For nylig så jeg i film den amerikanske skuespiller Julianne Moore råbe til sin partner på nogenlunde denne måde:

“Parforhold er et marathonløb, det er udmattende, frustrende og kræver hårdt arbejde, som aldrig stopper!”

Hvis dét er rigtigt, så er parforhold godt nok et overvurderet koncept. Og så er det helt ufatteligt, at det er så populært og efterspurgt.

Selvfølgelig har jeg (både privat og professionelt) oplevet den type forhold. Men jeg er sikker på, at det ikke behøver at være sådan.

Jeg synes, at parforhold  skal være til glæde og gavn og at relationen skal være det sted, hvor begge parter kan være sig selv, læsse af, lade op, reflektere, blive inspireret, slappe af osv. Og jeg tror, at de allerfleste par ønsker det samme.

Men hvordan kan det så være, at så mange par gør hvad de kan for at bombe deres parforhold itu og skabe en relation, der er utryg, præget af mistillid, skæv magtbalance, konflikter og utryghed?

Når jeg får et nyt par i konsultation, fortæller de mig tit, at de udmærket godt ved både hvad de gør galt og hvad der mangler. Når jeg så spørger, hvorfor de så ikke laver om på det, så kan de sjældent svare. Men det viser sig altid, at skaden opstår af mindst én og oftest flere af de 12 følgende dræbere.

Og at de begge to udmærket godt ved det!

1.         Du vil vinde eller have ret

En af parforholdets dødeligste dræbere er trangen til at vinde. Hvis du går efter at ”vinde” jeres skænderier eller diskussioner, få ret, få overtaget, retfærdiggøre dig selv osv. eller simpelthen få din partner til at holde mund, så bidrager du ikke konstruktivt til relationen på nogen måde. Du tænker på dig selv – og kun på dig selv. Du er uinteresseret i at gå partneren i møde, lytte og forstå. Du forsvarer og forklarer, undskylder og afbryder i din iver for at vinde eller få ret. Din partner ikke altså få kontakt med dig.

Da din partner lige som dig også gerne vil høres, begynder han / hun at svare igen på samme måde, og hurtigere end du kan sige ballongynge, er I endt i en råbekonkurrence med efterfølgende isnende kulde, afmagt, frustration, fortvivlelse og dårlig stemning osv.

Det betyder, at I begge tror at I ikke kan ”tale sammen,” og det fører typisk til, at der bliver flere og flere emner, som ingen af jer orker at tage op. For det ender jo bare i ballade, ikke? Og meget af det, du siger bliver misforstået eller brugt imod dig i andre sammenhænge.

Den type parforhold kan man kalde konkurrencepræget, for det gælder jo om at vinde. Og det er dødsdømt.

1. Du vil vinde eller have ret
2. Du lytter ikke
3. Du forventer tankelæsning
4. Du stoler ikke på din partner
5. Du bruger penge som om du var single
6. Du er bange for forholdets afslutning
7.  Du er afhængig – eller uafhængig
8. Du forventer at være lykkelig
9. Du skændes ikke
10. Du forventer, at det er nemt. Eller du forventer, at det er svært.

2.         Du lytter ikke

Hvis du straks begynder at forsvare dig, når din partner siger noget der kan opfattes som kritik, så lytter du ikke. Du tager magten ved at afbryde modparten og gå til modangreb, kommer med undskyldninger eller forklaringer – eller du trækker dig ind i dig selv og afbryder kontakten ved at blive fornærmet, ked af det eller vred. Du lytter ikke til den anden. Du lytter kun til dig selv.

Og nej, det er da ikke sjovt at lytte til den andens kritik eller utilfredshed. Men din partner fortjener at blive lyttet til (ligesom du selv gør). Hvis du ikke vil lytte, kan I ikke mødes. Måske vil din partner så råbe højere, trænge sig på, demonstrere sit behov for at blive hørt, eller måske vil han / hun give op og lade stå til. Begge dele er døden for forholdet.

3.         Du forventer tankelæsning

Når du tier med noget, som du er utilfreds med, er det måske fordi du ikke vil såre, fordi du er vil undgå konflikt eller er bange for at blive forladt – eller det kan være fordi du vil have magten.

”Hvis du ikke ved, hvorfor jeg er sur, så er det også lige meget!” siger du måske. Og så længe du er vred og ikke vil sige hvorfor, så har du magten, mens den anden enten prøver at behage dig eller trækker sig tilbage i fornærmet tavshed, indtil du bliver god igen. Det kan virke nemmere på den korte bane, fordi du slipper for ballade, når du fortæller hvorfor du er vred. Risikoen er jo, at der opstår konflikt eller at din partner bliver såret over din irritation.

Men i længden udhuler det parforholdets nærhed og fortrolighed – dvs. selve forholdets basis. Små uenigheder og uoverensstemmelser vokser sig uundgåeligt større og større, og problemer bliver ikke løst. Din partner kan jo ikke kan læse dine tanker. Og måske ved han / hun ikke engang ved, at der er noget der generer dig. At tie og forvente tankelæsning afspejler mangel på tillid (til at blive mødt, forstået af modparten. Det leder til forholdets sikre død.

4.         Du stoler ikke på din partner

Der er to aspekter af tillid, som er vigtige i et parforhold.

1.       At stole på, at din partner ikke vil svigte og såre dig med f.eks. løgn eller utroskab

2.       At stole på, at din partner kan acceptere, at du begår fejl, ikke er perfekt, bærer dig dumt ad osv.

I samme sekund som et af de to tillidsaspekter forsvinder hos den ene part, så er forholdet i ubalance. Den, der mangler tillid, vil enten opgive og afvise modparten – eller udvikle sig til et kontrolmonster, der ”kommer til” eller ”ikke kan lade være med” at tjekke partnerens sms’er, bestemme komme-hjem-tidspunkter, overvåge osv. Mistilliden sætter partneren i bur, og det virker trygt. Men faktisk er det en dødelig kurs og virkelig usundt for forholdet.

Et frustrerende og udmattende marathonløbet er skudt i gang, og det kan vare i 10 år eller resten af livet sammen. Og ja – men forholdet er dødsdømt og bliver aldrig en oase, men et forhold mellem en fangevogter og en prøveløsladt.

5.         Du bruger penge som om du var single

Uanset hvem der tjener mest, er I to om at dele det økonomiske ansvar. Du har selv valgt at dele din tilværelse med din partner, og dermed har du påtaget dig halvdelen af ansvaret for økonomien. Hvordan I indretter jer, er ikke væsentligt i denne sammenhæng. Nogle har separat økonomi, nogle har alting fælles, men under alle omstændigheder er der fælles udgifter, ønsker og planer at tage hensyn til.

Hvis du bruger penge uden at tage hensyn til resten af familien eller nægter at diskutere dit forbrug, så er du godt på vej til at ødelægge dit forhold.

6.         Du er bange for forholdets afslutning

Hvad kendetegner et lykkeligt parforhold? Er det, at man aldrig skændes? At man altid er tilfreds? At man synes at den anden er perfekt? Nej, ingen af delene. Det lykkelige parforhold er kendetegnet ved, at ingen af parterne frygter forholdets afslutning. Begge er i forholdet, fordi det der dér, de vil være. Ikke fordi de er bange for ikke at være der.

Hvis du er bange for at forlade din partner eller for at blive forladt, er der noget helt galt med mellem jer. Den frygt opstår, når der mangler tillid, selvtillid eller selvværd hos en eller begge parter, og selvom det kun gælder den ene part, vil det præge relationen imellem jer dybt.

Hvis du er bange for, at du ikke slår til eller er ”nok” for din partner, så bruger du ressourcer på at vise en udgave af dig selv, som er glad, fejlfri, fantastisk og tiltrækkende med det formål at være god nok og værd at elske. Det betyder, at dit fokus ligger på partneren og ikke på dig selv, og langsomt bliver du både udmattet og fremmed for dig selv.

Og når du ikke er til stede i dig selv som dig selv, kan du heller ikke være til stede for din partner. Når han / hun opdager det, så dør parforholdet.

7.         Du er afhængig – eller uafhængig

I nogle parforhold forventer den ene, at man skal gøre alting sammen, ikke bruge tid væk fra hinanden, være sammen om alt og altid ”være der for hinanden”. Ægte kærlighed bliver opfattet som at vi ikke kan leve uden hinanden. Det er en romantisk, men kvælende indstilling.

Hvis du mener, at du ikke kan leve uden din partner, så er du afhængig. Alle mennesker har brug for at være betydningsfulde for en anden, så til at begynde med kan din partner sikkert godt lide at være så betydningsfuld. Men på samme måde har alle mennesker brug for at trække sig og være i sit eget rum med jævne mellemrum (både fysisk og psykisk), så det bliver hurtigt en byrde, at du ikke kan være foruden din modpart. Du føler dig forladt, når den anden trækker sig, og det skaber uro mellem jer – uanset om du vælger at græde, surmule, skælde ud eller trygle om nærvær. 

(Og hvis du er så angst for at miste, tør du så i øvrigt at være den, du er og stå ved, når du er sur, utilfreds eller vred? Det tør du næppe – for tænk nu, hvis partneren forlader dig.)

Desværre duer den anden ekstrem heller ikke. I et sundt parforhold har begge brug for oplevelser uden for forholdet, og igen er der tale om en fin balance. Hvis du føler dig fuldstændig uafhængig og bruger meget tid uden for forholdet, så bringer du forhåbentlig inspiration og oplevelser med tilbage, og det er godt, så længe din partner synes det er okay.

Men hvis han / hun begynder at føle sig forbigået, nedprioriteret, betydningsløs osv., så har du muligvis overdrevet uafhængigheden. I hvert fald er der noget, I skal tale om. Ellers dør forholdet langsomt.

I et godt parforhold skifter ressourcebalancen. Sommetider støtter han hende, og sommetider er det omvendt – men ingen er afhængige af den anden. Både han og hun kan stå selv, og begge ville kunne leve uden den anden, selvom det ville gøre ondt og føles som et savn. Er det ikke er sådan, bliver forholdet skrøbeligt og forbindelsen svag. Der er ubalance og usundhed i forholdet, og til sidst dør det.

8.         Du forventer at være lykkelig

Hvis du forventer, at din partner skal gøre dig lykkelig, så har du lagt en bombe under forholdet. Det er ikke kun en urimelig forventning – den er også helt urealistisk.

Din lykke er gjort af mange faktorer, men den kommer inde fra dig. Du er ansvarlig for at tage de valg og gøre det, der skal til for at du kan opleve lykkelige stunder. Hvis du vil øge chancen for at tiltrække dem, så er din opgave at give din egen tilværelse indhold og mening. Hvis indholdet og meningen i din tilværelse er din partner, så er du på dybt vand og afhængig.

I ethvert parforhold opstår der perioder, hvor det ikke rigtigt kører, er kedeligt eller utilfredsstillende. Når du oplever det, er det ikke din partner, der skal få det til at gå væk. Det er dig.

Så længe det er dig, der utilfreds med noget i forholdet er det dit ansvar (og KUN dit) at finde ud af, hvad du kan gøre for at få det bedre. Og at tale åbent med din partner om, hvordan I måske begge kan bidrage til at forbedre forholdet.

9.         Du vil ikke skændes

Indimellem kan et konstruktivt skænderi rense luften. Det er en både naturlig og nødvendig del af det menneskelige følelsesrepertoire at blive vred, og et sundt parforhold tager ikke skade af det.

Hvis du frygter konflikt, får du måske ikke rigtig givet udtryk for det, som irriterer eller generer dig, eller som du ville ønske var anderledes. Måske har du lært, at vrede er barnligt eller uproduktivt, og at det er en falliterklæring at blive vred.

Intet kunne være mere forkert.

Det er nødvendigt for jer begge at kunne mærke og stå ved de vrede følelser, og hvis der er åbenhed og tillid i forholdet, kan disse følelser bringes på banen, inden de eksploderer i rødt raseri.

Så længe vreden er grøn, kan man tale sammen. Bliver den gul, stiger trykket, og det bliver straks sværere at være i kontakten – men bliver vreden rød, er der ikke længere mulighed for at kommunikere konstruktivt. I det sunde parforhold tager parterne altså fat i vrede, frustration, irritation, skuffelse, utilfredshed osv. inden trykket stiger, og de vrede følelser bliver gule.

Får disse følelser lov at ligge og gære, forgifter de forholdet indefra. Og det er en dødelig forgiftning.

10.       Du forventer, at det er nemt. Eller du forventer, at det er svært

Jeg hører tit to modsatrettede holdninger bragt til torvs af parrene i min konsultation.

1.       Hvis man virkelig elsker hinanden, er hinandens soul mates eller føler, at man er skabt til hinanden, så ordner det hele sig af sig selv.

2.       Parforhold er hårdt arbejde. Basta.

Begge holdninger peger på, at du (og/eller din modpart) ikke arbejder seriøst på forholdet. Hvis I tror, at det skal være nemt, så er præmissen jo, at det er selve kærligheden den er gal med, når der opstår problemer. Og kærlighed kan man ikke arbejde sig til… så derfor må I skilles, hvis problemerne bliver ved at dukke op.

Hvis I tror, at det er hårdt arbejde, så har I faktisk alt for beskedne mål. Alle ressourcerne går med at arbejde, men hvornår kommer belønningen (= fred, harmoni, nærvær og ro)? Hvis præmissen er at det skal være hårdt, så må I jo tro, at der er noget galt, hvis det pludselig er nemt. ”Har vi ingen problemer? Nå, så må vi skabe nogle, for parforholdet er jo først rigtigt, når det er svært.” Tro mig eller lad være: jeg har set det så tit.

I begge tilfælde brænder forholdet hurtigt ud. enten fordi problemerne bliver ved at dukke op, selvom I ignorerer dem (det skal jo være nemt) – eller også fordi I slider og maser jer selv og forholdet til døde.

 dine valg - dit ansvar

Der er ingen facit til noget af det ovenstående. Men heldigvis er der masser af valgmuligheder.

Du kan søge oplysning, hjælp og støtte, hvis du ikke finder det nødvendige hos din partner. Du kan råbe op og gøre opmærksom på, at du mener at noget ikke funker.  Eller du kan give op og smide håndklædet i ringen.

Forbløffende mange bliver ved at leve i sønderbombede forhold. Ingen af dem er lykkelige, men begge er måske bange for ikke at kunne finde noget bedre, ikke at kunne klare sig alene, opgivende over for, om det kan reddes - eller noget andet.

Du har fortjent at være glad for og i dit forhold.  Og hvis du ikke er det, så lad være at underminere det eller skyde skylden på din partner. Vælg hellere at tage ansvar for, hvordan du har det, hvad du ønsker dig, hvad du gerne vil ændre – og gør så noget ved det.