Jeg er født på Amager, hvor al vores familie boede. De var håndværkere og ufaglærte med mange børn i små, mørke lejligheder med koldt vand og dele–wc på trappen. Min farfar var den fineste, for han havde egen barbersalon på Esplanaden, og der barberede han sømænd fra halvseks om morgenen – og drak snaps med dem bagefter.

Min far blev bankuddannet (et uhørt privilegium for en arbejdersøn dengang), og i februar 1949 giftede han sig med min mor for at få en lejlighed. Lejekontrak­ten krævede mindst ét barn – og derfor fik de mig i december. Min mor var fyldt tyve år to dage før.

Paradiset

Fem år senere byggede de et kæmpestort hus (110 kvm) i Holtes Paradiskvarter til den fyrstelige sum af 70.000 kroner for hele molevitten. På villavejens ubebyggede grund gik Musse, en skimlet hest, og gnaskede bellis og mælkebøtter. Der var langt til indkøb, så på hver sin ugedag holdt en handlende på vores vej: fiskebilen, slagterbilen og ostebilen. Svajeren bragte mælk og morgenbrød ud, doktoren kom på hjemmebesøg, postbudet kom tre gange dagligt. Man kunne endda sende søndagsbreve. Sikke en service!

Jeg begyndte i Øverød skole, og snart var vi tre i børneværelset, sov i køjesenge og havde hver en kommodeskuffe til legetøj. Alle kvarterets børn legede ude året rundt – vi var jo omgivet af marker, skove og søer, og vores mødre gik hjemme, så instituitioner brugte vi ikke. Børnelivet udspillede sig uden voksnes opsyn og var fuldt af hemmeligheder. Vi fiskede haletudser, løb på skøjter, huggede blommer og byggede huler. Biler var der næsten ingen, der havde råd til, så det farligste var skærslipperen, som spillede lirekasse om søndagen – og som vi alle sammen bestemt mente var børnelokker.

Holte Biograf havde telefonnummer 9, og en billet til en af de tre første rækker kostede halvanden krone. Jeg drejede på telefonens håndsving og fik Holte–centralens omstillingsdame i røret.

”Goddag, jeg vil gerne have biografen,” sagde jeg. Omstillingsdamen svarede bøst:

”De spiller Tarzan–film i dag, og det er ikke noget for dig.” Klik! Jeg kom ikke i biffen den søndag. Jeg måtte nøjes med Dr. Lieberkind i vores splinternye tv, som vi fik i 1959 og som tog 10 minutter at varme op. Det var en tryg og forudsigelig tid. Jeg hørte Radio–teatret, sagde De til folk jeg ikke kendte, gik med pænt tøj om søndagen og afbrød aldrig de voksne. Vi børn blev håndfast opdraget, både i skolen og hjemme – og vi var ikke nogen forbrugermålgruppe. Sodavand var noget vi fik til jul og fødselsdag, og tøj blev syet af de voksnes aflagte.

Generationskløften åbner sig

Min far startede et importfirma med dåseasparges og kaldte det ”Paradiso” – dels fordi vi boede i Paradiskvarteret, dels fordi Katy Bødtger havde et monsterhit med den sang – og så fordi hans asparges smagte himmelsk, som han sagde. Huset blev bygget større, vi fik køleskab og det helt store statussymbol: en ny, lakskinnende bil. Alt åndede idyl, mens markerne uden for vores vinduer blev udstykket og velfærdssamfundets hjul langsomt begyndte at dreje.

Men i 1964 hørte jeg noget i radioen, der ændrede mit liv for evigt. Det var The Beat­les – og dén dag åbnede min families generationskløft sig. De voksne fattede pludselig intet. Og det blev kun værre. I 1968 tog jeg studentereksamen iført en kjole, der sluttede lige under trussekanten og nægtede at iføre mig ”symbolet på den borgerlige magt”: studenterhuen. Mine forældre så til i vantro, mens samfundets velstand voksede: mine jeans kunne ikke blive slidte og hulllede nok, og jeg skilte mig af med alt mit pæne, marineblå tøj, lod håret hænge ned over øjnene og gik med bare tæer. Alt var tilladt, alt det gamle skulle forkastes. I håbet om at redde mine yngre søskende og genoprette ro og orden derhjemme installerede mine forældre mig i en nykøbt ejerlejlighed og befalede mig at tage en uddannelse.

Kvindekamp, kansastøj – og karriere

Jeg blev lærer i 1974, fik et barn og blev alenemor året efter. Det var kvindernes årti: vi var enlige mødre og havde altid børn på slæb, når vi tog på ø–lejr, gik i demonstration mod Vietnamkrigen eller samlede ind til Bangla–Desh. Vi ville redde verden, og det gik hårdt ud over familielivet. Der var hverken tid eller tolerance til mænd i vores liv, så vi brændte vores bh’er og udkæmpede klasse- og kvindekamp iført pottehår og tidens statussymbol: Kansas–arbejdstøjet.

Men i det skjulte følte jeg en stor lettelse, da årtiet skiftede og netstrømper, feminint undertøj og pinkfarvede læber vendte tilbage. I yuppie–firserne fik jeg endda job i IT–branchen med firmabil og plastickort – og anskaffede mig det ultimative statussymbol: en læderindbundet time manager. Min nye mand og jeg arbejdede 60 timer om ugen, skrev skemaer over hvornår vi skulle hygge og besøgte Københavns seværdigheder på udflugter, der var timet og tilrettelagt. Sønnike sendte vi på sprogskole i England, high school i USA og på musikhøjskole på Fyn. Alt sammen for at ruste ham til karriereræset, selvfølgelig. Da han flyttede hjemmefra, fortalte han mig, at han ville være tømrer.

Historien gentager sig

Op til årtusindskiftet kom kernefamilien langsomt på mode igen, og det gav status at have tid og mindst to velfungerende børn med besynderlige navne. Mit liv blev invaderet af forkortelser: CD, DVD, mp3, GPS for ikke at tale om PC, VHS og alle de andre elektroniske dimser, der skal indstilles, times og betjenes. Jeg kan stadig godt følge med.

Et af mine børnebørn spurgte mig forleden: ”Farmor, gider du ikke fortælle noget fra stenalderen – altså fra dengang, du var dreng?” Og jeg tænkte, at historien gentager sig. På en vis måde, altså. For da jeg tænkte over det, slog det mig: Hvad bliver det næste? Er der overhovedet mere, man kan opfinde?

Vil du høre mere? Læs et uddrag af mine romaner - f.eks. 'Paradis' (1. del i en serie) eller 'Fisk kan da ikke cykle'.

Eller hør radioudsendelsen 'Sommergæsten' fra juni 2005, hvor jeg fortæller om mit liv som hunkøn gennem fem turbulente årtier