|
Mange års forskning viser klart, at
det ældste barn typisk vil udvikle nogle
karakteregenskaber, som ligger yngstebarnet fjernt
- og omvendt. Et enebarn bliver præget af ingen
søskende at have, og en efternøler kan udvikle
nogle af de samme egenskaber, selvom der er mange
ældre søskende.
Dit barns personlighed præges
tidligt - og uundgåeligt - af sin placering i
søskenderækken. I en børneflok på f.eks. 3
melder der sig forskellige udfordringer for
ældste-, yngste- og mellembarnet, mens enebarnets
udfordring er at lære at lege alene uden at føle
sig ensom - og at lære at begå sig i en flok,
når det bliver børnehavetid.
Den førstefødte er enebarn,
indtil den næste melder sin ankomst og må dele
sine forældres kærlighed med den nye baby. Det
er et chok, som kan få barnet til at føle sig
uelsket og tro, at ingen elsker det mere. Barnet
løser problemet ved at blive
præstationsorienteret: dygtig, artig osv.
– eller udvikler med andre ord evnen til at
skaffe sig opmærksomhed i form af respekt,
beundring og anerkendelse som erstatning for den
tabte, ubetingede kærlighed. Barnet tror ofteste,
at det på en eller anden måde selv er skyld i
den tabte kærlighed og føler skam og skyld over
sin ”forbrydelse”. For at slippe for
skyldfølelsen udvikler barnet fintfølende
antenner, så det kan undgå at såre eller genere
andre og dermed risikere at miste den smule
kærlighed, der er til rådighed. Den ældste
kommer derfor nemt til at føle sig uelsket og
forkastet, når moderens kærlighed skal deles med
den nye baby.
Den næstældste må forholde
sig til, at storesøster eller -bror tiltrækker
sig netop respekt, beundring og anerkendelse ved
sin dygtighed. Ligemeget hvad den næstældste
gør for at få opmærksomhed, er storesøster
eller –bror dygtigere, hurtigere eller mere
erfaren. Den næstældste lærer at føle sig
utilstrækkelig og forsøger at overvinde denne
følelse ved at perfektionere sig på udvalgte
felter, fordi det tror, at hvis det bare bliver
endnu bedre, får det kærlighed. En anden
mulighed er at gøre sig "anderledes",
f.eks. i påklædning, valg af hobbies el.lgn. Den
næstældste kommer nemt til at føle, at ingen
bryder sig om hvordan han eller hun føler (for
det gør den ældste i hvert fald ikke!), og for
at undgå denne smertelige følelse, undertrykker
barnet den. Den næstældste oplever manglen på
opmærksomhed som om ingen bryder sig om, hvordan
han eller hun føler. Følelser bliver derfor en
kilde til smerte og ses derfor som noget, der skal
undgås. Den næstældste forsøger altså at
håndtere livet med logik i stedet for følelser.
Det tredje barn må finde sig
i at blive drillet og hakket på af den
næstældste, som gør det for at slippe af med
sine egne utilstrækkelighedsfølelser. Det gør
den tredjefødte sårbar og får ham til at føle
sig ubeskyttet, og barnet forsøger at klare sig
imod den næstældste bror eller søster ved at
beslutte sig til ikke at lade sig genere. Udvejen
er at klare sig ved at være stærk – og det
betyder, at barnet er nødt til at fortrænge
frygten. Den tredjefødte der klarer dét, bliver
frygtløs. Den, der ikke klarer det, bliver
frygtsom.
Den fjerde må finde sig i, at
den tredjefødte holder ham i skak med at beskylde
ham for ikke at være stor nok, stærk, hurtig,
gammel eller smart nok til at lege med. Dette barn
opnår intet ved at være sårbar, men følelsen
af forkastelse kan resultere i en konstant
følelse af forkastelse og af at være lille,
uønsket og forkert som kan blive hængende hos
individet livet ud - og en kamp for at opnå
ligeværdighed ved at gøre sig virkelig meget
umage.
Kommer der et femte barn, forsøger
den fjerdefødte at videregive disse følelser ved
at ignorere den nye baby. Hermed begynder
mekanismen forfra og den femtefødte opfatter sig
selv som et enebarn eller en førstefødt, indtil
familien måske får et sjette barn.
Naturligvis er der mange undtagelser,
og den numeriske placering i søskendeflokken
korresponderer derfor ikke ubetinget med barnets
psykologiske placering.





|
|
Relevante artikler:
|
© Winnie
Haarløv|
til top | | |