Vi kvinder er så pæne, at vi nemt bliver vores egne værste fjender. Måske er det fordi vi ikke kender vores eget værd – i hvert fald står vi ikke ved det. Pænheden spænder ben i lønforhandlinger, når der er udsigt til forfremmelse og når vi prioriterer os selv nederst på listen over forkælelse og højest på listen over forpligtelser. Og tit bliver vi hinandens fjender, kritiserer, fordømmer og bagtaler hinanden i stedet for at danne netværk. Hvorfor gør vi det?

Vi er født og opvokset i en kultur, hvor man skelner mellem ”grimme” og ”gode” følelser. Vi lærer fra barnsben at det ikke er okay at blive:

• vred (”vil du SÅ opføre dig ordentligt! Sådan skal du ikke tale til mig!)

• ked af det  (”gå ind på dit værelse hvis du skal skabe dig sådan – så kan du komme ud, når du er færdig") eller

• bange (”vær nu en stor pige – det er da ikke noget at være bange for).

Vi må gerne være glade, søde og smilende (men ikke FOR glade: ”Okay, nu er det nok – du behøver da ikke hoppe sådan rundt, bare fordi du fik den lyserøde Barbiecykel du ønskede dig. Slap nu af”).

Kort sagt: Vi får besked på at føle noget andet, end det vi gør, fordi vi skal være ”ordentlige. Resultatet er pænhed: for det første, fordi vi mister evnen til at mærke hvad vi egentlig føler og for det andet troen på at vi har lov til at føle, som vi gør. Socialiseringen er en slags hypnose: andre fortæller os, hvordan vi skal være, og vi lader os hypnotisere af de informationer vi får om hvem og hvad vi er.

Det betyder, at vi ikke giver os selv lov til at udfolde os, og det skaber vrede og irritation som kommer til at gå ud over andre: nemlig dem, der tør. Hvor tit har du hørt en kvinde sige om en anden kvinde: "Hun fylder for meget"? Og har du nogen sinde tænkt på, om det er fordi hun ikke selv tør fylde noget?

siger du ja, når du mener nej?

Alle har brug for at føle sig værdifulde. Det værste for et menneske er at blive udstødt, blive afvist, forkastet eller føle sig uelsket. Vi har brug for at høre til og mærke kærlighed. Og kærlighed får du, når du bliver mødt dér hvor du er – som den du er.

Men hvis f.eks. lille Rikkes forældre i deres bestræbelser på at opdrage hende gør deres kærlighed betinget af, at hun opfører sig ordentligt, så lærer Rikke automatisk, at hvis hun vil elskes, så må hun være sød, makke ret, tie stille, ikke være besværlig eller kræve sin ret, finde sig i at blive overhørt og sluge sine ”grimme” følelser uanset hvor berettigede de end måtte være. Det er livstruende for et lille barn at føle sig ubeskyttet, så Rikke gør alt, hvad hun kan for at mor og far skal holde af hende. Inden Rikke er tre år, har hun lært, hvad der giver hende accept – og det er så dét, hun gør.

Og det bliver hun ved med, selv når hun bliver voksen og det ikke længere er livstruende for hende, hvis mor eller far bliver vrede. Hvis hun ikke er opmærksom på, hvad det er hun gør, så overfører hun ubevidst barndommens mønstre på kæresten, chefen osv. Med sin fornuft kan hun fortælle sig selv tusind gange, at der ikke er noget at være bange for, at hun har fortjent en lønforhøjelse, eller at hun ikke behøver at hoppe og springe for at gøre andre tilpas – men på det dybe, følelsesmæssige plan sætter hun hele sin eksistens på spil ved at kræve sin ret og vise sine grænser. Derfor er det jo ikke så underligt, at det er svært for hende at stå fast på sig selv.

er det mændenes skyld?

Det er en gammel klassiker, at hvis en kvinde siger fra og udtrykker, hvad hun ønsker, så er hun en bitch, en hystade eller et rivejern – mens den mandlige kollega er ”udpræget lederpotentiale”. Det sørgeligste er næsten at kvinde tit er kvinde værst. Ikke bare får du som kvinde bebrejdende blikke fra medsøstrene, hvis du fører dig frem – du bebrejder også dig selv, at du nok også fylder for meget, er for domi­ne­rende, har svært ved at holde kæft eller hvad du nu kalder det. Det kunne vi godt lave om på, vi kvinder.

Mange kvinder påtager sig skylden for andres ve og vel langt ud over det rimeliges grænser: at svigermor er i godt humør, at det ikke regner til sankthans, at lille Peter skal være glad og harmonisk hele tiden, at sexlivet fungerer, at hjemmet er pletfrit og maden sund, økologisk og afvekslende. De beder aldrig om hjælp – og fordi de har lært, at det ikke er pænt at vise vrede og være ked af det bider de det hele i sig og bebrejder sig ovenikøbet sig selv, at de har det ad helvede til.

Når presset indeni bliver for stort, går de i terapi og fortæller mig, at de ikke kan forstå hvorfor tårerne springer som et vandfald hver de ser Pretty Woman eller Det Lille Hus på Prærien, sover dårligt om natten eller går rundt og smågræder eller er irritable ”uden grund”. Men følelser går ikke væk, fordi det bliver fortrængt. De hober sig op, og på et eller andet tidspunkt eksploderer de. Lige som en flødebolle, der er hård og blank uden på og helt blød indeni – men der skal ikke meget til, før overfladen smelter eller sprækker. Man bliver sprød og nem at slå itu, når ens kerne er så blød. Og ensom – meget, meget ensom!

hvad kan du gøre?

Giv dine handlemønstre opmærksomhed. Læg mærke til, hvor tit du siger ja hvor du mener nej. Tænk over det, fortæl det til nogen du har tillid til (eller begynd en dagbog) – og tænk så over, hvad der kunne ske hvis du sagde, hvad du mente. Ville du blive udstødt? Fyret? Ville kæresten slå op, manden indgive skilsmisse­begæring eller børnene få traumer for livet? Ville veninden forstøde dig? Og hvis hun nu gjorde, hvad så? Undersøg dine fantasier og vurder sandsynligheden for, hvad der kan ske. Bed om støtte hos dine nærmeste til at acceptere, at du øver dig i at sige at du er uenig, vred osv. – og tilbyd dem det samme.

Når du anerkender dig selv overfor dig selv, behøver du ikke længere at skjule dig for dig selv. Alene dét betyder, at dine følelser får lov at leve i stedet for at skulle fortrænges, fornægtes eller forskydes. Du bestemmer jo ikke selv, hvad du vil føle – men du bestem­mer, hvor­dan du vil håndtere det, du føler. Først når du f.eks. giver dig selv lov til at være vred, kan du give vreden eller ked–af–det–heden luft ved f.eks. at sætte dig ud og græde eller skrige i bilen, banke sengen med et kosteskaft, hulker højt eller kaste puder efter lænestolen, mens du råber skælds– og bandeord.

Dit temperament må afgøre, hvad der er bedst for dig – men det er jo ikke vreden, sorgen eller angsten, der er uhensigtsmæssig. Det er de aggressioner, der tit følger med. Og hvis du får dem ud først, kan du bedre styre din vrede på en sober måde og sige til din chef f.eks. ”Jeg er vred over, at jeg ikke fik den forfremmelse du lovede mig, og nu vil jeg gerne vide hvorfor.” Når aggressionen (eller gråden) ikke længere truer med at skyde hatten af dig, kan du bedre holde fast og stå ved din vrede i konfrontationen.

Det handler om at vise dine grænser. Ikke om at være en sur nej-siger, men at passe på dig selv, som du gerne vil passe på alle andre. Når du gør det, får du mere overskud og glæde ved at give til andre - i stedet for at føle dig flået i fra alle sider.

Test din evne til at sige nej her.

Sådan bliver det bedre

1.    Skærp opmærksom-heden. I stedet for at skælde dig selv ud og beslutte, at fra i morgen vil du være helt anderledes – så begynd at lægge mærke til det, du er utilfreds med i dit reaktionsmønster. Det er opmærksomheden, der forandrer dig. Ikke forventningen om det resultat, du vil nå. Det er lige som slankekure: Vejen er at gå vejen! Der er ingen smutveje.

2.     Anerkend dine følelser. Følelserne er drivkraften i enhver sand forandring. Derfor gælder det om at mærke, hvad der foregår i dig. Mærk efter, hvad du føler i situationen. Hvis du bliver vred, ked af det eller bange, så sig til dig selv: Nu bliver jeg vred, ked af det, bange osv. Det er dine følelser, og derfor kan de ikke være forkerte. Giv dem evt. luft i enrum (se artikelteksten).

3.    Hold op med kritisere dig selv. Beslut, at du vil holde op med at fortælle dig selv at det nok er din skyld alt sammen, og at du ikke har lov at føle, som du gør. Er du typen, der fortæller dig selv at ”Hvis jeg kan finde ud af det, kan man sætte en abe til det?” Stop det. Begynd i stedet at rose dig selv, når du rent faktisk gør noget, du selv synes er okay.

4.    Se din virkelighed i øjnene. Erkend, at det rent faktisk er meget lidt, du kan kontrollere. Lige så lidt som du kan regulere vejret, kan du regulere andres dårlige humør.

5.     Sorter i krav og forventninger.  Når du styrter rundt med støvekluden, febrilsk forsøger at få Emil til at holde op med at skrige eller hader dig selv for ikke at kunne passe en str. 36, så spørg dig selv: Hvis forventninger er det jeg forsøger at leve op til lige nu? Er det min? Alt for Damernes? Min mors? Eller hvad? Og hvad ville der ske, hvis jeg nu lod være?

6.     Vær opmærksom på destruktiv tankegang. Hvis nogen (eller du selv) anklager dig for at være en elendig mor, en dårlig veninde eller en ukærlig datter, så tjek lige efter, om det nu er den fulde og hele sandhed, eller om det er kendetegnende for dig en gang imellem. Og hvis det er, så giv dig selv credit for at du er et rigtigt menneske og ikke et glansbillede.

7.     Giv dig selv noget omsorg. Hvad du ikke har, kan du ikke give – så hvis du ikke selv har overskud og føler dig godt tilpas, hvordan skulle du så kunne give barnet, parforholdet eller jobbet noget af dig selv?

8.    Lad være med at forklare eller bruge hvide løgne. Du er voksen – du skylder ikke nogen andre at forklare dig. Du har ret til at sige f.eks. ”Nej, det passer mig ikke at passe dine femlinger på søndag. Men du må gerne spørge mig en anden gang.” Eller: ”Jeg kommer desværre for sent. Det er jeg ked af.” Det er helt unødvendigt at begynde at gøre rede for hvorfor.

9.    Udskift ”perfekt” med ”godt nok”. Opsæt dine egne succeskriterier og gør dem klare og firkantede. Du bruger ca. 20% af din tid og dine ressoucer på at nå 80% af vejen. Overvej, om det ikke er godt nok – og i stedet for at bruge de resterende 80% på at nå op på 100, så brug dem på noget, du synes er sjovt eller meningsfuldt for dig – ligegyldigt hvad. Det kan være hovedrengøring, mudderboksning, overarbejde eller skovtur med børnene – bare du synes, det er godt for dig.

10.  Tag dig selv alvorligt, men ikke højtideligt. Hvis du mener, at du har fortjent en lønforhøjelse, så hør efter, når du forklarer dig selv hvorfor – og tag dine argumenter alvorligt. Hvis DU ikke tager dig selv alvorligt og lytter til det, du siger – hvorfor skulle andre så?

Relevante artikler, f.eks.:

• Er du offer for dit liv?

• Lykke - et spørgsmål om prioritering

• Din placering i søskenderækken

• Din rolle i barndomsfamilien

• Er du bange for succes?

• Hvem bestemmer i dit liv?

• Bruger du hvide løgne?

• Hverdagens masker

• Prøv også Majestæt-testen: tackler du dine udfordringer som en dronning eller som en prinsesse?

   

til top