|
Men fra det øjeblik, navlestrengen kappes (visse
forskere mener endda før), begynder påvirkningen og prægningen, som bliver
til det sæt af oplevelser, der cirka fem år senere er indfældet i dig som
Grundloven for dit lov.
En af dit sinds grundlæggende funktioner er at sørge
for, at du overlever fysisk, mental, følelsesmæssigt og åndeligt. Alt hvad
du gør, har derfor til formål at sikre din overlevelse på et af disse
niveauer. Derfor er det også vigtigt for dig at finde ud af, hvad der
virker for dig – det er jo et spørgsmål om liv eller død.
Så du begynder
som spæd (nogle mener faktisk allerede som foster) at træffe beslutninger
om dig selv og verden. Men da du jo endnu ikke har et sprog og heller ikke
nogen særlig analysekapacitet, tager du beslutningerne på det man kalder
overlevelsesniveauet, og intet af det, du beslutter er mentalt
eller rationelt. Beslutningerne er udelukkende følelsesmæssigt baseret, og
da de ikke er taget ved hjælp af mental analyse, fornuft eller bevidst
overvejelse, er de ubevidste.
din ubevidste Grundlov skabes
Måske oplever du som spæd noget, du opfatter som
truende: at din mor ikke omgående hører dig græde i barnevognen; at
familiens hund snuser til dig mens du ligger forsvarsløs på gulvet, eller
at en fremmed voksen forskrækker dig med en høj lyd eller ved sin blotte
tilstedeværelse.
Baseret på denne oplevelse træffer du ubevidst en rent
følelsesmæssigt baseret beslutning: f.eks. Verden er farlig. Dit
sinds grundlæggende overlevelsesfunktioner aktiveres og byder dig at følge
denne ’lov.’ Den sandhed, der nu gælder for dig og som er baseret på dine
hidtidige oplevelser er altså, at verden er farlig. Den ’sandhed bliver
det filter, som du ser verden igennem, og filteren farver dit billede af
verden og gør at du ser verden som farlig.
På den måde får du ret i den
beslutning, du ubevidst tog om verden. Men problemet er jo, at
berigtigelsen er selvrefererende – dvs. at du berigtiger din egen
oplevelse på grundlag af din egen oplevelse. Det ved du imidlertid ikke,
fordi din ’sandhed’ jo er ubevidst.
En farlig verden kan være overvældende, og oplevelsen
vil naturligvis fremkalde angst. Din næste beslutning kunne derfor sagtens
være baseret på følelsen angst, og når du er bange og føler dig
overvældet, får du opfattelsen af at være svag. Nu har du to beslutninger:
1) ikke bare er verden farlig – 2) du er også svag, når du udsættes for
verdens farlighed. Du har altså skabt dig endnu en "sandhed" og endnu et
filter som du ser verden igennem.
Beslutning nr. 3 kunne så bliver følgende: ”Jeg lever
i en farlig verden, som jeg føler mig svag og bange i, og hvis jeg vil
have tryghed og beskyttelse, må gøre det jeg mener der skal til for at
skaffe mig det.” Altså 3) ”Jeg må tilpasse mig.”
Din lektion er dermed klar, og i dit sind (som stadig
er uden kapacitet til ord og rationel analyse) lyder den noget i stil med:
”Jeg er nødt til at tilpasse mig for at få kærlighed, tryghed og accept,
og for at tilpasse mig gør jeg det, som får omgivelserne til at give mig
det, jeg ønsker.” Eller med andre ord: ”Hvis jeg vil elskes, må jeg tage
jeg en maske på, som passer omgivelserne.” Resultatet bliver, at
omgivelserne ser (og elsker) masken, men de ser ikke den du er bag ved
masken.
Omkring fem-seksårsalderen begynder et barn at kunne
ræsonnere (analysere, planlægge, fortolke). Det er nemt at forstå, at dit
barneræsonnement bliver, at det sande jeg bag masken ikke er værd at elske
– det er kun masken, der belønnes med kærlighed. I dette tilfælde kommer
Drejebogen til at hedde: ”Jeg er ikke værd at elske.”
Efterhånden som du vokser til, skaber du "sandhed" på
"sandhed", og efterhånden som de hober sig op gør de filteret tykkere og
tykkere, så dine billeder af dig selv og verden passer i den drejebog, som
gælder for dit liv. Og som du gør, hvad du kan for at følge.
•
Det er vigtigt at understrege, at et andet individ (selv din
søster eller bror) måske ville træffe andre beslutninger baseret på sine
oplevelser i den samme familie og dermed skabe en helt anden drejebog på
nogenlunde samme baggrund. For eksempel: Verden er farlig. Hvis jeg
skal finde tryghed og overleve, må jeg være endnu farligere. Jeg må være
hård og bekæmpe og kontrollere verden med min vrede og aggression.
•
Et tredje individ kan beslutte, at Verden er kaotisk.
Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg skabe orden omkring mig.
Jeg må kunne analysere, sortere, ordne, forklare og kontrollere alt.
•
Naturligvis kan de første fem års oplevelser også være
overvejende positive og skabe et positivt og livsfremmende livsmanuskript,
f.eks.: Verden er tryg. Jeg er stærk og kraftfuld. Jeg bliver
værdsat, selvom jeg viser mine sande følelser, behov og grænser. Jeg er
værd at elske.
Det siger sig selv, at dit livsmanuskript fremover vil
påvirke din livskvalitet, dine relationer til dig selv og andre og den
måde du møder udfordringer på.
psykologiske spil
En måde at følge din personlige drejebog på er at
spille psykologiske spil. Da dine spil er grundlagt i før-bevidstheden ,
er både dine spil og deres formål er ubevidste. Men på samme måde som du
oplever større tryghed ved at køre en vej du kender, giver det tryghed at
følge de love og sandheder du kender – dvs. dem, der gælder i din
drejebog.
Rationelt kan du sikkert godt se, at det kan være
destruktivt at fortælle sig selv at verden er et farligt sted, ligesom du
kan forsøge at overbevise dig selv om, at det ikke er farligt f.eks. at
begå fejl – men spillets regler er jo netop ikke rationelle, men
følelsesmæssigt baseret. Derfor gør du, hvad du kan for at ”overleve”,
altså spille efter de regler, der passer til din drejebog og din
filtrerede billede af verden. Ligesom når du spiller ludo går det ud på at
vinde; at få ret i, at dine regler gælder.
Hvis din drejebogs grundsætning er ”Jeg er dum og
uvigtig, og andres behov og følelser er vigtigere end mine”, så lever du
dit liv på helt andre betingelser end den, hvis grundsætning er: ”Andre
mennesker er idioter. De kan ikke bruges til noget, så jeg må klare mig
selv og blæse på dem og deres behov.” Ingen af jer er bevidste om jeres
grundsætninger, men det slår helt sikkert en eller anden slags gnister,
når I mødes.
dramatrekanten
Dramatrekanten er et eksempel på et klassisk og helt
almindeligt psykologisk spil. Trekanten har de tre positioner: Offer,
Skurk (også kaldet Krænker el. Anklager) og Redder. Personerne i spillet
bevæger sig rundt mellem Dramatrekantens tre positioner. Offeret
oplever sig selv som svag og andre som stærke. Skurken og
Redderen opfatter sig selv som stærke og andre som svage:.

•
Offeret ser ikke sine egne muligheder for at tage
ansvar og handle for at ændre sin situation. Fra Offerpositionen sender
han/hun signaler om, at andre skal komme og tage sig af problemerne. I
Offerets drejebog står der nemlig følgende: ”Jeg kan ingenting, og alle
andre er dygtigere, bedre, smukkere og mere værd end mig. Jeg er så håbløs
og svag, at jeg lige så godt kan opgive på forhånd, men jeg er åben og
prøver ikke at lade som om jeg kan noget selv. Når de andre ser, hvor
svært jeg har det, så må de da holde af mig, selvom jeg egentlig ikke er
værd at elske.”
Offeret føler sig svag, rådvild, hjælpeløs, afmægtig, ulykkelig,
frustreret osv. og hans/hendes overlevelsesstrategi er at gøre sig selv
endnu mere svag og hjælpeløs i det ubevidste håb, at andre tager over.
•
Skurkens filter viser: ”Alle andre er idioter, og jeg
kan ikke bruge dem til noget eller regne med, at nogen vil mig noget godt.
Jeg er alene i verden, og jeg må holde idioterne væk med min vrede – så
kan jeg bedst kontrollere dem. Jeg må være stærk og uafhængig og ikke have
brug for andre. Det er min måde at finde tryghed på.”
Derfor går Skurken rundt som en tikkende bombe og eksploderer ind imellem,
så ingen tør udfordre hans/hendes meninger og autoritet af angst for at
blive overfaldet verbalt eller fysisk. Skurken trækker sine grænser med
aggression og forsøger at få opfyldt sine behov ved at tromle hen over
andre med vrede og uden respekt for deres grænser, følelser og behov.
•
Redderen har en drejebog, hvori der står: ”Jeg får
tryghed og accept, når jeg tilsidesætter mig selv og gør mit yderste for
at hjælpe andre og bære deres byrder. Jeg må tage mig af dem, for de kan
jo ikke klare sig selv, og derfor må jeg tilsidesætte mine egne behov og
tilgodese andres. Det er hårdt og et stort arbejde, men det gør mig til et
godt menneske, og så får jeg værdi og bliver påskønnet.”
Redderen investerer mere energi i at løse Offerets problemer, end Offeret
selv gør, for det understøtter jo Redderens drejebog at kunne hjælpe det
svage Offer. Det er også grunden til at Redderen ubevidst forsøger at
fastholde Offeret i Offerpositionen ved gøre tingene for ham/hende: at
give ham fisk i stedet for at lære ham at fiske.
favoritpositionen
Som alle andre mennesker kender du til alle tre
positioner og kan spille dem, men du har også en yndlingsposition, som
står i din Drejebog.
•
Måske oplevede du som lille, at når du var i en presset
situation eller en konflikt, skulle du bare at give op og se hjælpeløs ud,
så kom der nogen og hjalp dig og klarede tingene for dig. Strategien ”Hjælpeløs”
virkede, så den blev din ubevidste strategi fremover. Offeret blev
din favoritposition.
•
Måske oplevede du, at hvis du bare blev tilstrækkeligt vred
i en presset eller konfliktfyldt sitaution, blev omgivelserne bange og
rettede ind efter dig, så du fik din vilje. Din strategi fremover kom til
at hedde ”Respektløs”, og din yndlingsposition blev altså
Skurken.
•
Eller måske oplevede du, at hvis du bare tilsidesætte dine
egne behov og tog hensyn til de andres, så blev en truende konflikt
glattet ud, en ubehagelig situation blev opløst, og det hele gled lidt
lettere. Konflikten ophørte, og du fik påskønnelse og en identitet som
den, der tager sig af andre. Din ubevidste strategi blev ”Grænseløs”,
og Redder blev din favoritposition.
Helle – et offer
Helles favoritposition er Offer, så hun foretrækker at
omgive sig med mennesker, der har Skurk eller Redder som favoritposition.
For så passer set-uppet jo med det, der gjorde at hun skabte sig en
Offer-drejebog. Hun vil utvivlsomt vælge enten en Skurk eller en Redder
som partner, for så kan de støtte hinanden i at blive fastholdt i hver
deres favoritposition. Helle styrker ham i hans Drejebog, og hun bestyrkes
i, at han (=andre) er smartere, dygtigere osv. end hende. Helle fortæller:
Vi mødtes
til en fest. Jeg kom alt for sent, fordi jeg som sædvanlig ikke kunne
finde hverken min taske eller begge mine sko. Da jeg ville praje en taxa,
plaskede den min kjole til fordi jeg uheldigvis havde stillet mig lige
foran en kæmpe vandpyt.
Jeg nåede
derhen en halv time efter alle andre, og jeg er godt nedtrykt og usikker,
da jeg jeg entrer lokalet. Men heldigvis var der en mand, der smilede til
mig og kom til undsætning. Det var Ole. Han tilbød galant at hjælpe mig
med at få mudderpletterne af kjolen og var forbavsende dygtig til det, og
han fik mit humør på køl igen. Han virkede så dejlitg tryg og rolig –
sådan en med totalt styr på tingene og råd for alt. Vi snakkede utrolig
godt sammen, og det blev begyndelsen på vores parforhold.
spillet kan begynde
De ubevidste, psykologiske spil i Dramatrekanten
opstår, når der viser sig en presset situation (stor eller lille) og
begynder med, at parterne stiller sig i hver deres favoritposition,
hvorefter én af spillerne kaster en krog ud. Hvis den anden napper på, kan
spillet begynde.
Da Helle ikke kan finde adventspynten i kælderens rod,
går hun i Offerposition og smider krogen ud ved at hænge med hovedet og
signalere: ”Jeg er ikke rigtig glad.” Hun siger det ikke højt, men regner
med, at Redder-Ole med sine højpolerede antenner straks vil opfange hendes
tavse råb om opmærksomhed. Det gør han dog ikke straks, så Helle
forstærker (stadig ubevidst) signalet. Hun sukker højlydt, og nu reagerer
Ole.
”Er der noget i vejen, skat? Kan jeg gøre noget for
dig?”
Det var jo netop det, som Helle i begyndelsen syntes
var rart, men nu, da deres parforhold er blevet mere etableret,
begynder Ole hurtigere og hurtigere at redde hende, give råd og tage
affære.
”Der er så rodet i kælderen. Adventspynten…” begynder
hun, og før sætningen er slut, buldrer Ole ned ad trapperne og rumsterer
rundt og leder efter kassen. Tilbage sidder Helle og føler sig egentlig
ikke hjulpet, mens han drøner rundt dernede. Hun ønskede jo egentlig nærvær
og måske også et tilbud om hjælp, men da Ole bare rykkede på hendes
signaler, sidder hun og føler sig únderligt forsømt og forladt der i sofaen.
Det irriterer hende, så hun bliver vred. Da han glædestrålende dukker
op med den eftersøgte kasse, er hun sur og har indtaget positionen Skurk
(Anklager), .
”Du er ligeglad med mig,” anklager hun vredt. ”Du løber fra
kælder til kvist og er her aldrig når jeg har brug for dig.”
”Jamen, jeg ville jo bare hjælpe…” siger den
forbløffede Ole, der jo trofast har fulgt sin Drejebog - og så skaffer det
ham ikke Helles kærlighed og påskønnelse. Tværtimod bliver hun sur. Det
forvirrer ham og gør ham forsvarsløs og
rådvild. Han bliver ked af det og flytter fra Redder til Offerposition.
"Det kan du ikke være bekendt," siger (eller tænker) han.
Helle får dårlig samvittighed. For hun kan jo godt se,
at han ikke var ude på at såre hende. Hun er den
stærke af de to lige nu, og det er faktisk rart for en gangs skyld, for så
føles verden ikke så farlig som ellers. Det er en sjælden nydelse for
hende at føle sig tryg og ovenpå, så hun begynder at Redde ham (dvs. give
råd og hjælp som Ole ikke har bedt om):
”Ved du hvad, du skulle også tænke lidt på dig selv
engang imellem. Du arbejder dig jo ihjel – fikser familiens pc-problemer,
arbejder over, varter mig op. Du har altid så travlt, og jeg føler bare,
at du slet ikke er til stede.”
Så er det Oles tur til at blive gal. Han bliver
stresset og ubehageligt til mode, fordi det nu – helt uvant - er hans
behov, der er i søgelyset. Utilpasheden gør ham irritabel, og vreden
rykker ham op i
Anklager/Skurk. Helle bliver skubbet tilbage i Offerpositionen.
”Du er sgu heller ikke nem!” råber han. ”Først beder
du mig om det ene, så om det andet, og det du selv skal ordne glemmer du
eller opgiver på halvvejen! Der er jo kun mig til at gøre tingene, og når
jeg så gør det, så bliver du sgu sur!”
Helle begynder at græde.
”Du har ret, Ole. Undskyld, skat. Jeg er et fjols, og
jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.”
Pyha. Nu kender Ole hende igen. Helle er ked af det,
rådvild og hjælpeløs, og han kan erobre sin velkendte Redder-position
tilbage og trøste hende.
”Så, så, skat… Sådan var det jo heller ikke ment.
Undskyld, at jeg for sådan op, jeg ved jo, at du bliver så nervøs, når vi
bliver uvenner. Nu skal du se, nu laver jeg lidt te til dig, og så får jeg
ryddet færdig i kælderen. Her er en Kleenex, tør nu dine smukke øjne.”
Og vupti ! De er begge tilbage i deres trygge
favoritpositioner. Runden er slut, og der er fred og ingen fare. Indtil en
ny, presset situation opstår, og næste runde kan begynde.
hvad opnår Helle og Ole?
•
Helle får ret i, at hun er offer. Hun får bestyrket
rigtigheden og værdifuldheden af sin Drejebog, som har titlen "Jeg kan
ikke finde ud af
noget." For da hun endelig følte sig ovenpå og ville hjælpe Ole, virkede
det lige modsat, så hun fik ingen kærlighed på dén konto. Så hellere være
lille, dum og svag.
•
Ole får ret i, at der er brug for hans hjælp og bliver
bestyrket i sin Drejebog, som hedder "Ingen er interesseret i dine
følelser og behov." Han har fra barnsben lært, at der er mest kærlighed at hente, når han
fokuserer på andres behov.
rabatmærker
Spillerne i Dramatrekanten samler på psykologiske
rabatmærker: følelser, som spilleren ifølge sin Drejebog ikke har lov
til at føle og udtrykke. I stedet undertrykker de følelserne og samler dem
ind som rabatmærker.
Helle - den søde pige
Da Helle var barn, kom hendes følelser tit i konflikt
med forældrenes.
•
Når hun var glad, var hun for højrøstet, og hendes
far gav hende besked på at være stille.
•
Var hun ked af det, fortalte hendes mor, hvor ked af
det hun selv var, hvor hårdt familiens liv var og hvor svært det var at få
enderne til at mødes. Helle lærte hurtigt at lægge låg på sine følelser og
tilsidesætte sine behov for at tage sig af forældrenes, dvs. være nem,
sød, stille og ikke-krævende.
•
Når Helle var vred, blev hendes forældre endnu mere
vrede og forurettede. De ignorerede, passiviserede hendes vrede – hvis de
da ikke latterliggjorde den og kaldte hende hysterisk og forkælet, umulig,
dum og utaknemmelig.
•
Hvis Helle blev bange, f.eks. for mørke eller uhyrer
under sengen, grinte hendes far og kaldte hende en tudeprinsesse og en
bangebuks. Hendes forældre blev enige om at hun skulle sove med slukket
lys ”for hendes egen skyld, for det går jo ikke at du er sådan et pjevs,
hvis du skal overnatte ude.”
•
Sådan lærte Helle at lægge låg på bestemte følelser og være
den ”nemme, søde, stille og ikke-besværlige” pige. Det præger hende på
mange måder, nu, da hun er voksen – f.eks. når hun bliver vred. I Helles
Drejebog står der jo, at hun ikke må være vred, og derfor må hun nøjes med
at mærke vrede ulme, når nogen overskrider hendes grænser. Hun må
undertrykke den.
Den ikke-udtrykte vrede bliver til et rabatmærke i
samlehæftet. Og flere kommer til: næste gang, Helle føler sin grænse
overskredet, sluger hun igen vreden og samler endnu et rabatmærke. Når det
er sket tilstrækkelig mange gange, mangler der kun ét rabatmærke, før
bogen er fuld. Og når der så er én, som gør eller siger noget, som giver
det sidste rabatmærke, så er er bogen fuld, og så kan den indløses. Det
gør Helle ved at gøre noget destruktivt, f.eks
•
lade vreden gå ud over modparten: eksplodere og hælde
al sin sammensparede vrede i hovedet på den, der gav hende det sidste
rabatmærke
•
lade vreden gå ud over noget andet: slå noget i
stykker / køre for stærkt i bilen / sparke katten / skælde partneren ud
osv.
•
lade vreden gå ud over sig selv: bruge for mange
penge / drikke sig fuld / bryde sin slankekur el.lgn.
På den måde kommer hendes Drejebog til at passe, og
hun får berigtiget sin strategi om, at ”jeg må ikke vise vrede, for det
har kun negative konsekvenser.” For se selv, hvad der skete: Hun
undertrykte den jo så længe, og nu, da hun omsider viste den, så brød
helvede jo løs! Der blev måske krise i parforholdet, eller hendes venner
blev sure over at blive overfuset og trak sig væk – stuen ligger i ruiner,
eller hendes kolleger er begyndt at kalde hende uligevægtig og svær at
samarbejde med, så hun er blevet bange for at være den næste der skal
fyres. Men hun må jo ikke vise angst, så… Fortsæt selv.
drejebogens konsekvenser
At leve sit liv efter begrænsende love (Verden er
farlig / Jeg er svag / Jeg skal tilpasse mig / Jeg er ikke værd at elske
osv.), har det vidtrækkende konsekvenser. Det leder til følelser af f.eks.
ubehag og stress.
Alle dine følelser er meddelelser fra dig til dig. Når
du er i harmoni med dig selv og omgivelserne, mærker du jo hverken ubehag
eller stress, så følelserne af ubehag og stress er meddelelser om, at du
ikke er i harmoni med mig selv og dine omgivelser. De er
advarselsflag der påpeger, at noget er i ubalance. De beder dig tage
filteret af linsen og gøre det, der kræves for at genoprette harmonien.
Beholder du filteret på, tror du selvfølgelig, at du
må kaste dig ud i en gang Dramatrekant. Også selvom dette spil er
destruktivt og begrænsende. For det er nemlig velkendt og har jo været din
overlevelsesstrategi så længe. Selvom du måske begynder at forstå, at
trygheden kun er kortvarig, kan du opleve stor modstand mod at ændre den.
Derfor ignorerer du det, du egentlig godt ved: at din
strategi ikke for alvor virker, og at trygheden kun er kortvarig. Den
virker ikke på den lange bange (det viste eksemplet med Helle og Ole jo
tydeligt) Filteret skal af, og det betyder, at du må ændre på mønstre i
dit liv. Du må rette i Drejebogen. Men ”det er svært!” siger du. Og ja,
det er ikke nemt at ændre et helt livs vaner. Det er meget nemmere at
ignorere dem og deres konsekvenser.
hvis du vil undgå at rette i Drejebogen
Der er utallige måder at undgå at skabe de nødvendige
forandringer i dit liv. Du kan f.eks. ignorere de ubehagelige følelser ved
at:
•
lægge låg på dem (holde dem inde, lave dem om til noget
andet, f.eks. gråd i stedet for vrede / vrede i stedet for angst / angst i
stedet for gråd osv.)
•
bedøve dem (spise, drikke, ryge, tage stoffer)
•
fortrænge dem (arbejde, dyrke hård sport, lade dig optage af
fornøjelser eller sex)
Der er mange flere metoder, men formålet med dem alle
er, at du bliver fri for at at stoppe op og mærke smerten og
fortvivlelsen. Og når du ikke mærker følelserne, får du heller ikke
meddelelsen - og dermed bliver du herligt fri for tilskyndelsen til at
lave forandringer. Puha! Du slipper og kan fortsætte som hidtil.
Hvis du mærker følelserne, kan du vælge at ignorere
deres betydning. Naturligvis føler du ubehag og stress - det er jo en
livstilstand du selv har skabt, og som er uforanderlig, fordi "verden er
hård/ond/farlig, og jeg er svag" eller ”Andre er dumme, så jeg er helt
alene og må klare mig selv.” Uanset hvad din Drejebog har af forklaringer
på ubehaget så dikterer den vidunderlige bog også, at den jo er Grundloven
– og Grundloven kan ikke sådan bare forandres. Dit lod er dit, og du må
bare lære at leve med ubehaget og stressen.
Det kan også være, at du mærker følelserne og
erkender, at de er meddelelser til dig om at gøre det du skal gøre for at
bringe dig selv i harmoni. Så kan du heldigvis ignorere dine egne
muligheder for at handle og ændre situationen. Du forstår selvfølgelig
udmærket, at andre kan ændre deres liv, for det findes der jo mange
eksempler på. Men du tror også fuldt og fast på, at DU ikke kan – og så
kan du gudskelov finde samtlige undskyldninger og forklaringer på dét i
Drejebogen: Verden er farlig… fortsæt selv. Du er nemlig for gammel, for
ung, for dum, for klog, for fattig, har ikke den rette uddannelse, har det
forkerte køn, må vise hensyn til familien og til firmaet etc. Så du kan
lige så godt leve videre med ubehag og stress, og det har konsekvenser.
Det forringer din livskvalitet og påvirker din kropskemi, hormonbalance,
kirtelfunktioner og dit immunforsvar. Du risikerer at blive syg.
sygdom
Bemærk venligst, at når jeg taler om at tage ansvar
for sin egen sygdom, mener jeg ikke nødvendigvis skyld i egen sygdom.
Naturligvis tror jeg på lægevidenskaben og ved, at utallige faktorer
påvirker menneskets helbred.
Sygdomme kan have genetiske. miljømæssige, mekaniske
eller psykologiske årsager - eller opstå som en kombination. En metode til
at fjerne sygdom er lægelig indgriben. En anden er at ændre
sygdomsfremkaldende miljø eller fjerne sig fra det. En tredje er at tage
ansvar for mit liv, og bringe mig selv i harmoni og derved styrke
immunforsvaret. Og ingen af de tre udelukker hinanden.
Men jeg tror også, at sygdom kan være en meddelelse
til dig om, at du er i ubalance med dig selv og dine omgivelser og at du
ikke har lyttet til de meddelelser du fik via følelserne af (f.eks.)
ubehag og stress. Her kan du så vælge at ryste på hovedet.
I vores kultur er det mest almindeligt udelukkende at
fokusere på rationelle forklaringer på sygdom: genetiske årsager, virus,
bakterier eller ulykker (feks. at du i distraktion går over for rødt,
bliver kørt ned og brækker armen). Alle disse forklaringer kan udmærket
være en del af årsagen.
Men der er også den mulige forklaring, at du lever
efter en Drejebog, som giver plads til netop dine genetiske anlæg for
sygdom får råderum, fordi du vælger at leve med stress og ubehag og derved
forringer dit immunforsvar, åbner dig for infektioner og at jeg var så
stresset, at jeg gik over for rødt.
Hvis du kun ser de rationelle forklaringer, ser du jo
ikke hele spektret af muligheder for selv at tage ansvar og påvirke
ditvelbefindende. Og hvis du fortsætter med at ignorere følelsernes og
kroppens meddelelser og leve efter en destruktiv og begrænsende Drejebog,
koster det energi.
For Verden behøver ikke at være farlig, og livet
behøver ikke leves destruktivt. Det er dit dine egne, selvskabte love og
filtre, som skaber disse billeder, og det koster nu engang en masse energi
at lave verden og livet om, så det passer ind i ens eget billede.
Virkeligheden er, at du er skabt som en perfekt skabning, beregnet til at
leve i netop denne verden. Hvilket andet væsen på jorden er skabt til at
leve i smerte og destruktion? Ingen. Hvorfor skulle det så lige gælde dig? |