellers gerne ville. Medmindre jeg får tid og råd til at tage en cruiseliner! Så når jeg skal på ferie, kører jeg i bil eller tog. Min kæreste synes det er lidt fjollet og meget besværligt, og det synes jeg faktisk også selv, men jeg har gjort ham klart, at det ikke kan diskuteres. Jeg sætter simpelthen ikke mine ben i en flyver mere, for i de sidste fem–seks år er angsten blevet stærkere, uden at jeg ved hvorfor. Men hvad... så længe jeg kan sno mig udenom, så må det være sådan, griner Annegrethe.

edderkopper, fugle og lange dyr

At leve som fobiker kan være meget besværligt – måske især, når man som Annegrethe har flere på én gang.

– Ligesom mange andre hader jeg kryb, men jeg kan da godt se, at mine reaktioner er voldsommere end andres. Men for mig er lange dyr bare det værste – heldigvis er der jo ikke mange slanger i Danmark, men den mindste lille regnorm kan sende mig skrigende gennem haven. Det er noget med, at de ingen ben har, og så min forestilling om, hvordan de føles.

Annegrethe gyser. Hendes ekstreme væmmelse er meget tydelig, og hun viser hvordan bare forestillingen giver hende gåsehud på armene.

– Sidste september var der specielt mange edderkopper i min kærestes forældres sommerhus. Jeg måtte tage hjem. Bare tanken om dem giver mig rystelser og kvalme. Og jeg bryder mig heller ikke om at være der om sommeren, for fuglene flyver ind i stuen gennem de store, åbne terrassedøre. Jeg gemte mig bag sofaen, da en spurv fløj ind mens vi sad på den overdækkede terrasse og spise rejemadder. Jeg blev helt hvid og tom inden i hovedet og husker faktisk ikke, at min kæreste løftede mig og bar mig ind i soveværelset. Rationelt kan jeg selvfølgelig godt se, at fugle ikke kan gøre mig noget, men jeg kan altså bare ikke tænke rationelt, når der er en fugl i samme rum som mig! Det kan lige gå, når den er i bur, men ellers ikke. Slet ikke!

De fleste fobier kan behandles. Dér er Annegrethe bare ikke kommet til endnu. Hun er nemlig bange for alt, hvad der minder om læger og behandling.

test dit angstniveau

©Winnie Haarløv