Om sandhed kan man sige, at den er en evigt skiftende størrelse, fordi tilværelsen hele tiden forandrer sig – og derfor forandrer vores behov sig også, efterhånden som vi udvikler os. Gennem livet ændrer vi os alle sammen mht. behov, ønsker, sym– og antipatier, og afhængigt af hvor meget overskud og hvor mange ressourcer vi har, vil vi påvirkes forskelligt af menneskene omkring os, og hvad vi kan lide som 20–årige kan vi ikke nødvendigvis lide som 35–årige. Din personlige sandhed er altså i konstant forandring. “Man kan ikke træde ud i den samme flod to gange”, siger et asiatisk ordsprog. Floden ligner sig selv, men logisk er vandet jo ikke det samme.

Hvis du vil være ærlig, kærlig og nærværende overfor andre, kræver det derfor, at du er opmærksom både på, hvad der sker inde i dig selv – og imellem dig og andre. Hvis du vil have intense og levende forhold til andre, må du være opmærksom og nærværende sammen med dem. For nærhed kræver ærlighed i form af tre faktorer: at du til enhver tid udtrykker 1) hvem du er, 2) hvad du har brug for og hvad du føler.

Nu vil du måske sige, at det lyder selvcentreret. Men prøv engang at tænke over det. Hvis du fortier de 3 faktorer, så bliver dit forhold til andre forlorent, dødt, stivnet eller kedeligt, og du vil føle dig ensom eller buret inde i en osteklokke. Når du opdager mindre charmerende sider af din personlighed er det jo meget menneskeligt at forsøge at lade være at vise dem frem til omverden. Du tror, at omverden vil have svært ved at acceptere dig som du er, på godt og ondt. Men i virkeligheden er det dig selv, der har svært ved at acceptere dine ”minussider”. Og din fantasi er, at hvis andre ser dem, vil de afvise dig eller løbe skrigende væk.

Mærkeligt nok er sandheden (og den konfrontation / konflikt, som tit følger med) en supergod garanti for at bevare et godt intimt og levende forhold til en anden – også selvom det måske i første øjeblik virker modsat. Fortielser har som regel kun én konsekvens: langsomt at kvæle forholdet.

Når jeg fortæller om mine synspunkter på ærlighed, er der næsten altid en eller flere i forsamlingen, som siger, at skam de har prøvet at være ærlige: de har uden omsvøb fortalt kollegaen, chefen eller kunden, hvad de følte og tænkte. Og resultatet var bare, at den anden blev såret, vred eller afvisende. Når jeg så spørger, hvordan de er ærlige, viser der sig næsten altid et bestemt mønster. De fleste er tilbøjelige til at være ærlige om hvad de synes om den anden og det som den anden gør. Dvs. at ærligheden handler ikke om dem selv – men om den anden.

Men det er ikke dén slags ærlighed, som forholdet har brug for. Ærlighed er at tale om sine egne følelser, tanker og sine egne intentioner. Også, når det handler om forhold og situationer, hvor der skal berører kritiske eller følsomme emner. Og i længden kan konflikter ikke undgås og sandheder ikke skjules, hvis en relation skal være levende og nærværende.

Mange undskylder uærligheden med, at den anden ”ikke ville kunne holde til at høre sandheden.” Eller at ”det ville såre den anden unødigt.” Og så sker der tit det, at den anden sig føler sig dobbelt såret, dobbelt svigtet og bedraget eller umyndiggjort. ”Hvorfor sagde du ikke, at jeg irriterede dig sådan? Hvis du havde sagt det, havde jeg da i det mindste haft en chance for at gøre noget ved det,” siger den anden så. Eller ”Hvad så, hvis du er misundelig på mig og ønsker mig hen, hvor peberet gror fordi du synes jeg er hoven og arrogant? Sådan har jeg da også haft det med dig sommetider – jeg troede overhovedet ikke, at man kunne tale et fornuftigt ord med dig,” har jeg hørt to kolleger sige til hinanden efter en hed konflikt. Og bryde ud i gensidig latter.

At beskytte sig selv mod en ubehagelig situation eller et undgå at aflevere et ubehageligt budskab er bare en dårlig undskyldning for ikke at se i øjnene, hvad forhindringen for at tage konfrontationen er. Måske er forhindringen, at du ikke kan holde dine følelser ud, når den anden bliver vred eller ked af det. Måske er det, at du er bange for at blive forladt, afvist, udelukket eller hånet – eller at du er nervøs for at miste privilegier, prestige eller at vise dig fejlbarlig og sårbar. Måske er forhindringen, at du ikke vil såre modparten. Men tror du da, at du kan leve et helt liv uden at gøre eller sige noget, som andre bliver vrede, skuffede eller sårede over? Det kan du ikke. Og i øvrigt bad veninden jo selv om din mening!

Jeg siger det lige igen: Kontakt og nærvær kræver ærlighed. Også, selvom det kan gøre ondt.

©Winnie Haarløv