|
”Din rapport er fuld af uklarheder,” siger Rikkes
leder og smiler træt. ”Og så har du skrevet ordret af, hvad jeg sagde på
mandagsmødet. Måske skal vi give opgaven til en anden – noget tyder på, at
du er ved at køre sur i de rapporter.” Lederen smiler hurtigt, før han
går.
Rikke spænder i hele kroppen for ikke at eksplodere.
Mens uretfærdigheden svier i tårekanalerne, bobler raseriet i maven og får
hende til at knytte hænder og krumme tæer. Hvad havde han regnet med?
Rapporten er jo slet ikke færdig – han bad selv om en foreløbig kladde,
gav en helt urimelig deadline og forlangte specifikt at blive citeret. Hun
sender dræbende blikke efter ham og er mopset og nedtrykt resten af dagen.
Ved aftensmaden spørger Peter, hendes samlever, om hun
har hentet hans rensetøj på vejen. Det har hun ikke. ”Jamen, du tilbød det
jo selv,” siger han - og selvom han har fuldstændig ret, eksploderer
Rikke. Hun kyler en grydeske efter katten, råber at det da for f$!@€$#
i h#£$€ ikke er hendes
opgave at opvarte ham, at hun er dødtræt af at blive kritiseret, og at det
måske er på tide, at de tager en pause.
Om natten ligger hun og tænker på alt det, hun skulle
have sagt i stedet for. Det ender med, at hun er mest gal på sig selv.
”Det er også mit temperament,” tænker hun. ”Gid jeg kunne lære at styre
det.”
at forsvare sine grænser
Vrede er et signal om, at din grænse er overtrådt.
Rikkes leder gør det ved at stille krav og give kritik, som hun synes er
både urimelig og uretfærdig. Hun bliver vred, men hun forsvarer sig ikke.
I stedet underkaster og behersker hun sig og håber, at vreden forsvinder.
Det gør den bare ikke - den går ud over både Peter og over hende selv.
Lederen, som vreden egentlig hører hjemme hos, er den eneste, der ikke
mærker Rikkes vrede. Og det er ikke konstruktivt – hverken for Rikke, der
bliver sur og indebrændt, eller for lederen, der jo ikke bliver klogere
på, hvor hendes grænser går.
Hvis Rikke i stedet for at underkaste sig havde mindet
lederen om, hvordan deres aftale om opgaven var, havde hun formentlig
været langt mere tilfreds med sig selv. Og så var hun måske ikke blevet så
rasende. Men hun turde ikke sige fra – og derfor kan hun ikke passe på sig
selv over for den, som truer hendes grænser. Det skaber en ubevidst,
dybtliggende angst, og det er den, der viser sig som Rikkes ”temperament”
i form af hidsige vredesudbrud.
vrede er sund og naturlig
Mange (kvinder) har svært ved at sige: ”Jeg er vred”.
De siger hellere, at de er irriterede, frustrerede, ærgerlige eller sure.
Vi er nemlig opdraget til at være søde, omsorgsfulde og attraktive, og
vrede bliver generelt anset for at være en ”grim” følelse. Derfor har
nogle helt mistet evnen til at mærke den og bliver snarere skuffede,
sårede og kede af det, når deres grænser overtrædes. Andre reagerer ved at
blive overoptimistiske, hektiske eller supertravle. Og nogle shopper,
spiser, ryger eller drikker. Alt sammen forsvar imod at mærke den farlige,
måske ustyrlige vrede.
Selvom du kan mærke din vrede, kan det være svært at
stå ved den. Måske har du erfaringer for, at det går galt, hvis du viser
den, eller du er bange for at såre andre med den. Men vrede er en naturlig
følelse mellem mennesker. Tænk bare på små børn – så længe de er
tumlinger, tør de alle sammen at blive vrede, når nogen overtræder deres
grænser ved at drille eller tage deres legetøj. Som voksen duer det
selvfølgelig ikke at reagere som et barn, og hvis vi ikke har fået lært at
håndtere den konstruktivt, vælger vi tit at sluge, skjule eller fortrænge
den. Men sådan behøver det ikke at være.
dialog i stedet for krig
Vejen frem er at blive fortrolig med din vrede, så du
kan mærke den, tøjle den og slippe den løs i passende portioner og på
måder, der repekterer modparten og dermed bringer løsningen nærmere i
stedet for at gøre problemet større. Udfordringen er at er at åbne en
dialog og at invitere modparten til at kommunikere og udveksle synspunkter
om det, du er uenig i og vred over. Desværre starter de fleste mennesker
ikke en dialog, men en krig med anklager og bebrejdelser. Resultatet
bliver typisk, at modparten enten går til modangreb og begynder at skælde
ud, eller at hun trækker sig (som Rikke). I begge tilfælde er
kommunikationen afbrudt, og der er ingen løsning i sigte.
Det gælder altså ikke om at skjule vreden. Tværtimod.
Det er langt bedre klart at udtrykke hvad du er vred over, hvad det gør
ved dig og hvad du gerne vil have i stedet for uden at nedgøre, bebrejde
eller kritisere modparten. Det er det, man kalder at gå efter bolden i
stedet for efter spilleren, og det er en forudsætning for at kunne at tale
sammen, selvom man er vred.
sådan gør du
Processen har tre adskilte trin:
1.
Begynd med at anerkende, at du er vred og anerkend, at det er
rimeligt. Vær sikker på at du forstår hvorfor du er vred.
2.
Frigør vreden fra kroppen: snig dig ud på toilettet med din
overfrakke og bid eller skrig ned i den; sæt dig i bilen og råb eder og
forbandelser ud – eller gå i kælderen og tramp i gulvet. Du synes sikkert,
at det lyder fjollet, men det er meget afgørende at få den fysiske vrede
ud, for så slipper du af med aggressionen og bliver klar i hovedet igen.
3.
Nu er du klar til at udtrykke vreden i ord, selvom du stadig mærker
den. En god formel er: ”Jeg bliver vred, når … og det betyder… Jeg vil
gerne have, at….”
For eksempel:
”Jeg er vred, fordi du nu igen kommer for sent uden at
ringe besked. Jeg bliver nervøs for, hvad der er sket og føler mig helt
afmægtig. Jeg vil gerne have, at du overholder aftalen med at ringe, hvis
du bliver mere end X minutter forsinket.”
”Jeg er vred, fordi du ikke har afleveret det input,
som du har lovet i en uge. Jeg har selv en deadline, og jeg kan ikke komme
videre, før du afleverer. Jeg vil gerne have materialet senest i morgen.”.
det kan lykkes – også på en dårlig dag
Selv med øvelse kan det være svært udtrykke sin vrede
tydeligt og klart, hvis aggressionen suser rundt i kroppen. Lad os sige,
at du har en rigtig dårlig dag. Du har flere forgæves rykket en kollega
for noget input. Din leder er irriteret, fordi han skal bruge den opgave,
som du ikke kan gøre færdig uden kollegaens input. Du er stresset, vred og
irriteret. Tager du fat i din kollega lige nu, bliver samtalen næppe
konstruktiv – det bliver snarere et angreb, fordi det er vreden, der
styrer dig. Du blander de tre trin sammen og råber, vrisser eller bliver
sarkastisk, og kollegaen vil selvfølgelig forsvare sig. Hun lukker
simpelthen af og hører ikke dit budskab. Vent derfor hellere, til du er
dampet lidt af og vreden er ude af kroppen.
Og nej, du har helt ret: det er ikke nemt. Men det var
din første køretime heller ikke: Træd på speederen, drej på rattet og se
over venstre skulder, mens du passer på cyklister og lyskurve. Gisp. Men
fik du det lært? Selvfølgelig, selvom du troede det helt umuligt. Øvelse
gør som bekendt mester.
|
