|
| |
|
myter og fakta om vrede |
|
 |
|
På trods af at vrede er en af menneskets
almindeligste følelser, er den måske også den mest misforståede. Igennem
din opvækst og dit liv er du sikkert stødt på begge disse talemåder:
-
”Hvis nogen slår dig, så slå igen”
-
”Hvis nogen slår dig, så vend den anden kind til”
Det kan dårligt blive mere modsætningsfyldt. Men
vrede er en kompleks følelse, og måske er det grunden til, at der er så
mange fejlopfattelser af den. For eksempel de følgende; |
 |
|
1. ikke al vrede er usund og destruktiv
Hvis en ven har forrådt dig, hvis nogen har angrebet
dig, bestjålet dig eller hvis der er begået en åbenlys uretfærdighed imod
dig (eller nogen, der betyder noget for dig), så er det klart, at du
bliver vred. Biologisk får vreden gang i adrenalinen og driver dig frem
mod handling.
På den anden side er de hysteriske anfald, som mange mennesker får over
bagateller, både usunde og destruktive. At råbe uhæmmet af en
medtrafikant, at blive s….sur over forkerte byttepenge eller at
råbe-skælde ud over en for sent afleveret søndagsavis er almindelige
eksempler. Den slags vrede kan have alvorlige, helbredsmæssige
konsekvenser, og forskning viser, at usund, destruktive vrede provokerer
hjertesygdomme i langt højere grad end både rygning, fedme og forhøjet
blodtryk. Raserianfald er aldrig produktive. Tværtimod: udover
sundhedsrisikoen nedsætter de omgivelsernes respekt for dig. Og påvirker
din egen selvrespekt, hvilket måske næsten er det værste. |
- Tænk ærligt over din egen vredesadfærd.
Er du tilfreds med den?
Respekterer du dig selv, når du er vred – og bagefter?
Hvad kunne du evt. tænke dig at forandre på?
Kender du nogen, du kan bruge som forbillede?
 |
|
2. vrede er ikke sort-hvid
Vrede kan have mange styrkegrader, lige fra mild
utilfredshed til voldsom vrede. Nogle mennesker har ikke noget sprog for
disse forskellige følelser og betragter enhver oplevelse af fjendtlighed
som en intens, voldsom krise – også selvom det drejer sig om en
forbigående frustration. Sådanne mennesker skyer vreden og laver bjerge ud
af muldvarpeskud på den måde, at de trækker sig fra enhver antydning af
konflikt eller kritik og dermed gør det ret umuligt at få snakket ud om
tingene. Det kan i sig selv være voldsomt vredesfremkaldende for
omgivelserne, så de opnår faktisk det modsatte af, hvad de ønsker – nemlig
at skabe intens irritation over deres konfliktskyhed og sårbarhed. |
- Tænk over, hvilke begreber du forbinder med vrede og hvilken styrke
de forskellige har for dig. Lidt inspiration: Arrigskab, Bitterhed,
Desperation, Forargelse, Forbitrelse, Fortørnelse, Gemenhed, Giftighed,
Harme, Irritation, Misundelse, Ondskab, Oprørthed, Raseri, Skadefryd,
Indignation, Gnavenhed, Ærgrelse, på kogepunktet.
- Hvilken/hvilke følelser oplever du oftest?
|
|
3. vrede skal ikke altid ud
Det er ikke nødvendigt at slippe vreden ud uden
hæmninger. Det er langt bedre at slippe den ud på samme måde som damp fra
en trykkoger: i kontrollerede, hensigtsmæssige portioner, der tager
trykket og sikrer, at du netop ikke eksploderer. |
- Få vreden ud af kroppen, når du mærker, at trykket stiger. Løb,
skrig i bilen, tramp i gulvet - men gør det i selskab med dig selv og
ingen andre.
|
|
4. ikke alle vrede mennesker råber og skriger
Mange mennesker tror, at de holder deres vrede
for sig selv. Men selvom de hverken råber, kaster med ting eller siger
”Jeg er vred på dig,” så er det tydeligt at se. De surmuler, trækker sig,
bliver negative eller afvisende, smækker med døre osv. Mennesker, der ikke
er vant til eller ikke tør stå ved deres vrede, bliver sådan nogle lidt
hverdags-negative nogen, som man opfatter som kantede eller bare generelt
sure i betrækket. Man opfatter deres vrede uden altid at vide, hvad de er
vrede over. |
- Møder du sådan et menneske, så sig rent ud hvordan det virker på dig
– og spørg, om vedkommende ved, hvad han/hun er vred over. Spørg gerne,
om det har noget med dig at gøre, og har det ikke det, så behøver du jo
ikke at tage dig af det.
|
|
5. at styre sin vrede betyder ikke, at du bare skal
holde mund
At kontrollere vreden betyder heller ikke at skjule
den. Det betyder, at du hindrer dig selv i at reagere som en tre-årig og
gøre noget, som du senere vil fortyrde. Det indebærer, at du tager ansvar
for din vrede og forsøger at berolige dig selv – ikke for at få vreden til
at forsvinde, men for at få den ned på et niveau, hvor du kan udtrykke den
direkte og konstruktivt. Hvis altså det er vigtigt nok – for det kan du
også først vurdere, når du har fået kontrol overden. Det er i høj grad et
spørgsmål om øvelse, og der findes mange, mange teknikker til at opnå
denne kompetence.
Relevant for emnet:
|
-
Effektiv vredeskontrol betyder simpelthen at lære
sig, hvordan du skelner mellem en situation, der er værd at vise vrede
over – og en situation, hvor det er din indre, forkælede barn der får et
raserianfald. Sådan en kontrol vil give dig et bedre, mere fortroligt og
afslappet forhold både til din egen vrede og til andres, fordi det ikke
længere vil true med at tage magten fra dig, når du bliver vred. Dit
stressniveau vil falde, du vil opnå bedre forhandlingsresultater, og
både din selvrespekt og respekten fra omgivelserne vil vokse.
|
|
©Winnie Haarløv til top |
|
|