|
Et barn overlever ikke uden at få dækket sine
fysiske behov (mad, varme, klæder) - de behov, der dækkes med synlig omsorg. Det
kan heller ikke undvære at få sine psykiske behov for tryghed, omsorg og
kærlighed dækket - dem, der dækkes med usynlig omsorg.
Får barnet ikke begge dele, vil det vantrives
og i yderste konsekvens dø. Behovene kan kun dækkes af mindst én primær voksen
(mor, far eller nogen der træder i deres sted). Den voksne er altså reelt
livsvigtig for barnets overlevelse, og derfor vil barnet instinktivt gøre alt,
hvad det kan for at samarbejde med denne livsvigtige omsorgsgiver.
Men én ting er simpel overlevelse. For at
udvikle sig som mennesker med evnen til at danne sunde relationer til sig selv
og andre, må barnet opleve at blive taget alvorligt: At blive mødt med
autencitet. Det er selvfølgelig ikke det eneste, et barn har brug for, men det
afgørende for, om barnet bliver skadet eller støttet for livet, er om det, vi
siger, gør og viser, er sandt. Dvs. at lade være med at manipulere, lyve, spille
komedie, lade som om, pynte på eller fortie – eller simpelthen at undlade at
gøre eller sige noget, der bygger på en eller anden grad af løgn.
autencitet – et grundlæggende behov
Autencitet betyder ”ægthed, pålidelighed,
retsgyldighed”. At være autentisk betyder altså at være ægte, stabil og til at
stole på. Det er fravær af autenciteten i forældre–barn forholdet, der gør den
store forskel på, hvilke barndomsforhold, der får en blivende destruktiv
indflydelse på personens liv.
Her vil mange sikkert sige: "Jeg lyver da
aldrig for nogen!" eller "Hvor svært kan det være?" Men for de allerfleste er
det utrolig svært. Mange mennesker (således også forældre!) ved ikke, at de
lyver for barnet, for de er ikke bevidste om, at de lyver for sig selv. Men når
den voksne giver barnet skylden for problemerne imellem dem betyder det, at den
voksne ikke ser ærligt på sig selv og sit eget ansvar for det problematiske. Den
voksne lyver om sit ansvar ved at spille skyld: "Du ødelægger det hele!" "Da jeg
var barn, kunne jeg godt sidde stille og spise pænt!" "Smil nu - du har ikke
noget at være ked af!" osv. osv.
spæde kan noget, som de færreste kan
Naturen er autentisk. Hvordan skulle den være
andet? At lave sig om, lade som om, tilpasse sig og gøre dét, der er pænt,
høfligt, sødt, velopdragent eller betaler sig er tillært. Et nyfødt barn smiler
ikke, for at mor skal føle sig som en god mor. Det smiler fordi dets behov er
dækkede: mad, tryghed, søvn, varme, ren ble osv. På samme måde er der en årsag
til, at barnet græder: det er sultent, utrygt, træt, fryser eller er våd.
Spæde kan noget, som større børn og voksne mere eller mindre er opdraget til at
have glemt: de kan bede om det, de vil have uden at skamme sig over det.
Barnets forhold til de voksne er altså i sit
udgangspunkt autentisk: det viser sig, som det ér – det er ægte og kan derfor
kun forvente at blive mødt med ægthed. Når det ikke bliver sker, får barnet
problemer med samarbejdet. Barnet prøver at samarbejde ved at lære at lave sig
om og gøre det, som den voksne ønsker. Barnet forsøger altså at dække den
voksnes behov og skjule sine egne – det lærer sig uautenticitet.
vil jeg elske mit barn, eller
vil jeg
bekræftes i at barnet elsker mig?
"Ikke alle er modne nok til at fravælge det
sidste, når vi bliver forældre. Det kan børnene godt leve med en tid, hvis de
oplever, at vi er villige til at lære sammen med dem. Hvis vi ikke er villige,
elsker de os ikke mindre af den grund. De elsker sig selv mindre." Sådan skriver
Jesper Juul i sin bog ”Det kompetente barn”.
Et barn er en udfordring til og chance for at
genopdage, hvad det vil sige at være et rigtigt (autentisk) menneske. Det er
ikke opgaven at opdrage barnet til at blive ”et rigtigt menneske” – nærmest
tværtimod. Børn er jo rigtige mennesker. De er naturlige, fri for tillærte
normer og falskheder. Tænk bare på den gamle kliché "Af børn og fulde folk skal
man høre sandheden."
Barnet er også et fantastisk tilbud til
forældrene om et samarbejde henimod at opstille, afprøve og vælge værdier. Barnets
autentiske reaktioner på de voksne er en unik chance for at undersøge og
revidere egne værdier (eller mangel på samme). Og hvis de voksne ikke vil lære
om deres værdiforvirring, kommer barnet til at lide af værdiforvirring.
væk fra det naturlige
I barnets socialisering og
bevidsthedsudvikling brydes modsætningen mellem det autentiske og ureflekterede
(”det naturlige”) og det bevidst, tænkende og handlende ("det socialiserede").
Barnet får dermed to helt forskellige grundlag at danne sine selvbilleder på : i
den ene pol dét, som barnet mærker, føler og sanser inde fra sig selv, og i den
anden pol omverdens reaktioner, skrevne eller uskrevne regler og det, man kalder
opdragelse.
Den første, afgørende spejling for barnet er
selvfølgelig forældrenes. Når denne spejling ikke er autentisk, bliver barnets
informationer fra sine ydre og indre kilder modsætningsfyldte. Når
informationerne ikke passer sammen, kan selvbilledet ikke skabes uden konflikt.
Det naturlige barn protesterer imod denne uforståelige konflikt med vrede eller
gråd, men hvis forælderen overhører protesten, resignerer barnet på et eller
andet tidspunkt. Det opgiver efterhånden tilliden til sine egne fornemmelser,
følelser, sansninger – dvs. opgiver tilliden til det autentiske. Og da barnet er
lærevilligt og vil gøre alt for at samarbejde med sin primærperson, som det er
så dybt afhængigt af, tager barnet den første lektion i mistillid til de ægte
værdier, der er repræsenterede i dets oprindelige væsen til sig. Den første brik
til et negativt selvbillede er lagt.
Et andet Juul–citat:: »Børns evne til at
samarbejde med de opvækstvilkår, de har, er næsten uopslidelig. Selv når de
forsøger at gøre os opmærksomme på, at samarbejdets pris er ved at blive for
høj, kan de resignere, når vi ikke kan se og høre dem. På samme måde er deres
kærlighed tilforældrene næsten uopslidelig. Det er deres kærlighed til sig selv,
der er sårbar.« (Juul, 1998)
du er spejl for barnets identitet
Autencitetssvigt fører således til dannelsen
af en negativ identitet. Når du spejler Emil eller Sofie, viser du dem hvad
deres handlinger og præstationer betyder. Du viser dem også, hvem eller hvad de
er. Du spejler deres identitet, og denne spejling skal være sand for at være
sund.
Er den ikke det, svigter du det autentiske, og
Emil og Sofie får formentlig problemer med værdiforvirring resten af deres liv,
medmindre de senere selv udnytter chancen til at få sat værdier på plads. Det
kan ske i f.eks. mødet med deres egne børn, andres børn eller med en person, der
vil tage dem alvorligt; f.eks. en terapeut eller et menneske, der tager sig selv
alvorligt (og jeg mener ikke højtideligt! Der er en verden til forskel!)
den absurde
værdiforvirring
Da jeg for mange år siden
arbejdede som folkeskolelærer, oplevede jeg noget, der belyser problematikken
klart. Lærergruppen var på planlægningsweekend i en spejderhytte, og før frokost
besluttede vi at gå en tur i den omliggende skov. På vejen hjem tog en af
kollegerne en afstikker gennem skoven, uden for stierne.
Vi nåede hjem og ventede
lidt på hende, inden vi begyndte på frokosten, og da frokosten var overstået,
var der gået 1 ½ time, uden at hun var tilbage. To andre besluttede da at køre
ud i bil ad omegnens grusveje for at lede, og de fandt hende ca. 7 km væk,
vandrende i retning væk fra hytten.
Hjemme igen fortalte hun
at hun var gået mod nord, fordi hun mente at den vej, hun kom ud fra skoven på
var den, der førte forbi hytten mod syd. Logisk nok. Men rent faktisk var det en
nordligere vej hun var stødt på, så vandringen mod nord bragte hende altså
længere og længere væk fra målet. Men det virkeligt interessante var, at hun –
imens hun gik – forlængst havde regnet ud, at det var sådan, det hang sammen, og
at hun altså gik den forkerte vej. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at
standse op og vende om.
Hvorfor? Fordi det ikke
var til at bære at at se i øjnene, at hun var gået så langt i den forkerte
retning!
Den lader vi lige stå et
øjeblik: Det var ikke til at bære at se i øjnene, at hun havde gået den forkerte
vej så længe? Jamen hun så det jo – hun erkendte det jo!
Eller med andre ord: hun
syntes ikke, at det var til at holde ud at erkende, hvad hun rent faktisk
erkendte! Det er absurd.
Og ikke nok med det. Det,
hun vidste var forkert fik hende til at fortsætte med at gøre dét, der var
forkert – stik imod det, hun ønskede! Hun kunne ikke bære, at hun havde begået
en fejl, så derfor begik hun én til!
Værdiforvirringen er
tydelig, og årsagen er det negative selvbillede: hun kunne ikke bære at se sig
selv som så dum, at hun havde gået den forkerte vej så længe. Hun vidste det,
men kunne ikke få sig selv til at tage sin viden alvorligt i handling, fordi det
selvbillede, det gav hende gjorde for ondt. Hun betragtede sig selv med kritik
og fordømmelse – og den paradoksale, næsten absurde konsekvens var, at hun
dermed motiverede sig selv til handle, så selvbilledet blev værre for hvert
skridt. Hun gav sig selv mere og mere grund til selvfordømmelse. Kunne det have
været dig?
hvad kan man gøre?
Hvad ville der være sket,
hvis nogen (hun selv, et barn, en terapeut, en ven) havde standset hende og
spurgt, hvad det egentlig var, hun gjorde? Ville hendes negative selvbillede
blive ved at styre hende?
Hvad nu, hvis hun (eller
den anden) i stedet motiverede et kærligt perspektiv frem: ”Nej, hvor er det
ærgerligt at du har dummet dig, men det er ikke for sent. Du kan bare vende
om!” Hvordan mon hun havde reageret?
De steder i ens liv, hvor
man går ad den forkerte, destruktive vej – væk fra sit mål – kan vendepunktet
være at møde sig selv med kærlighed i stedet for fordømmelse og selvkritik.
Hvis forældre skal vise
barnet den bedst mulige vej, gælder det altså først og fremmest om at undgå at
indgive barnet et negativt selvbillede. Og hvis skaden er sket, er det aldrig
for sent at vende om! Det kræver mod, men bag det negative selvbillede ligger
det ægte, pålidelige, naturlige og autentiske selv stadigvæk. Det skal ”bare”
vækkes, og det bliver det med autencitet. Ved at se virkeligheden i øjnene og
erkende det, der ér.
 |
|
Den negative identitet
Når Emil oplever, at hans vrede eller gråd i
protesten mod vilkårene ikke virker eller måske endda bare gør situationen endnu
værre (mor eller far bliver vred, straffende, bebrejdende, opgivende, eller
giver ham skylden: se nu hvad du har gjort!) opgiver han og vender vreden eller
sorgen imod sig selv. Emil oplever, at han ikke har nogen indflydelse på de
vilkår hans voksne har fastsat for samarbejdet.
Ifølge disse vilkår er det jo ham, der skaber
problemerne, ham, der ér problemet. Emil får et negativt syn på sig selv – og et
resigneret syn på andre. Kærligheden og tiltroen til ham selv bliver han nødt
til at vende til f.eks. selvhad, selvdømmen, selvkritik, selvmistillid eller
selvopgivelse. Men kærligheden til forældrene bliver til ulykkelig kærlighed –
måske med ambivalens, fordi Emil ubevidst blander den med sin uforløste vrede.
I min praksis ser jeg dagligt konsekvenserne
af det negative selvbillede. Den vrede, som en person retter imod sig selv er
det grundlæggende problem bag måske alle de problematikker, som der kan arbejdes
med i psykoterapi. En person der lider af selvhad, selvkritik osv. kan sagtens
virke både selvsikker, udadvendt og kommunikerende i en grad, som godt kan narre
omgivelserne til at tro, at her er tale om en person med styr på tingene, selvom
han eller hun nok har ”temperament”. Det skyldes nogle kompenserende dynamikker,
som det vil føre for vidt at komme ind på her.
resumé: undgå det store svigt
Det er helt essentielt, at forældrenes evne til at vise varme, respekt og accept
ikke bruges manipulerende eller uægte.
Det er afgørende, at du som mor eller far ærligt giver udtryk for dine følelser
og standpunkter. Hver gang du ikke gør det, cementerer du barnets mistillid til
sin fornemmelse for det autentiske, det virkelige. Du støtter fastholdelsen af
barnets negative selvbillede.
At være autentisk kræver, at du kender dig selv godt nok til at kunne mærke,
hvad du føler og hvem du egentlig er (og ikke er). Kommer du til at stikke en en
hvid løgn eller sige noget, der ikke er helt sandt om dine følelser, meninger
osv. (og det gør du, for det er menneskeligt at fejle) – så må du være parat til
at indrømme det både overfor dig selv og barnet. Dit arbejde for at give dit
barn de bedste udviklingsbetingelser begynder således med at lære dig selv at
kende.
Grundlaget for det negative selvbillede er, at barnet har mistet evnen til at
skelne mellem falsk og ægte, fordi det har mistet tilliden til sin egen
sansning, følen og mærken. Genopdagelsen og genintegrationen af disse evner kan
kun ske i autentisk kontakt. Man kan ikke manipulere nogen til at genintegrere
de evner, der skal til for at gennemskue manipulation. Man kan ikke narre nogen
til at lære ikke at lade sig narre.
Minilex:
-
Den etymologiske grundbetydning af ordet "alvor" er:
fuldstændig sand.
-
Autencitet: ægthed, pålidelighed
-
Selvbillede: Den opfattelse, individet har af sig selv
Relevante artikler:
|
© Winnie Haarløv|
til top
| | |
