|
Det gør ondt at være jaloux, og når man har
det ondt, bliver man nemt ond. Hver især har vi vores opfattelse af, hvad
kærlighed er, men bag jalousien ligger altid angsten for at miste den elskede,
som giver livet indhold og mening. Men netop frygten for at miste den elskede er
tit det, der i sidste ende ødelægger kærligheden.
Som ganske ung mente jeg at kærlighed og
jalousi var to sider af samme sag, og at jalousi var tegn på virkelig,
lidenskabelig kærlighed. Og at man ikke ”kunne gøre for det” hvis man var
jaloux. En fantastisk undskyldning for at opføre mig hysterisk, ondskabsfuldt og
skrækkeligt, fordi min udkårne i min logik nødvendigvis måtte tilgive mig, fordi
jeg var styret af mine voldsomme følelser for ham. Det gjorde jeg så – uden at
ane, at jeg i virkeligheden var ude på at eje, besidde og bestemme mere end jeg
var ude på at elske og blive elsket. Jeg tolererede også at blive udskældt,
udskammet, belejret og endda slået, fordi jeg tog min kærestes opførsel som
bevis på, at han virkelig elskede mig.
jalousi kan være dræbende
Ja – både for personer og for kærligheden.
Den jaloux part skaber med sin afhængighed, overvågning og kontrol både
modvilje, usikkerhed og vrede hos sin partner. Den jaloux kan blive så krævende,
urimelig og utålelig, at den anden løber skrigende væk. I konsultationen møder
jeg klienter, der seriøst mener at den opmærksomhed, som den elskede giver
andre, i virkeligheden tilhører dem. Den jaloux part mener ikke, at
hverken den elskedes forældre, børn, kollegaer, sportsvenner, arbejde eller
interesser har noget krav på opmærksomhed – alt skal primært gå til partneren.
Alt, hvad de andre får, er noget, som den jaloux synes at han eller hun mister.
er symbiose = kærlighed?
Et liv uden kærlighed er ikke noget liv;
det er blot en tilstedeværelse i verden. Vi ønsker parforhold, fordi vi ønsker
nærhed og omsorg. Alligevel viger de tætte, tætte samtaler og nætter som man har
i den første, vilde forelskelse langsomt, når hverdagen skal fungere normalt.
Symbiotisk kærlighed er en tilstand af sammensmeltning, hvor ingen af
parterne er hel eller fri, som dengang vi var spæde og lå ved mors bryst. Men vi
kan ikke være symbiotiske døgnet rundt – vi må også være kammerater og
fortrolige og give plads til alt det, vi hver især er uden den elskede:
venner, kollegaer, interesser osv. Moden kærlighed er en forening, hvori
hver part bevarer sin egen integritet og individualitet. Og jalousi kan blive
den alvorligste hindring for, at forholdet kan udvikle sig og blive til moden,
varig kærlighed.
at elske og at blive elsket
At være elsket er en afhængighedstilstand,
hvor den kærlighed man får er en belønning for at forblive lille, hjælpeløs
eller flink. Det er et barligt kærlighedsforhold, hvor parterne siger til
hinanden: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. At elske er en aktivt virkende
tilstand. I det modne kærlighedsforhold siger parterne: Jeg behøver dig, fordi
jeg elsker dig.
kærligheden er ikke et æble
De fleste er jo godt klar over, at
jalousien gør mere skade end gavn og prøver at bekæmpe deres jalousi ved at lade
som om den ikke er der. Men så kommer angsten for at miste og de negative
følelser ud som aggression: Man kritiserer sin partner og lader utilfredsheden
ende i skænderier og surhed over dagligdagens småting, føler sig ensom og umulig
at holde af – men det drejer sig i virkeligheden om ens egen evne til at elske.
Kærlighed kræver, at man kan både give og modtage, for når man i sandhed giver,
kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. Kærligheden er
ikke noget æble! deklamerede Suzanne Brøgger nede i 70’erne med den pointe, at
kærligheden modsat æblet vokser, når du deler ud af den. Jo mere du giver, jo
mere får du – og nu går der nærmest Jesus i den: Kærlighed er en holdning til
verden. Til alt og alle, inklusive dig selv.
Jamen, jeg kan ikke gøre for det…
Jo, du kan. Man kan godt forvente, at en
voksen tager ansvaret for sine følelser. Også selvom de skyldes dårlige
erfaringer i tidligere forhold eller måske noget i barndommen. Måske oplevede du
ikke ubetinget kærlighed eller fik opmærksomhed hed nok i din barndomsfamilie.
Derfor tror du, at kærlighed er flygtig, at den forsvinder let, og derfor har du
mistillid til din partner. Du tør ikke stole på ham (eller nogen andre). Det er
alt sammen forståelige forklaringer – men de løser ikke problemet. Det må man
selv gøre, og det kan f.eks. være sådan:
Det første skridt
til at få bugt med jalousien er at erkende, at den er der.
Det næste er
at finde ud af, hvor den er opstået. Hvor i dit liv har du oplevet svigt? Har du
eller en tidligere kæreste været utro? Var du jaloux på dine søskende, venner,
veninder i skoletiden? Følte du dig svigtet, forrådt eller overset af mor, far
eller andre betydningsfulde voksne? Lader du fortidens erfaringer styre (og
ødelægge) dit nu og din fremtid?
Det tredje skridt
er at tale med din partner om dine tanker, for der bliver ikke mange ressourcer
tilbage til positive tanker og kærlighed til den anden, hvis du selv skal bære
på skammen og skylden over de ”grimme” følelser. Og hvis din partner tør være
ærlig, vil du møde genkendelse. |